FILE - In this May 16, 2012, file photo, the Facebook logo is displayed on an iPad in Philadelphia. Facebook is acknowledging something many already know: Passively scrolling through social media can make you feel bad. The social media giant whose platform has become a daily addiction for hundreds of millions of people sheds light on both sides of the issue a blog post Friday, Dec. 15, 2017. (AP Photo/Matt Rourke, File)
Foto: Matt Rourke/AP
Udbredelsen af fotos og videoer af unge i seksuelle situationer blev spredt via Facebooks Messenger-app. Det har ført til over 1.000 sigtelser for børneporno-spredning - og til formaninger om, at forældre tager en alvorssnak med deres børn om ungernes adfærd på nettet.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Et godt skridt mod krænkende sexvideoer, et dårligt skridt med Sundhedsplatformen og en stak ønskesedler fra Sydjylland

Aviserne roser indsatsen mod spredning af krænkende videoer af unges seksuelle eskapader. Læger i Region Sjælland roser slet ikke Sundhedsplatformen. Det er nogle af tirsdagens nyheder.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen.

Det blev en lidt skidt dag i går for over 1.000 unge, der nu sigtes for spredning af børneporno efter at have delt to optagelser og et foto af en piges seksuelle samkvem med en bekendt.

Til gengæld var det er måske lidt godt nyt for de unge, der ufrivilligt har oplevet, at smugoptagelser eller billeder, de sendte til kæresten i fortrolighed pludselig er blevet tilgængelige for meget store kredse af unge.

»Det er barskt for de involverede unge, men det er glædeligt, at politiet nu tager den slags digitale krænkelser alvorligt«, skriver Politiken i dag i en leder om sagen.

»De sociale medier og chatservicer som Facebooks Messenger har skabt helt nye muligheder for mobning og krænkelser, som både myndigheder, forældre og uddannelsesinstitutioner bør tage uhyre alvorligt. Det handler om at skabe en digital kultur baseret på gensidig respekt, samtale – og frem for alt frivillighed og samtykke. Fuldkommen som i det virkelige liv«.

Også Jyllands-Posten roser på lederplads myndighederne for at tage problemet alvorligt: »For der er i den grad brug for at statuere et eksempel over for de mange – især unge – mennesker, som åbenbart ikke tænker sig om og ikke er i stand til at overskue konsekvenserne hverken for sig selv eller de mennesker, som de med delingerne krænker«.

»De sociale mediers grænseløse struktur er også med til at skabe en grænseløs og uempatisk adfærd«, skriver avisen og advarer om, at for mange forældre måske har glemt, at det er deres opgave at retlede børnene: »Men ligesom folkeskolen efterhånden bruger 0. klasse til at lære børnene basale adfærdsregler som at sidde stille, række hånden op og lade andre tale ud, er det åbenbart også politiet, der – på den hårde måde – skal lære de unge adfærdsreglerne på nettet«.

Berlingske omtaler affæren under overskriften: »Det er strafbart at være dårligt opdraget«.

»Det er måske nemt at sidde bag tastaturet og ikke tænke sig om. Det er også flere gange blevet påvist, at vores empati nedsættes, når vi ikke fysisk kan se og føle andre mennesker. Men de er stadig mennesker. Derfor er det nødvendigt, at forældre lader netetik indgå i opdragelsen af deres børn og husker dem på, at de skal behandle andre, ligesom de selv ønsker at blive behandlet – også på nettet«.


Sundhedsplatformen øger patientrisikoen

Det advarer lægerne i Region Sjælland om efter at de sidste efterår fik indført sundhedsplatformen. De peger på en »uacceptabel« risiko for fejlmedicinering med det nye system ifølge Politiken. Sundhedsplatformen har længe været i drift i Region Hovedstaden, hvor den har medført lavere produktivitet og øgede ventetider. Og fået læger med stærkt nødvendige ekspertiser til at sige op. I Jylland havde man et system, der fungerer, men det ønskede de sjællandske regioner ikke at anskaffe.


Gymnasieelevers computere skal overvåges

Når der tændes for den bærbare under eksaminerne på gymnasierne, så vil der blive holdt elektronisk øje med, hvad de unge bruger den til under opgaveløsningerne. Det skal modvirke snyd og fusk, skriver Berlingske. Fra 2019 vil et særligt system holde øje med, at ingen af eleverne snyder sig til resultater, de ikke kan få på redelig vis.


Støjberg vil ændre reglerne for familiesammenføring

Regeringen vil indføre et nyt tilknytningskrav, der skal hindre flere sager, hvor åbenlyst velfungerende udlændinge får afslag på at slå sig ned i Danmark, men samtidig skal dæmme op for familiesammenføringer fra områder, hvor der erfaringsmæssigt er særdeles vanskeligt at få de tilrejsende integreret. En af de nye betingelser bliver ifølge Jyllands-Posten, at der kommer et nej til familiesammenføring, hvis man bor i et såkaldt »udsat boligområde«.


Organdonorer bliver ældre

På tre år er andelen af organdonorer over 70 år steget fra 8 pct. til nu 29 pct. De ældre er raske længere, og lægeteknologien er forbedret, så organer fra ældre donorer kan nu bruges, hvor man tidligere opgav at forsøge at anvende dem, skriver Kristeligt Dagblad, der i øvrigt oplyser, at en nyre kan fungere i op til 120 år. Hidtil har mange donororganer stammet fra trafikulykkesofre, men med nedgangen i antallet af trafikdræbte kan de nu stamme fra personer, der f. eks. er hjernedøde efter blodpropper.


Kommuner har sendt ønskesedler til udflytningen af statsjob

Når regeringen fremlægger sine forslag til, hvilke statslige arbejdspladser, den vil flytte fra København og ind i landet, så kan nogle af dem ende i det sydlige Jylland. Her har kommunerne ifølge Jydske-Vestkysten skrevet lange forslag til de statsinstitutioner, de foreslår rykket til området. Det drejer sig bl.a. om jobs inden for energi, turisme, banedrift, fødevarer og kultur.


Tirsdagen byder bl.a. på

  • Danmarks Statistik optælling af navne. Ved den seneste opgørelse var Sofia og Noah topscorere på listen over de mest populære navnelisten over de mest populære navne til nyfødte.
  • en retssag 09.30 i Københavns Byret mod tre mænd, der greb til selvtægt, da to svenskere var brudt ind i et kolonihavehus. Den ene svensker blev mishandlet så voldsomt, at han mistede livet. Sagen understregede de store problemer, der er med indbrud i mange kolonihaveforeninger i København.
  • en sag mod Danmarks Tekniske Universitet står tiltalt for at have en udlænding ansat på trods af, at han ikke havde nogen arbejdstilladelse. Den kører i Retten i Lyngby 09.30.
  • domsafsigelse 12.00 i Højesteret i en sag om et meget skinnende sortglaseret tegltag - arkitekturens svar på lændetatoveringen - som naboen kræver et indgreb over for.

MERE TIL LÆSELYSTEN:




Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce