Reportage fra boligområdet Askerød, som tidligere var på ghetto-listen. Det er den ikke længere. En af de mange gangtunneller til Askerød.
Foto: Martin Lehmann
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Skæve ghetto-tal, en kuvertpris hos Trump på 600.000 kroner og seks ugers barsel til en sej premierminister

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen.

Det er pokkers med de der journalister.

Man siger noget, og så tjekker de efter, om det nu også hænger sådan sammen.

Sådan må regeringen tænke efter at have læst Politikens forside-historie i dag. Her står der, at den ghetto-liste, som ministrene har fremlagt, bygger på gamle og ikke længere aktuelle tal.

Det betyder, at mindst 11 af de 22 boligområder, som er blevet plukket ud på listen, egentlig ikke burde stå der. De nyeste tal er ellers frit tilgængelige. Men dem så Transport-, Bygnings- og Boligministeriet bort fra, da listen skulle laves.

Dermed render vi alle rundt og diskuterer på baggrund af et »skævt billede«, vurderer en af Danmarks førende statistikeksperter.

»Som minimum burde man benytte de oplysninger, man har«, siger professor Susanne Ditlevsen fra Københavns Universitet.

»Det skal undersøges grundigt, hvordan denne problemstilling håndteres, så vi kan have en løsning klar, inden næste års ghettoliste skal udarbejdes«, lover boligminister Ole Birk Olesen (LA).


Nationalbanken tror ikke på bitcoins

Stop nu jer selv. Nogenlunde sådan lyder det fra Nationalbanken, der på forsiden af Berlingske i dag forsøger at mane til besindighed hos de spekulanter, der mener, at kryptovalutaer - du ved: bitcoin, ethereum, litecoin og de andre der - en dag kan skabe en paralleløkonomi og blive gængse betalingsmidler. Nej, der er udelukkende tale om en »spekulativ legeplads«, som forbrugerne faktisk bør holde sig fra, mener direktøren Hugo Frey Jensen.


Hvorfor skulle Miljøstyrelsen til Odense?

En ting er, at regeringens flytteplaner skal skabe »bedre balance« i landet. Men hvad med det der med, at Miljøstyrelsens 440 arbejdspladser rykkes til Fyn? Er der mon noget andet, der ligger bag den beslutning? Det mener en række oppositionspartier. Over for Politiken anklager Radikale, Alternativet og SF direkte Venstre for at ville angribe miljøpolitikken og fagligheden på området. Helt bevidst og koordineret. »Det ligner et korstog mod den faglighed, der ellers skulle sikre miljøets interesser over for landbrugserhvervets«, siger SF's miljøordfører Trine Torp.


Trump fejrer etårsdag med gallamiddag

Uanset om du har tjent dine penge på kryptovalutaer eller ganske almindeligt arbejde - har du 600.000 på bankbogen, så er der hermed et forslag til, hvad du kan bruge dem på: En fest med Trump! Den amerikanske præsident fejrer på lørdag, at han har været øverstbefalende i USA i nu et år. Der bliver tale om en pompøs gallamiddag på hans eksklusive resortsted Mar-a-Lago i Palm Beach i Florida, og præsidenten har udbudt billetter til arrangementet til 100.000 dollars stykket. Vil du deltage i en samtale med præsidenten, skal du betale 250.000 dollars. Uanset hvad er et billede med Trump inkluderet i prisen, skriver Bloomberg News.


Regeringen ville gå langt for DF

Dansk Folkeparti krævede et »paradigmeskifte« i udlændingepolitikken, som regeringen ikke var klar til at levere. Sådan lyder fortællingen om, hvorfor forhandlingerne om skat og udlændinge brød sammen og til sidst blev droppet af statsministeren. Meeeen... regeringen var faktisk klar til at gå ret langt i forhandlingerne med DF. Det viser et lækket aftaleudkast, som Jyllands-Posten har fået fat i. Løkke var parat til vidtgående stramninger, som muligvis kunne udfordre de internationale konventioner, hvis de blev til virkelighed, skriver avisen.


Premierminister går på barsel

Det er ikke ofte - hvis ikke aldrig - man hører om en statsminister eller premierminister, der er gravid. Men sådan en findes der i New Zealand. Jacinda Ardern, hedder hun. Og BBC skriver, at hun netop har offentliggjort den gode nyhed sammen med oplysningen om, at hun planlægger seks ugers barsel. Det er den samme kvinde, der engang blev spurgt af en tv-vært, hvorvidt hun havde valgt karrieren eller det at blive mor. Spørgsmålet var »totalt uacceptabelt i 2017«, svarede Ardern. Sejt.


Du skal ikke true politikere

Der er med sikkerhed mindst en politiker på Christiansborg, du ikke er enig med. Måske er der nogen, der tilmed gør dig helt arrig. Men du skal altså opføre dig ordentligt, og du må i hvert fald ikke true dem. Det har en 53-årig mand fra Frederiksværk fundet ud af. Retten i Hillerød har idømt ham en betinget dom på 30 dages fængsel, fordi han skrev til Joachim B. Olsen (LA), at han ville give ham »en på tuden«, skriver Frederiksborg Amtsavis.


Måske et gennembrud i kræftforskningen

Tænk, hvis man selv kunne tage en test for, om man har kræft - inden sygdommen har gjort skade, spredt sig og ramt et sted i din krop, som lægerne så nu kunne opdage. Det er nu ikke længere noget, vi bare kan forkaste som et naivt håb. Et amerikansk forskerhold har øjensynlig udviklet en kræfttest, der med en blodprøve kan afsløre, hvor kræften gemmer sig på et meget tidligt stadie. Opdagelsen skal nu testes på en større gruppe mennesker for at finde ud af, om det reelt er et gennembrud, forskerne står med i hænderne. »Det er det mest spændende forskningsresultat, jeg har set i mange år«, siger professor Niels Kroman fra Kræftens Bekæmpelse til Politiken.


Det sker i dag:

  • De danske håndboldherrer spiller første mellemrundekamp ved EM i Kroatien. Modstanderen er Slovenien. Det sker kl. 20.30
  • Hvad er årets ord 2017? Metoo? Fake news? Parallelsamfund? Influenzer? Bitcoin? Bandekonflikt? Disruption? Kvotekonge? Det var mine bud… Vi finder ud af det klokken 11.03, hvor Dansk Sprognævn sidder klar i radioen for at kåre vinderen. Det sker på P1
  • Og så mere sport: Caroline Wozniacki møder hollandske Kiki Bertens i grand slam-turneringen Australian Open

Se efter selv


Interview med Danmarks ambassadør i USA


Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce