Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
I modsætning til ved tidligere folketingsvalg er det ved det kommende valg ikke givet, at de nordatlantiske kandidater på forhånd vil annoncere, hvilken statsministerkandidat, de støtter. Arkivfoto: Jonas Olufson
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Før valget: Hvem vil de nordatlantiske kandidater støtte?

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen

’Plejer’ er død i dansk politik. I hvert fald når det drejer sig om, hvordan de grønlandske og færøske folketingskandidater agerer inden det kommende valg. For normalt vil de nordatlantiske kandidaters tilhørsforhold til enten rød eller blå blok være kendt under valgkampen, men sådan bliver det ikke i denne omgang. Det skriver Politiken.

Flere kandidater har bebudet, at de efter valget vil være parate til at forhandle for at presse indrømmelser ud af statsministerkandidaterne. Det kan således ikke på forhånd tages for givet, at de vil støtte det bud på en statsminister, der matcher deres egen partifarve. For eksempel mener Aaja Chemnitz Larsen fra det venstreorienterede parti IA, at Lars Løkke Rasmussen (V) har været en bedre statsminister for Grønland end Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt i sin tid var.

»Der har været en markant forskel på at gå fra en rød regering, som skulle være der, hvor vi står ideologisk, til en blå, som behandler os bedre. Det gør, at vi sidder med overvejelser«, siger Aaja Chemnitz Larsen, som i løbet af vinteren har holdt sonderingsmøder med begge statsministerkandidater og på valgnatten vil være klar til hurtige forhandlinger.


Underhuset: Ingen brexit uden aftale

Det føles helt uvant. Men altså, det britiske parlament har faktisk stemt for en lov vedrørende brexit og ikke imod, skriver Politiken. Det drejer sig om en lov, der skal tvinge premierminister Theresa May til at bede EU om en udsættelse af brexit og forhindre et brexit uden en aftale. Forslaget er vedtaget lidt over midnat natten til torsdag med 313 stemmer for og 312 stemmer imod. Det er dog ikke sikkert, at EU giver briterne endnu en udsættelse.


Sundhedsreform svigter psykiatrien, mener foreninger

Regeringens og Dansk Folkepartis sundhedsreform vil stort set ikke kunne mærkes i psykiatrien. Det mener Landsforeningen Sind og Dansk Psykiatrisk Selskab ifølge Jyllands-Posten. Med regeringens og Dansk Folkepartis egne ord vil psykiatriske patienter ’opleve markante forbedringer’ med sundhedsreformen. Men de 60 millioner kroner, der fra 2021 er afsat til nye intensive sengepladser, svarer til omkring 30 senge. »En dråbe i havet«, mener Knud Kristensen, formand for Landsforeningen Sind.


Danica dropper selskaber med våbeneksport til Saudi-Arabien

Danmarks største finansielle koncern, Danske Bank, vil fremover ikke investere sine kunders penge i virksomheder, der indgår nye aftaler om eksport af våben og militært udstyr til Saudi-Arabien. Det oplyser Anders Svennesen, investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management og Danica Pension, til Information. »Vi har besluttet os for at støtte op om regeringens forbud mod eksport af våben til Saudi-Arabien«, siger han.


Kritik af paradigmeskift fra store virksomheder

Myndighederne skal fremover lægge ’mindst muligt’ vægt på flygtninges arbejde, uddannelse, sprogkundskaber og aktiv integration, når de skal vurdere en forlængelse af en flygtnings midlertidige ophold i Danmark. Men det vil ifølge Ikea og ISS, der er de virksomheder med flest flygtninge ansat, skade de ansatte med flygtningebaggrund og muligheden for fastholde dem i arbejde. »Vi er bekymrede for, om den nye situation vil få en negativ indflydelse på de berørte personers motivation og engagement«, siger Anne Anker, kommunikationschef i ISS, til Berlingske.


Undervisningspris: Sidste chance for indstillinger

I aften ved midnat lukker vinduet for indstillinger til Politikens Undervisningspris. Kender du en dygtig lærer i grundskolen, gymnasiet eller på erhvervsskolerne, er det nu, du skal til tasterne. Skriv et par gode eksempler på lærerens engagerede arbejde i indstillingsformularen her. Over 1.800 har allerede indstillet en underviser, og Politiken har besøgt nogle af dem. Læs for eksempel om Astrid Engelund, der er ene voksen på Fejø Skole, om Marie Bedsted, der lærer flygtningebørn dansk, eller om Karen Munkvad, der får indsatte i Enner Mark Fængsel se at se sig selv i digtet Barndommens Gade.


Podcast: Israels Netanyahu – korruptionsanklaget og på valg

Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, er anklaget for korruption, mandatsvig og bedrageri. Men han står alligevel til at få et godt valg på tirsdag, når israelerne skal sætte deres kryds. Hvordan har Netanyahu opnået så stor tillid blandt sine vælgere?

Klik og hør Anders Jerichow, udlandsjournalist på Politiken, fortælle om Benjamin Netanyahu.


Det skete på denne dato

  • 1905: Et jordskælv rammer Kangra i Indien. 370.000 mennesker omkommer.
  • 1949: Tolv lande, heriblandt Danmark, underskriver Atlantpagten i Washington i USA. Det skaber forsvarsalliancen Nato.
  • 2009: Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver ved et Nato-topmøde valgt til ny generalsekretær for forsvarsalliancen. Han tiltræder 1. august.

Det sker i dag

  • Forlystelsesparken Tivoli åbner dørene for sommersæsonen, med premiere på ny rutsjebane: Kamelen.
  • Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, mødes i dag med den irske premierminister Leo Varadkar i Dublin. De to statsledere skal blandt andet diskutere brexit. Efterfølgende holder de et fælles pressemøde.
  • De to pandaer ankommer til Københavns Zoo. Mao Sun og Zing Er, som pandaerne hedder, er en statsgave fra Kina, som dronning Margrethe og prins Henrik modtog under et statsbesøg i 2014.


Stærke billeder - gode læseoplevelser


Læs mere

Annonce

Forsiden