Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
German Chancellor Angela Merkel and Britain's Prime Minister Theresa May react during an extraordinary European Union leaders summit to discuss Brexit, in Brussels, Belgium April 10, 2019. Olivier Hoslet/Pool via REUTERS
Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Øjebliksbillede fra topmøde i Bruxelles i nat. Foto: Olivier Hoslet / Reuters
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Hver fjerde 15-årige pige bruger 4 timer på sociale medier – om dagen

Ny Brexit-deadline fastsat. Aldrig har så mange 15-årige skolebørn siddet så stille bag en skærm. DF-politiker kalder ny film 'livsfarlig propaganda', og så kan pandaerne ses fra i dag – her er dit morgenoverblik.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen kære læser


Sidder der et ungt menneske med ved morgenbordet, mens du læser dette nyhedsbrev? Så har du her en samtalestarter: Aldrig har så mange 15-årige skolebørn siddet så stille bag en skærm som i disse år.Det viser en ny undersøgelse kaldet ’Skoleundersøgelsen 2018’, som Politiken skriver i dag. Hele 27 procent af alle 15-årige piger bruger mindst 4 timer hver evig eneste hverdag på de sociale medier på deres mobiltelefon, tablet eller computer, mens 38 procent af drengene ’gamer’, altså spiller computerspil, mindst 4 timer på weekenddage. Nu er eksperterne uenige om, hvordan udviklingen skal tolkes. ’Foruroligende’, siger en. ’Slap nu af’, siger en anden. Her får du hele historien.




EU har godkendt en ny deadline for Brexit, der, såfremt du skulle have glemt det, er Storbritanniens udtrædelse af EU. Datoen er den 31. oktober 2019, og således et godt stykke tid efter det forestående valg til EU-parlamentet i maj. Datoen er væsentligt længere væk i kalenderen, end det premierminister Theresa May egentlig havde bedt om – hendes oprindelige bud var 30. juni. Der er imidlertid en vis fleksibilitet indbygget i Storbritanniens nye exitdato: Hvis det lykkes Theresa May at bruge den nyvundne ekstratid til at få stemt skilsmisseaftalen med EU igennem det britiske parlament inden deadline, kan Brexit træde i kraft tidligere. Mere om den sag på Politiken.dk.




Venezuelas regering har indgået en aftale med Røde Kors om levering af nødhjælp til Venezuela. Det oplyser Venezuelas siddende præsident, Nicolás Maduro natten til torsdag dansk tid, i en meddelelse bragt på venezuelansk stats-tv og -radio. Store dele af den venezuelanske befolkning er plaget af en omfattende mangel på mad, medicin og andre basale fornødenheder. Maduro oplyser, at hans regering og Røde Kors er enige om »at arbejde sammen med FN-organer om at bringe så meget humanitær hjælp ind i Venezuela som muligt«, forlyder det.




En ny dansk film har provokeret Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen i en sådan grad, at han i dag i Berlingske kalder den for ’livsfarlig propaganda’. Filmen hedder ’Danmarks Sønner’, og den handler om et bombeattentat i Danmark, ekstrem nationalisme og eskalerende racisme. »I skildringen af de arabiske miljøer, især de Hizb-ut-Tahrir-lignende miljøer, bliver karaktererne ideologiske talerør for instruktørens og filmkonsulenternes verdenssyn, hvor debattonen og Vestens bomber er årsager til radikaliseringen. Det er en skændsel, at Dansk Film Instituts konsulenter ikke har slået ned på propagandaen«, siger Ahrendtsen. Filmen får ellers gode modtagelser blandt fagfolk. Du kan læse Politikens anmeldelse her.




På de sociale medier er et sæt dametrusser i denimstof – de facto en ekstremt lille cowboybuks – blevet mødt med stor morskab, undren og latterliggørelse. Det hjælper heller ikke på sagen, at trusserne koster 2.000 kroner (!). Modehuset bag er kendt for at skabe opmærksomhed om sine til tider bizarre produkter. Mest interessant er det derfor nok, at der så godt som ingen latterligørelse var fra modeverdenens side, da trusserne blev vist frem på modemesser sidste år. Hvem det siger mest om, vil jeg lade dig bedømme. Se og læs om trusserne her.




Du er stået op til en kølig dag, hvor temperaturerne maksimalt når 6 grader i hovedstadsområdet ifølge DMI. Det er lige omkring gennemsnitstemperaturen for en januarmåned i den kinesiske storby Chengdu, og hvorfor er det så interessant, tænker du straks. Jo, det er selvfølgelig på grund af de kinesiske pandaer, som stammer fra området omkring Chengdu, og som fra og med i dag er til offentligt skue i Københavns Zoo. Vi var med under åbningsceremonien i går. Den reportage finder du her, hvor vi blandt andet er med til demonstration mod de kontroversielle låne-pandaer. Vores arkitekturredaktør er i øvrigt vild med det dyre, omend meget smukke, byggeri, som pandaerne fremover kan kalde hjem. Læs hans anmeldelse her.




En ny tilføjelse til menneskets historie er fundet i Filippinerne. Arkæologer har fundet tænder og knogler fra hænder, fødder og lårben fra en hidtil ukendt menneskeart. De fundne rester er mellem 50.000 og 67.000 år gamle, skriver Ritzau, og den nye menneskeart har allerede fået et nyt navn: ’Homo luzonensis’.




Og for nu at blive i den videnskabelige ende, så må du ikke gå glip af det verdenshistoriske fotografi af et sort hul, vi fik at se for første gang nogensinde i går. Det ligner et miks mellem Saurons øje, en lettere forbrændt donut og en solformørkelse, og det er, for nu at sige det lige ud, hamrende fascinerende. Du kan se det sorte hul her, og hvis du er til podcast, så kan du høre vores videnskabsredaktør, Lasse Foghsgaard, fortælle om opdagelsen i ’Du lytter til Politiken’.




Det skal du holde øje med i dag


  • Pandaerne kan for første gang ses af offentligheden i Københanvs Zoo
  • Danske Regioner holder generalforsamling i Århus – interessant ikke mindst i lyset af den overhængende lukningstrussel
  • Kl. 08:30 ventes der skyldkendelse i en terrorsag, der er bragt for Københavns Byret. Ifølge anklageren havde den sigtede til hensigt at udføre et terrorangreb mod tilfældige i København. De skulle dræbes ved hjælp af hjemmelavede bomber og knive, hævder anklageren i sagen mod 32-årig syrisk flygtning, der boede i Sverige. Bomber skulle fremstilles af blandt andet 17.460 tændstikker, fyrværkeri og andre ting.
  • Det danske ishockeylandshold spiller testkamp mod Finland. Kampen spilles i Gigantium i Aalborg. De to hold mødes i endnu en testkamp lørdag den 13. april i Vojens.
  • Verdens bedste pressefotografier kåres i dag ved World Press Photo. Prisuddelingen finder sted i Amsterdam, hvor blandt andet årets billede (Photo of the Year) bliver afsløret. De vindende billeder kommer med i en udstilling, som bliver vist i 45 lande.
  • New Zealands parlament ventes i dag at vedtage den stramning af landets våbenlovgivning. Forbuddet kommer efter en højreekstremists terrorangreb på to moskéer i byen Christchurch, hvor 50 mennesker blev dræbt og lige så mange såret. Stramningen omfatter blandt andet forbud mod salg af halvautomatiske skydevåben.


Læs mere

For abonnenter

Annonce

Forsiden