0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Mange af de titusinder, som i fredags demonstrerede til fordel for klimakampen, var unge. De unges grønne engagement var også i mange lande en væsentlig faktor ved EP-valget, viser tallene. Foto: Jens Dresling
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Grønt generationsopgør fejer ind over Europa

S har indført central styring af pressekontakter. Vaklende støtte til Vestagers EU-kandidatur. Mindst to dræbte efter knivangreb i Japan.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen

»Klimatosser«, kaldte Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) de mange vælgere ved søndagens valg til Europa-Parlamentet, for hvem klimaet spillede en afgørende rolle for, hvor krydset blev sat (og det var som bekendt i vid udstrækning ikke ud for Dansk Folkeparti). Og hvad karakteriserer så en ’klimatosse’? Ja, første og fremmest er der en stor sandsynlighed for, at vedkommende er under 30. Ikke bare i Danmark, men også i flere andre europæiske lande.

Tal fra en række lande, som Politiken har indsamlet, viser, at tendensen med fremgang for de grønne partier først og fremmest skyldes unge vælgere. I Tyskland, for eksempel, fik partiet De Grønne et rekordvalg på 20,5 procent. Hvilket især skyldtes, at 31 procent af dem under 30 år stemte på partiet. Samme tendens ser man med varierende styrke i Østrig, Frankrig, Irland, Sverige og Danmark: De unge stemmer grønnere end de gamle.

Det er en bevægelse, der kan udvikle sig til det største generationsopgør siden 68-oprøret, mener flere analytikere. »Det kunne godt være begyndelsen til, at vi får en grøn generation, ligesom vi har haft den røde 68-generation«, siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.


S har indført stram kontrol med pressekontakt

Hvis et socialdemokratisk folketingsmedlem ønsker at svare på et spørgsmål fra pressen, så skal vedkommende først kontakte partiets valghovedkvarter. I en mail til alle folketingsmedlemmer indskærper gruppeformand Henrik Sass Larsen, at »alle pressehenvendelser skal koordineres med Christiansborg«. Det skriver Politiken. »Dvs. man ikke udtaler sig – heller ikke på eget ordførerområde – medmindre det er aftalt med Christiansborg forinden«, hedder det i mailen. Ifølge Socialdemokraternes gruppesekretær Henrik Dam Kristensen skyldes det, at mediepresset skaber »et helt naturligt behov for tæt koordinering«.


Dansk støtte til Vestagers EU-kandidatur vakler

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag aften møder op til EU-topmøde for at drøfte besættelsen af en række topjob med de øvrige regeringschefer, har han på forhånd drøftet sagen fortroligt med sin politiske hovedmodstander, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Det skriver Jyllands-Posten og Politiken. Blandt mulighederne som ny formand for EU-Kommissionen er den tidligere minister og partileder for De Radikale Margrethe Vestager. Men hverken Løkke eller Frederiksen har villet garantere deres støtte til Vestager på grund af hendes politiske observans.


Fanger fundet døde i brasilianske fængsler

42 indsatte blev mandag fundet døde i flere brasilianske fængsler. Det skete dagen efter, at 15 indsatte blev dræbt under et sammenstød mellem bander i et fængsel i det nordlige Brasilien. Det oplyser de regionale fængselsmyndigheder, ifølge Reuters. De 42 personer skal være fundet kvalt til døde i tre eller fire forskellige fængsler i delstaten Amazonas. Situationen i fængslerne er natten til tirsdag dansk tid igen ’under kontrol’, oplyser myndighederne.


Mindst to dræbt ved knivangreb i Japan

Mindst 18 personer - herunder 13 børn - er blevet stukket ned under et knivangreb i Japan. En skolepige og gerningsmanden meldes dræbt. Det oplyser de japanske myndigheder ifølge AP. De stod alle og ventede på bussen tirsdag morgen lokal tid i byen Kawasaki syd for Tokyo, da en mand bevæbnet med en kniv i hver hånd gik til angreb. Ifølge en anonym talsmand for brandmyndighederne skal yderligere en mand og en kvinde være omkommet, men det er ikke officielt bekræftet. Motivet til angrebet er endnu ikke kendt.


Berlinsk kultklub for første gang i Bundesligaen

Den berlinske fodboldklub Union Berlin har kultstatus - ikke alene i Tyskland, men også hos mange af de fodboldglade danskere, som jævnligt besøger den tyske hovedstad. Og i aftes sikrede klubben sig for første gang oprykning til den fornemste tyske række, Bundesligaen, skriver Politiken. Det står klart, efter at Union besejrede storklubben Stuttgart efter to playoffkampe. Det betyder, at de to klubber bytter plads, og at Stuttgart må en tur ned i 2. Bundesliga. Før murens fald spillede Union i den østtyske liga. Dengang var klubben tilknyttet jernarbejdernes fagforening, Eisern Union.


Podcast: Folkebevægelsen for EU?

Indtil nu har 5 af Danmarks 13 mandater i EU-parlamentet tilhørt modstandere eller i hvert fald stærke kritikere af EU. Søndag svandt tallet ind til nul. Men har vi danskere virkelig i løbet af et par år forvandlet os fra EU-skeptikere til supereuropæere? Og hvordan har EU’s største modstandere ellers klaret sig rundt om i Europa?

Lyt med når Politikens EU-korrespondent Nilas Heinskou fortæller om søndagens EP-valg.


Besøg Politikens valgtelt

Politiken har åbnet et valgtelt på Christiansborg Slotsplads. I dag kl. 16.00 debatterer Joachim B. Olsen (LA) og Peter Hummelgaard (S) ulighed.

Klik her og se dagens program.


Det skete på denne dato

  • 1891: Tørvearbejder Jens Sørensen finder ved Gundestrup i Himmerland et cirka 2.000 år gammelt keltisk sølvkar, Gundestrupkarret.
  • 1959: USA sender to aber 500 kilometer ud i rummet. Aberne fiskes efter landingen op af Atlanterhavet i live.
  • 1999: Efter en omfattende restaurering kan Leonardo da Vincis mesterværk Den Sidste Nadver’ igen ses i Milano i Italien. Det har taget 21 år at restaurere billedet på en væg i et kloster.

Det sker i dag

  • Zoologisk Have i København inviterer sammen med United Plantations til seminar om et usædvanligt samarbejde, hvor produktion af palmeolie og naturbevarelse går hånd i hånd. Palmeolie har de sidste mange år været udskældt for at ødelægge levestederne for flere dyrearter, heriblandt de truede orangutanger.
  • To dage efter valget til Europa-Parlamentet mødes EU’s stats- og regeringschefer i dag i Bruxelles for over en middag at diskutere kandidater til flere snart ledige topposter i EU, deriblandt posten som kommissionsformand.
  • Københavns Byret ventes at afgøre, om 27-årig mand skal forblive i Vestre Fængsel, hvor han har været varetægtsfængslet siden marts. Politiet sigter ham for at have dræbt tre ældre personer på Østerbro i København.


Gode læseoplevelser


Annonce