Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Kristian Jensen har efterlyst bredt reformsamarbejde. Nu er han fyret fra sine tillidsposter i Venstre.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Kristian Jensen overrasket over fyring

Kristian Jensen bryder tavsheden efter opsigtsvækkende interview. Flere unge tager kokain.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen,

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen er overrasket over, at han skulle straffes og fratages sin ene ordførerpost og fire udvalgsposter i Folketinget.

Det sagde han søndag aften til TV Midtvest efter at have forholdt sig tavs siden lørdag aften, hvor han i et større interview med Jyllands-Posten anbefalede et tættere samarbejde om reformer hen over midten i dansk politik. Et interview og en udmelding, der ikke var klappet af med Jakob Ellemann-Jensen og partiledelsen, som altså gjorde kort proces med den tidligere kronprins.

»Jeg tror ikke, jeg afslører nogen hemmelighed ved at sige, at det ikke var den reaktion, jeg havde regnet med, så man kan godt sige, at jeg er overrasket«, siger Kristian Jensen til TV Midtvest. Her forklarer han også, at han ikke har planer om at forlade partiet.

Men hvad er sagen egentlig udtryk for?

Politikens politiske kommentator, Kristian Madsen, kalder fyringen en hovedløs panikhandling, som er et tegn på en meget svag ledelse.

»Ellemann skyder sig selv i foden ved at rive hovedet af Kristian Jensen«, skriver Kristian Madsen.

Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, hæfter sig i en analyse ved, at der trods alt er grænser for, hvor højt loftet er i Venstre. Men hun mener samtidig, at det var nødvendigt at straffe Kristian Jensen set fra et ledelsesperspektiv. Både på grund af hans sololøb men også fordi Jakob Ellemann-Jensen ellers ville have fremstået svækket og konfliktsky.




Anbragte børn får ikke den rette undervisning

Anbragte børn på døgninstitutioner og bosteder har i årevis ikke fået den undervisning, de har krav på. Trods vedvarende kritik er situationen ikke blevet bedre.

Sådan lyder kritikken fra Ombudsmandens Børnekontor på dagen, hvor statsministeren har indkaldt til regeringsseminar, hvor en styrket indsats for udsatte og anbragte børn skal drøftes, skriver Politiken.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er stærkt utilfreds med den utilstrækkelige undervisning på de interne skoler, som ifølge ministeren muligvis bør lukkes helt. Det skal en ny tværministeriel arbejdsgruppe blandt andet se nærmere på.



Flere unge tager kokain

Det går den helt forkerte vej. Antallet af unge, der tager kokain er fordoblet de seneste fem år, viser en ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning.

24.600 unge svarer, at de har taget kokain i løbet af den seneste måned svarende til godt 3 procent af alle unge mellem 15 og 25 år. For fem år siden var andelen 1,6 procent, skriver Politiken.

»Ofte er stofferne billigere end alkohol. Det er blevet mere normalt for de unge at afprøve og eksperimentere med stoffer«, siger Jesper Smed Hedegård, sektionsleder i Thisted Kommunes Børne- og familierådgivning til Politiken.




Ældre ledige fanget i ingemandsland

Samtidig med, at politikerne har hævet pensionsalderen, og vi skal arbejde længere, bliver en voksende gruppe af ledige ældre fanget i en økonomisk sump, skriver Politiken. Der er tale om ældre, der mister retten til dagpenge i en relativt sen alder men stadig har langt til pensionsalderen og økonomisk hjælp fra folkepensionen.

Næsten hver fjerde af de 6-64 årige danskere, der mistede retten til dagpenge i 2018, havde således hverken en løn eller en offentlig ydelse af falde tilbage på, 6 måneder efter at de var faldet ud af dagpengesystemet.




Store forskelle på pensionsafkast

Og mere i samme boldgade. År 2019 blev et rigtigt godt år for langt de fleste pensionskunder primært på grund af en voldsom aktieoptur. Men der er alligevel store forskelle på, hvor godt de forskellige selskaber har forvaltet kundernes pensionsformuer, og især i PFA og Industriens Pension har man ikke kunnet følge med konkurrenterne, skriver erhvervsmediet Finans.

Hvor Danicas kunder med 30 år til pensionen og middel risiko og afkast fik et afkast på 23,7 procent i 2019, fik kunderne i PFA og Industriens Pension henholdsvis 15,5 procent og 15,6 procent i afkast. Det er ifølge Finans 40.000 kroner mindre end Danicas afkast ved en pensionsformue på en halv million kroner.



USA: Ingen beviser for ambassadeangreb

USA’s forsvarsminister, Mark Esper, erkender over for amerikanske medier, at han ikke har direkte beviser fra efterretningstjenesterne på, at Iran havde en plan om at angribe fire amerikanske ambassader. Angrebsplanerne var ellers ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, årsagen til, at han gav ordre til at dræbe den iranske general, Qassem Suleimani for 10 dage siden, skriver Ritzau.

Mark Esper mener dog – ligesom præsidenten siger han – at angreb på ambassaderne var sandsynlige og derfor var det nødvendigt at slå til mod generalen.



Titel: Kan kenyanske komfurer redde klimaet?

Teaser: Hvis danske virksomheder vil være grønne, kan de købe klimakompensation. Mange af dem har puttet deres penge i projekter, der forærer komfurer til familier i Kenya. Komfurerne skal få kenyanerne til at bruge mindre træ, men de bliver ikke brugt. Lyt til dagens afsnit af Du lytter til Politiken her.




Årsdage

  • 1991: Sovjetiske tropper besætter tv-bygningen og andre strategiske bygninger i Litauens hoved­stad Vilnius. 15 bliver dræbt og over 100 såret. Angrebet er et indlæg i debatten om landets selvstændighed....
  • 1990: Douglas Wilder bliver indsat i staten Virginia som USA’s første folkevalgte sorte guvernør.
  • 1968: Arveprins Knuds søn, Ingolf, gifter sig borgerligt med isenkræmmer Terneys datter Inge fra Lyngby. Han mister dermed arveretten til den danske trone.

Misbrug


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden