Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jens Hartmann Schmidt
Foto: Jens Hartmann Schmidt
Lattergas er populært blandt unge. Nu vil regeringen sætte en stopper for salget i kioskerne.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Regeringen vil forbyde salg af lattergas i kiosker

Lattergas skal ud af kioskerne. Anbragte børn bliver ikke hørt. Og USA beskylder ikke længere Kina for at være en valuta-manipulator.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen

De ligger i store bunker på fortove, i parker og ved stranden ikke mindst om sommeren, når nætterne er lyse og festerne lange. De små sølvfarvede lattergaspatroner er de seneste år blevet et populært rusmiddel i nattelivet. Men nu skal det være slut med den lette adgang til lattergas, mener regeringen, der vil forbyde salg af lattergas i kiosker over hele landet, skriver Ritzau.

»Jeg synes, jeg kan konstatere, at tilgængeligheden er en udfordring, som gør, at forbruget af lattergas er højt - især i hovedstadsområdet hvor mange kiosker har lange åbningstider«, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Lattergas kan ifølge gifteksperter føre til nerveskader, akut iltmangel og i værste fald døden. Patronerne er oprindeligt tiltænkt flødeskumssifoner.

Som led i forhandlinger med Folketingets øvrige partier har regeringen i forvejen foreslået, at salget af lattergas til unge under 18 skal forbydes, ligesom det kun skal være muligt for private at købe to patroner af otte gram pr. gang.




Anbragte børn bliver ikke taget med på råd

Der har de seneste dage været talt meget om, at forholdene for anbragte børn skal forbedres. Men når det handler om at lytte til børnene kniber det mere, skriver Politiken. En undersøgelse fra den faglige organisation Socialpædagogerne viser, at mange af de anbragte børn ikke bliver taget med på råd i deres egen anbringelsessag. Kun hver tredje husker, at de er blevet taget med på råd og spurgt til, hvad de havde af ønsker og spørgsmål.




Kina slipper for amerikansk manipulator-stempel

USA beskylder ikke længere Kina for at manipulere med sin valuta. Det fremgår af det amerikanske Finansministeriums halvårlige rapport, der kommer kort før, Kina og USA onsdag ventes at underskrive første del af en handelsaftale, der skal afblæse den verserende handelskrig mellem de to nationer. USA har tidligere beskyldt Kina for bevidst at svække sin valuta, så kinesiske varer bliver billigere på det amerikanske marked, men nu er der altså yderligere en opblødning på vej i forholdet mellem landene, skriver Politiken.




USA udviser 21 saudiarabere efter skyderi på base

Vi bliver i USA, der også har besluttet at udvise 21 saudiarabiske officerselever som en konsekvens af et skyderi på flådebasen Pensacola i Florida sidste år, skriver Ritzau. Ved skyderiet dræbte en 21-årig saudiarabisk kadet tre personer og sårede otte andre i det, som den amerikanske justitsminister William Barr har kaldt en terrorhandling. De 21 saudiarabiske officerselever, der nu bliver smidt ud af USA, er blevet fundet skyldige i at være i besiddelse af jihadistisk materiale og børneporno.




Pas på blæsten

Vi slutter med en advarsel til bilisterne i morgentrafikken, der skal køre over broerne ved Storebælt og Lillebælt. Vejdirektoratet advarer om kraftig vind og anbefaler, at vindfølsomme køretøjer slet ikke kører over broerne i de kommende timer, hvor blæsten er kraftigst. Ifølge meteorologerne vil blæsten lægge sig i løbet af formiddagen og i eftermiddag ventes der ligefrem lidt sol, inden det igen bliver blæsende i aften.




Titel: En meget forhenværende kronprins?

Lørdag aften faldt Kristian Jensens politiske karriere fra hinanden. Igen. Denne gang med et interview i Jyllands-Posten om Venstres og hele Danmarks fremtid. Og så blev han fyret fra alle sine poster. Er Jensen for tonedøv til top-politik? Lyt til dagens afsnit af Du lytter til Politiken her.




Det sker i dag

  • Dronning Margrethe deltager ved indvielsen af Rigshospitalets nye behandlingsbygning Nordfløjen. Den nye fløj på 54.700 kvadratmeter er indrettet efter patienter og pårørendes behov og indeholder blandt andet 203 enestuer og 33 moderne operationsstuer.
  • Retten i Odense behandler i dag en sag mod to mænd, der er tiltalt for groft bedrageri. Ifølge tiltalen indsamlede de i perioden maj 2016 til juli 2017 4,7 millioner kroner til kræftsyge børn. De beholdt dog selv 4,2 millioner af kronerne.
  • Venstre holder klokken 9.15 gruppemøde på Christiansborg for første gang efter, at den tidligere næstformand Kristian Jensen er blevet frataget sit ordførerskab og sine udvalgsposter som følge af et interview, han gav til Jyllands-Posten, uden at have orienteret partiledelsen.



Årsdage

  • For 50 år siden: Som den første danske forfatter fik Klaus Rifbjerg Nordisk Råds Litteraturpris på 50.000 kroner.
  • For 50 år siden: Den amerikanske sangerinde Diana Ross optræder sidste gang med sangsildene i The Supremes.
  • For 15 år siden: Fodboldspiller Thomas Gravesen bliver præsenteret som Real Madrids nye stjernespiller. Han får tildelt trøje nummer 16 i klubben.


Bundlinjen


ANBRAGT


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden