0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
Nyhedsbrev - Politiken Weekend

Efter ti ufrivillige aborter fik lægen en idé, og så kom Luis

Nu viser hjertevarme Biden sin koldblodige side - Dansk teaters nye stjerne kaldes 'ballon'. Som et kompliment.

Nyhedsbrev - Politiken Weekend


Kære læser

Det er søndag, og vi har tre stærke historier klar til morgenkaffen.

I weekendens første historie besøger vi Camilla og Lasse, der har kæmpet år efter år for at blive forældre. Først da deres læge prøvede en helt ny behandling for at forhindre endnu et graviditetstab, lykkedes det dem at få sønnen Luis.

Nyhedsbrevets anden artikel er skrevet af vores nytiltrådte USA-korrespondent, Philip Flores. Han sætter USA’s brutale exit fra Afghanistan i relief og spørger, om Bidens linje egentlig adskiller sig fra Trumps America First-strategi.

Som 15-årig brækkede Nicolai Jørgensen ryggen, og et liv fyldt med sport og bevægelse blev fra det ene øjeblik til det andet taget fra ham. 16 år senere kaldes skuespilleren ’fremtidens mand i dansk teater’. Vi slutter af med et interview med den 31-årige skuespiller.

Velkommen til.


En sen novemberaften for snart seks år siden fødte Camilla Hjorth Tang Thomsen tvillingerne Sigurd og Ludwig på Hvidovre Hospital. Hun havde været indlagt med kraftige plukkeveer i en uge, og den tirsdag aften kunne fødslen ikke holdes tilbage længere, selv om hun kun var i 23. uge – det vil sige lidt mere end halvvejs i graviditeten.

Lægerne og jordemødrene havde på forhånd forberedt hende og børnenes far, Lasse Hjorth, på, at de små liv ikke stod til at redde, hvis fødslen gik i gang før uge 24, så selv om både Sigurd og Ludwig levede, da de blev født, vidste forældrene, at de skulle miste dem inden for få minutter eller højst en times tid.

Hvad de ikke vidste var, at den knugende sorg, der ramte dem den aften, blev det første skridt ind i en alt for lang, opslidende odyssé, som endelig sidste sommer endte med, at de fik et levende barn, Luis, som i sit navn har fået to bogstaver fra hver af sine storebrødre.

Vi fortæller historien om ni ufrivillige aborter og en ny behandling, der kan hjælpe nogle ufrivilligt barnløse.


»Fuck det, det behøver vi ikke bekymre os om. Nixon og Kissinger slap af sted med at gøre det i Vietnam«.

Sådan skulle Joe Biden angiveligt have sagt for over ti år siden, da han blev adspurgt om den situation, afghanske allierede, kvinder og børn ville være overladt til, hvis USA trak tropperne ud.

Om Biden er gengivet ordret eller ej får vi nok aldrig at vide. Citatet stammer nemlig fra den afdøde diplomat Richard Holbrookes dagbog. Men i den forgangne uge har vi set billeder af en abrupt og kaotisk tilbagetrækning af amerikanske soldater og civile fra Afghanistans hovedstad. En tilbagetrækning, der har tvunget tusindvis af afghanere ud i desperate manøvrer for at undslippe Taleban, tilmed ved at klynge sig til amerikanske fly i Kabuls lufthavn.

Joe Bidens handlinger står i skærende kontrast til den typiske beskrivelse af Biden. Han bliver ofte portrætteret som den hjertevarme bedstefar med en enorm empati for de svage og de sårbare. Han er også blevet beskrevet som en internationalist, der efter Trump ville genopbygge både troen på demokratiet og USA’s relationer og rygte i verden.

Det føles nærliggende at stille spørgsmålet, om vi har fået et forkert indtryk af Joe Biden? Vores USA-korrespondent, Philip Flores, forsøger at gøre os klogere.


Der lyder pludselig en høj banken. Der er en, der vil ind. Alle tilstedeværende – dem, der udgør publikum i Odd Fellow Palæets have i København, og dem, der befinder sig oppe på scenen – retter blikket mod den limegrønne dør i havens ene side. Er dette en del af forestillingen? Eller trænger en uvedkommende sig på?

Sekundet efter stormer en stor mand, i højde som i drøjde, hvinende ind i haven. Det sminkede ansigt og den flamboyante paryk afslører, at der er tale om et menneske, som hører til i teatrets verden.

Og det tør siges. For manden under parykken er skuespiller Nicolai Jørgensen, der hen over sommeren spiller titelrollen i Grønnegårds Teatrets opførelse af Holberg-stykket ’Jean de France’, og som de seneste år har gjort lidt af en kometkarriere.

Vi har talt med Nicolai Jørgensen og kommer blandt andet ind på en drengedrøm om at blive wrestler, en brækket ryg og evnen til at se det komiske i sin egen dårligdom.


Det var alt for nu. Hvis du har mod på mere, har jeg indsat et par andre historier fra denne uge nedenfor. Tak fordi du læste med.

Ibyen