0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Miriam Dalsgaard/POLITIKEN
Foto: Miriam Dalsgaard/POLITIKEN
Nyhedsbrev - Politiken Weekend

»Folk siger, at jeg provokerer, men det gør jeg aldrig«

Eksklusivt interview med Talebans talsmand - En personlig beretning fra 11. september 2001

Nyhedsbrev - Politiken Weekend

Kære læser

Det kommer nok ikke som en overraskelse, men det er blevet søndag igen. Det betyder, at vi endnu en gang har samlet en række læseværdige historier til dig og din morgenkaffe.

Den første historie er et interview med designer, influencer, professionelt legebarn, selverklæret vikingeekspert og provokatør, Jim Lyngvild. Kom med indenfor på Lyngvilds vikingeborg til en snak om hans image som provokatør og det at leve livet som en leg.

I et eksklusivt interview med Talebans talsmand, Suhail Shaheeni, taler vi om forholdet til Vesten, Islamisk Stat og fremtiden for Afghanistan. Til sidst kommer en personlig historie om den 11. september 2001. Den gav ihvertfald mig gåsehud, da jeg læste den.

Velkommen til.



»Folk siger, at jeg provokerer, men det gør jeg aldrig«, siger Jim Lyngvild.

Han stønner over reaktionerne, som han har fået efter den senest dominerede kulturdagsordenen, hvor han klædte den nye kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), ud som vølve, vikingetidens spåkone, til en udstilling på Køge Museum. Straks brød helvede løs.

Ville han provokere, påpeger han, kunne han have skrevet Odin med runer i panden på ministeren, uden at hun havde opdaget det.

»Det kan godt være, at det her ser letbenet ud, men der ligger mange års studier til grund for, at jeg føler, jeg kan gøre det. Da jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne lave en udstilling med dinosaurer, sagde jeg nej, for jeg ved ikke noget om dem, og de vækker intet i mig«, siger han.

»Men på vikingetiden er jeg ekspert. Og det kan jeg sige fuldstændig uden blusel«.

Det går også sådan hver gang, at al kritikken tilsyneladende bare lægger til Jim Lyngvilds berømmelse. Og museerne melder om besøgstal, der boomer.

Sådan lyder startskuddet på en snak, om hvorvidt hans image som provokatør er så ufortjent, som han selv mener. Derudover forsøger vores journalist at blive klog på, om man kan lege hele livet, eller om ansvaret vokser på Jim Lyngvilds skuldre i takt med hans cv og følgerskare. Læs med her.


»Det er svært at forstå, at alle dem, der lige nu snakker bekymret om menneskerettigheder, menneskelige værdier og lighed, samtidig nægter at give den nødvendige hjælp til det afghanske folk«.

Det er den klare udmelding fra Talebans talsmand, Suhail Shaheen, til Vesten.

Afghanistan tørster efter investeringer, handel og hjælp til at genopbygge det krigshærgede land. Hvis Vesten ønsker indflydelse på landets fremtid, bør man bide nederlaget i sig og straks hjælpe det afghanske folk.

Det skylder Vesten faktisk efter at have brugt 20 år på at bombe landet i småstykker, mener Talebans talsmand.

Taleban har reelt givet afghanerne deres frihed tilbage, fordi man vandt over en besættelsesmagt, siger han. Og det nye land, som Taleban vil bygge op, det såkaldte Islamiske Emirat Afghanistan, vil tjene folket langt bedre, mener talsmanden.

»For det første har vi givet det afghanske folk uafhængighed. Vi har ofret os for landets frihed og givet folket en stor gave i form af selvbestemmelse. For det andet er der ingen korruption længere. For det tredje, så er der fred over hele landet. Vi vil nu fokusere og arbejde benhårdt på at genopbygge Afghanistan i de kommende måneder og år«.

Interviewet med Talebans talsmand giver stof til eftertanke om Vestens rolle og ansvar overfor fremtidens Afghanistan. Læs det eksklusive interview her.


Klokken 09.06 drøner fly nummer to ind i det andet tårn af World Trade Center, og få minutter senere er Politikens daværende USA-korrespondent Poul Husted på vej ud på gaden i New York City.

»Jeg styrter op på Broadway, hvor det trods stigende kaos og panik mirakuløst lykkes mig at shanghaje en gul taxi. De næste 45 minutter er den græskamerikanske chauffør Nikolaos Navrakis og jeg våbenbrødre. Han gelejder mig ned mod World Trade Center ad Femte Avenue mellem skrigende og panikslagne newyorkere, der bruger avenuen som ét stort fortov på ved ud af New York City«, skriver Poul Husted.

Ambulancer, politi- og brandbiler drøner samme vej, og parkerede biler risikerer at blive kørt over og smadret.

Undervejs lytter Poul og chaufføren til radioen, hvor de fortæller, at otte fly er kapret, Pentagon ramt, Højesteret jævnet med jorden, og Det Hvide Hus evakueret. Pludselig bryder speakeren sammen og udstøder hulkende:

»Åh Gud, åh Gud, det ene tårn falder sammen«.

I taxien får tårerne også frit løb, og Nikolaos Navrakis fremstammer en sætning, som Poul de efterfølgende måneder hører igen og igen:

»Det er kun noget, man ser på tv og i skrækfilm«.

Politiet stopper deres taxa og alle andre biler ved Canal Street. Poul tager afsked med Nikolaos Navrakis og fortsætter til fods. Her efter ser han et syn, som altid vil forfølge ham og få tårerne frem.

Læs resten af Poul Husteds personlige beretning fra da USA’s værste mareridt blev til virkelighed 11. september 2001.


Det var alt for denne søndag. Har du lyst til at dykke ned i endnu flere historier fra ugens løb, så har jeg samlet lidt forskelligt nedenfor. Tak, fordi du læste med. Fortsat god søndag.

Tinder


Debat