0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen
Nyhedsbrev - Politiken Weekend

»Hvad vil min far gøre, hvis jeg fortæller det hele?«

Amalie Langballe kan ikke så godt lide mennesker, men hun har brug for, at de lytter til hende - Dagbog fra to år på dagpenge

Nyhedsbrev - Politiken Weekend

Kære læser,

Det er endnu en gang blevet søndag, og det betyder, at vi har samlet tre stærke historier.

Den første historie handler om Mitra, der har søgt om indsigt i sin egen sagsmappe over hendes anbringelse. Og det kan vise sig, at blive en ubehagelig oplevelse.

I den anden historie møder du forfatter Amalie Langballe. Hun er ikke så god til mennesker, men hun har brug for, at de lytter til hende.

Til sidst får du et uddrag af Lea Tolstrups dagbog, hvor hun beretter om kampen til fastansættelse efter to år på dagpenge.

Læn dig godt tilbage.


»Jeg er superglad for, at jeg blev anbragt. Det var det bedste, der kunne ske for mig«, siger hun.

Mitra Skov Bjerregaard er i dag 21 år gammel. Det er vigtigt for hende at slå fast, at hun ikke er et stakkels børnehjemsbarn.

For at forstå hvordan Mitras historie ender med at fylde en sagsmappe på mange hundrede sider, skal vi tilbage til hendes tidlige barndom i en lejlighed på Østerbro. Her voksede hun op med sin far, mor og en syv år yngre lillesøster. Udadtil var de en velfungerende familie. Men bag lukkede døre blev de to piger og deres mor stramt kontrolleret af Mitras far.

Der var regler for alting. Både for det, man skulle, og det, man ikke måtte. Mitra skulle komme direkte hjem fra skole. Det måtte ikke tage mere end en halv time – der blev taget tid. Det var hendes ansvar at hente sin lillesøster og stå for madlavningen. Og når Mitra hørte sin fars nøgle i låsen, skulle hun stå klar til at tage hans overfrakke. Det var forbudt at sige faderen imod. Og det var forbudt at græde. Hvis hun eller hendes søster trådte ved siden af, blev de slået med bælte eller kastet ind i væggen. Mitra lærte at navigere i reglerne, så hun undgik bank og andre sanktioner.

»Jeg udviklede en overlevelsesstrategi, hvor jeg gjorde alt, for at stemningen ikke blev ødelagt«, siger Mitra.

Efter sommerferien i 8. klasse skulle Mitra skrive en ungdomsnovelle i dansk og besluttede sig for at skrive om sit eget liv. En dag i skolen, hvor eleverne arbejdede med stilen, blev Mitra fysisk dårlig og svimmel. Hendes klasselærer tog hende ud på gangen og spurgte, om der var noget galt.

»Og så sagde jeg bare: »Jeg kan ikke mere««.


»Det at lade mig skrive om håb svarer til at lade Æsel fra Peter Plys skrive en selvhjælpsbog«, skriver forfatter Amalie Langballe i sit forord.

Da Amalie Langballe modtog Debutantprisen, blev hun for første gang overbevist om, at hun havde et talent. Men hun blev ikke glad. Hun blev bare lettet, fordi de på Lindhardt og Ringhof, der havde udgivet bogen, blev glade. Hun havde bevist sit værd, og hun sagde til sig selv, at nu måtte hun slappe af i et år. Det overholdt hun nu ikke.

Den nye bog, ’Forsøg udi håb’, er en samtalebog med ni danske præster om aktuelle problemstillinger som ensomhed og klimakrise. Fælles for samtalerne er, at de handler om håb og kaos. Det handler Amalie Langballes liv også om. Primært kaos. Men bogen er en søgen efter håbet. Og det er på en måde absurd, indvender hun, for hun er ikke ligefrem håbets bannerfører.

»Du skal bare lige vide, at de sidste to, der har interviewet mig, har jeg næsten fået til at græde«, siger Amalie.

For hun er svær at interviewe, siger hun. Får hun et lukket spørgsmål, svarer hun ja eller nej. Ikke mere. Hun gør ikke det hårde arbejde.

»Jeg har en indre Ghita Nørby«, siger hun.

Læs, hvordan interviewet med den 29-årige forfatter endte.


»Vi kan fortabe os i idéen om den snobbede akademiker, men virkeligheden er, at der er masser af unge mennesker, der knokler for at skabe et liv, hvor de kan udnytte deres kompetencer på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet«.

For to år siden blev Lea Tolstrup postergirl i den debat, efter hun i Politiken skrev dagbog om sin kamp for at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet som nyuddannet. Hendes personlige vidnesbyrd forvandlede sig til en politisk kampplads. Nu samler hun igen op på, hvordan livet med fastansættelse føles.

Det starter sådan her i januar 2020:

»Jeg jonglerer mellem de tre jobs og tager flere gange direkte fra skolegården til tech-virksomhedens glasbur, fra kaotiske gymnastiksale og madpakker til hæve-sænke-borde og frokostordning. Jeg har travlt med at få det hele til at gå op – både min hverdag og min økonomi – men jeg elsker endelig at bruge min baggrund fra skrive- og redaktionsarbejde til noget konkret. Imens er jobbet som lærervikar både hårdt og uforudsigeligt, og jeg ser det mere og mere som en midlertidig løsning, indtil alle brikkerne i mit arbejdsliv for alvor falder på plads«.

12. marts 2020:

»Skolerne er lukkede på grund af coronapandemien, og mit freelanceprojekt er blevet aflyst. Fordi jeg er tilkaldevikar, kan jeg ikke modtage lønkompensation, så jeg lever af en sparsom opsparing og ekstratimer fra arbejdet i techvirksomheden. Fra hjemmekontoret (læs: min stue) forsøger jeg ikke at bekymre mig for meget over pandemien, økonomien og fremtiden. Men hvor begyndelsen af året føltes som fremdrift, kan jeg nu mærke, hvor skrøbelig min jobsituation er. Jeg har ingen sikkerhed, ingen fast løn, og den hverdag, jeg har opbygget, kan vælte som et korthus«.

Læs resten af Lea Tolstrups dagbog her.


Det var alt for nu. Hvis du har mod på mere, har jeg indsat et par historier fra ugen, der er gået. God søndag.

Kultur


Uden for kontortid