Containerskibe holder den globale handel i gang – men de bidrager også til udledningen af drivhusgasser. Verdens største containerrederi, Maersk Line, arbejder på at mindske forureningen fra flåden på næsten 600 skibe. Kilde: Politiken.tv / Grafik: Claus Nørregaard & Jens Mørch, klip: Mikkel Stoumann Fosgrau

Klima

Maersk vil sejle længere på literen

På otte år har Maersk Line reduceret sit CO2-udslip med lige så meget som hele Danmark. Nu forhøjer rederiet sit mål for, hvor langt det skal kunne sejle på literen i 2020.

Klima

Større skibe, bedre planlægning og lavere fart.

Det er de vigtigste forklaringer på, at Maersk Line har reduceret sit brændstofforbrug med næsten 40 procent siden 2007. Og nu skruer verdens største containerrederi op for klimaambitionerne.

»Nu sætter vi et nyt mål, fordi det på alle måder giver god mening for Maersk. Vi vil nå 60 procent reduktion inden 2020. Det er megaambitiøst. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om vi når det, men vi vil gøre vores yderste«, siger driftschef i Maersk Line Søren Toft.

I absolutte tal har Maersk Line siden 2007 nedbragt sin udledning af CO2 med 11,5 millioner ton – omtrent den samme mængde CO2, som det i samme periode er lykkedes at fjerne fra det samlede danske energiforbrug. Maersk arbejder også ud fra den samme ambition som regeringen, nemlig at afkoble udslippet fra den økonomiske vækst.

Chef: Bidrager til bundlinjen

»Vores reduktioner skal ske, mens vi samtidig vokser i markedet. Vi vil reducere vores brændstofforbrug både i reelle tal og relativt per transporteret container. Vi gør det ikke kun, fordi vil være gode og ansvarlige; det bidrager også til bundlinjen«, siger Søren Toft.

Alene i 2013 sparede Maersk astronomiske 764 millioner dollars (cirka 4,2 milliarder kroner) i forhold til året før takket være den bedre brændstoføkonomi. Og året efter lykkedes det at skære endnu 550 millioner kroner af udgifterne.

Professor i klima og økonomi ved DTU Kirsten Halsnæs kalder den nye målsætning for »meget bemærkelsesværdig«:

»Transportsektoren er et af de sværeste steder at reducere CO2-udslippet, fordi man ikke bare kan skifte brændstof ud med vind eller sol. Samtidig bliver der stadig mere international handel. Derfor er det yderst prisværdigt, hvis de kan sætte sig det mål at reducere med 60 procent. De sparer også mange penge på det, men det behøver de ikke undskylde«.

Det er værd at huske på, at Maersk samtidig er en stor del af problemet

Omtrent 90 procent af alle varer bliver transporteret med skib, og branchen tegner sig alene for 3 procent af de globale CO2-udslip. Det er lidt mere end Tysklands samlede udledning. Derfor er udviklingen også vigtig i forhold til de globale klimaambitioner, fastslår Kirsten Halsnæs.

»Det er klart, at hvis vi skal nå målet om at holde de globale temperaturstigninger under to grader, så skal alle sektorer være med«, siger professoren.

En helt anden matematik

Den vigtigste forklaring på, at Maersk har kunnet spare så meget på brændstof, er, at dets skibe har sat farten ned. Det kaldes slowsteaming og fungerer nøjagtig, som når en bilist letter foden fra gaspedalen.

Driftschef Søren Toft, handler det her ikke også om, at I plejede at opføre jer som dem, der kører 200 km/t på motorvejen?

»Jo, det kan du sige, men dengang råolien kostede 20 dollars per tønde, var det simpelthen en anden matematik. Fragtraterne var også højere, og som enhver anden virksomhed er vi fokuserede på bundlinjen. Men ser du os i forhold til vores konkurrenter, er vi væsentligt mere effektive«, siger Søren Toft.

Lavere brændstofforbrug er dog også trenden i andre store containerrederier.

LÆS OGSÅ

Hos Greenpeace betegner klimarådgiver Jens Mattias Clausen det som »glædeligt, at Maersk vil være en del af løsningen på skibsfronten«. Men, tilføjer han:

»Det er værd at huske på, at Maersk samtidig er en stor del af problemet, da de med den anden hånd leder efter ny olie og gas, selvom videnskaben siger, at mindst to tredjedele af allerede kendte fossile reserver skal blive i jorden«.

Udledningerne fra den danske handelsflåde tæller ikke med i Danmarks samlede CO2-udslip.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce