Oprejsning. Jurist Hans Bøgesvang Riis sagde sit job op i Arbejdsskadestyrelsen og skrev efterfølgende en kronik om forholdene sidste år i Politiken. Nu tager ministeren affære.
Foto: DITTE VALENTE (arkiv)

Oprejsning. Jurist Hans Bøgesvang Riis sagde sit job op i Arbejdsskadestyrelsen og skrev efterfølgende en kronik om forholdene sidste år i Politiken. Nu tager ministeren affære.

Arbejdsmarked

Påpegede sjusk i Arbejdsskadestyrelsen: Stadig uden job

Onsdagens redegørelse fra Kammeradvokaten vedrørende Arbejdsskadestyrelsen er en sejr for Hans Bøgesvang Riis.

Arbejdsmarked

Det krævede en dyb indånding og personligt mod, da Hans Bøgesvang Riis i oktober sidste år skrev en kronik i Politiken, hvor han kritiserede den mangelfulde og fejlbehæftede sagsbehandling på sin tidligere arbejdsplads, Arbejdsskadestyrelsen.

Den uddannede jurist havde på det tidspunkt lige sagt sit job op efter mindre end et halvt års ansættelse, fordi arbejdspresset gjorde det svært for ham og kollegerne at udføre deres arbejde ordentligt.

Derfor blev han glad, da Kammeradvokaten onsdag bekræftede ham i kritikken. En undersøgelse af 98 sager har vist, at der blev begået fejl eller der var mangelfuld dokumentation i 47 af dem.

Kronik havde effekt

Konsekvensen af undersøgelsen bliver, at de fejlbehæftede sager nu tages op igen, og samtidig vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) indsætte en direktør i styrelsen i forsøget på at genskabe tilliden.

»Jeg blev da rørt, da jeg hørte det, for det bekræfter mig i, at det var det rigtige at gøre, selv om det har været et hårdt forløb«.

»Det er også rart at vide, at min kronik har haft den ønskede effekt for de ansatte i styrelsen og for de skadelidte«, siger Hans Bøgesvang Riis.

LÆS KRONIKEN

Den moralske sejr har dog også haft omkostninger. Whistlebloweren står i dag uden arbejde, selv om han har søgt lignende stillinger. Han har ikke engang været til samtale.

»Det er jo svært at sige, hvad der ville være sket, hvis ikke jeg havde skrevet kronikken. Men jeg kan da godt få en mistanke om, at det ikke har stillet mig gunstigere«.

»Måske har nogen været bange for, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg opdagede, at der var ting hos dem, der ikke foregik, som de skulle. Men omvendt så var det nok heller ikke et sted for mig«, siger Hans Bøgesvang Riis.

Brænder for at arbejde med arbejdskader

Han har i mellemtiden forsøgt en anden karrierevej som sommelier og været souschef i en vinbutik, men det var ikke det rigtige match.

Derfor ville han også tage imod et lignende job som sagsbehandler i eksempelvis en fagforening med kyshånd.

»Det er jo noget, jeg brænder for. Det var ikke tilfældigt, at jeg søgte ind i Arbejdsskadestyrelsen dengang«, siger Hans Bøgesvang Riis, der i flere omgange forsøgte at gøre noget ved problemerne i styrelsen internt, inden han gik offentligt ud med sin kritik.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden