Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Arbejdsmarked

Forstå luftslaget: Er Ryanairs base i København en arbejdsplads i Danmark?

Ryanair vil flyve fra København. LO har en god sag, vurderer advokat.

Arbejdsmarked

Torsdag 26. marts har det irske lavprisselskab Ryanair en base i København med et fly, 10 piloter og 30 kabineansatte. Dermed er Ryanair oppe på 73 baser i Europa, men Ryanair flyver til godt 100 flere destinationer, end de har baser, så de betjener i alt 189 europæiske lufthavne.

Kort fortalt er en base dér, hvor piloter og den øvrige besætning starter og slutter deres tjeneste. Det er et krav fra EU, at alle besætningsmedlemmer skal være tilknyttet en base. På et pressemøde i sidste uge forklarede kommerciel direktør David O'Brien, hvorfor Ryanair gerne vil have en base i København.

»Hvis du er base, så har du 188 destinationer at vælge mellem. Hvis du ikke er en base, har du 73 potentielle destinationer, fordi flyene kommer fra baserne. Det er forskellen«.

En irsk direktør

Den irske direktør var afslappet klædt uden slips og med beatlesstøvler, og ville egentlig gerne fortælle om de ni planlagte ruter ud af København, men snakken faldt hurtigt på opgøret med den danske fagbevægelse.

Ryanair opretter en base i København, som gør det muligt at flyve ud af København fra tidligt om morgenen. Hvis København ikke er base, kan Ryanair fortsat flyve ud af København fra morgenstunden, men i så fald skal besætningen overnatte på hotel.

»Vi behøver ikke at have et meget tidligt fly ud af København. Hvis vi har et fly, der forlader Warszawa kl. 6.30, så kan det være i København 7.30 og flyve videre herfra. Den grundlæggende forskel på base og ikke base er antallet af optioner. Vi har annonceret ni ruter og er langt fra at have udnyttet vores muligheder«, sagde David O'Brien.

Vi har bedt Arbejdsretten anerkende, at det er irske fly med irske ansatte, og derfor gælder irske regler for ansættelse .

»Vi vil flyve ind og ud af København«.

Intet brændstof

FPU/Serviceforbundet har varslet konflikt mod Ryanair med krav om, at de tegner overenskomst, men det har Ryanair blankt afvist. En stribe andre LO-forbund – 3F, Dansk Metal, Serviceforbundet, Blik & Rør, Dansk El-Forbund og HK/Privat – har varslet sympatikonflikt, så Ryanair f.eks. ikke kan få brændstof på deres fly eller bagage om bord.

»Vi har bedt Arbejdsretten anerkende, at det er irske fly med irske ansatte, og derfor gælder irske regler for ansættelse«, forklarede David O'Brien.

GRAFIK:

Men LO ser helt anderledes på sagen:

»En base i Danmark er efter vores opfattelse en dansk arbejdsplads. Tidligere retssager har da også slået fast, at dansk ret gælder for de flyselskaber, der har placeret en base i Danmark. De ansatte på basen skal for eksempel også betale skat til Danmark«, siger LO's advokat Peter Nisbeth.

En advokat med speciale i arbejdsretsforhold, som ikke er involveret i sagen, vurderer, at LO har en god sag.

»Det er en del af det danske arbejdsmarked, at man kan konflikte«, siger advokat Peter Breum, advokatfirmaet Elmer & Partnere.

Ryanair truer med EU-retten

Ryanair truer med at trække sagen for EU-retten, fordi en eventuel konflikt vil blokere for »fri bevægelighed af varer og tjenesteydelser i Europa«.

»Det eneste, der kan forsinke sagen, er, hvis Arbejdsretten stiller et spørgsmål til EU-retten om forståelsen af et direktiv, men det ender formentlig med, at Arbejdsretten anerkender den varslede konflikt, og den afgørelse kan ikke appelleres«, siger Peter Breum, der peger på, at Arbejdsretten kun i et par tilfælde har spurgt EU-retten til råds i løbet af 40 år.

Arbejdsrettens afgørelse falder formentlig i slutningen af april. Ryanair har truet med at droppe basen i København og blot flyve til Kastrup, men hvad har fagbevægelsens opnået, hvis Ryanair kommer til København uden at have base i København?

»Så foregår der i hvert fald ikke social dumping med København som udgangspunkt«, siger Peter Nisbeth.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden