Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joachim Adrian (arkiv)
Foto: Joachim Adrian (arkiv)

Skulderskade. Siden sommeren 2013 har håndværkeren Svend Møller ventet på Arbejdsskadestyrelsens endelige vurdering af, hvor stor en del af arbejdsevnen han har tabt på sin skulderskade

Arbejdsmarked
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Folk med svære arbejdsskader må vente længere på erstatning

Borgere, der er kommet til skade på jobbet, må vente flere år på en økonomisk afklaring. Oprydning i omstridt styrelse giver lange ventetider.

Arbejdsmarked
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svend Møller er vred. Det er syv år siden, han ødelagde sin højre skulder, da han skulle montere et vindue på en byggeplads i Sønderjylland.

Det er blevet til en arbejdsskade, der har taget kraften ud af hans højre arm; det er slut med at løfte, og det begrænser jobmulighederne dramatisk for en 57-årig bygningssnedker.

Kommunen har for længst anerkendt arbejdsskaden, men siden sommeren 2013 har Svend Møller ventet på Arbejdsskadestyrelsens endelige vurdering af, hvor stor en del af arbejdsevnen han har tabt på sin skulderskade – og dermed også, hvor stor en erstatning han har krav på. Afgørelsen er blevet skubbet adskillelige gange.

»Jeg har hårdt brug for at få min erstatningssag afsluttet, for jeg har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, når jeg ikke kan arbejde som håndværker længere. Men afgørelsen bliver hele tiden udskudt og skubbet, og hver gang går man ned med flaget«, siger en bitter Svend Møller, der lever af kortvarige jobs og en midlertidig ydelse fra kommunen.

Stigning på 10 måneder

Den langsommelige sagsbehandling er langtfra enestående. Borgere, der er kommet så slemt til skade på jobbet, at de ikke længere kan arbejde fuldtid, risikerer flere års ventetid, inden de kan få afgjort deres økonomiske fremtid. Det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens egne statistikker. I de sidste fire år er sagsbehandlingstiderne steget fra godt 15 til knap 25 måneder på de sager, hvor borgere har mistet hele eller dele af erhvervsevnen. Samme melding kommer fra advokatfirmaer, der har specialiseret sig i arbejdsskadesager.

»Vi er meget overraskede over udviklingen, for vi havde forstået, at Arbejdsskadestyrelsen var ved at have ryddet op i den store pukkel af ældre sager. Men nu får vi stadig flere meldinger om lange sagsbehandlingstider, selv om sagerne for længst er afgjort i kommunerne«, siger Rikke Omme, advokat i KLA Personskade, hvor 27 jurister, assistenter og socialrådgivere arbejder fuld tid med person- og arbejdsskadesager.

Vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Desværre har det fået sagsbehandlingstiderne til at stige, fordi vi i øjeblikket har flere sager, end vi kan nå at behandle

Kammeradvokaten påviste sidste sommer så mange fejl i Arbejdsskadestyrelsens arbejde, at det kostede direktøren jobbet. Siden da har styrelsen arbejdet på højtryk for at sikre en højere kvalitet i afgørelserne. Men øvelsen har også fået sagsbehandlingstiderne til at stryge i vejret. En udvikling, styrelsens nye direktør, Merete Agergaard, beklager.

»Vi er midt i en meget stor omstillingsproces, der har til formål at sikre borgerne mere grundige, gennemarbejdede og frem for alt korrekte afgørelser. Og vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Desværre har det fået sagsbehandlingstiderne til at stige, fordi vi i øjeblikket har flere sager, end vi kan nå at behandle«.

»Derfor er vi nødt til at prioritere, og det gør vi sådan, at vi tager de ældste sager først og dernæst de sager, hvor folk er livstruende syge eller er økonomisk trængte. Så er man presset økonomisk, og kan man dokumentere det, så vil vi fremme sagen«, siger direktøren, som understreger, at der er ansat 100 nye medarbejdere til at løfte sagerne.

Fået nok

Arbejdsskadesystemet er dog så gennemsyret af indre modsætninger, at det aldrig bliver velfungerende, mener en af landets førende arbejdsmiljøeksperter, professor Tage Søndergaard Kristensen.

»Vi har skabt et system, hvor folk får store erstatninger, hvis de bliver syge på jobbet. Men systemet og politikerne gør alt, hvad de kan, for at holde folk på arbejdsmarkedet. Derfor skal lønmodtagerne hele tiden bevise, at de er syge nok til at få erstatningen, og det bliver man bare endnu mere syg af«.

Svend Møller har fået nok. Havde banken ikke accepteret hans specielle situation, havde han været tvunget til at sælge huset på Rømø.

»Det er psykisk opslidende ikke at vide, hvad man har at leve af – og nu skal jeg vente til jul. Jamen, styrelsen kan sende et Randersreb til alle os, der sidder og venter, så kan vi da selv afslutte sagerne«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden