whistleblower. Hans Bøgesvang Riis havde svært ved at få et job, efter at han i en kronik i Politiken betegnede Arbejdsskadestyrelsen som en pølsefabrik, der spyttede afgørelser ud, som var fulde af fejl.
Foto: Finn Frandsen

whistleblower. Hans Bøgesvang Riis havde svært ved at få et job, efter at han i en kronik i Politiken betegnede Arbejdsskadestyrelsen som en pølsefabrik, der spyttede afgørelser ud, som var fulde af fejl.

Arbejdsmarked

Selvom der var oprørsstemning i kantinen og på gangene, så var folk bange for at sige sandheden

Næsten hver anden offentligt ansat er bange for at miste jobbet, hvis de åbent kritiserer forhold på deres arbejdsplads, Hans Bøgesvang Riis gjorde det alligevel, men måtte betale en høj pris for sin ytringsfrihed.

Arbejdsmarked

»Jeg kunne bare ikke leve med sagsbehandlingen, det handler altså om mennesker, der er kommet til skade på jobbet, de har krav på en anstændig og fair behandling?«

Hans Bøgesvang Riis har ikke fortrudt et sekund. At han tog bladet fra munden og fortalte 'sandheden' om de tvivlsomme, fejlbehæftede, ufuldstændige og uensartede afgørelser, der i store mængder blev spyttet ud af Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlere.

Hans kritik var saglig men sønderlemmende. Og han serverede den for offentligheden i en kronik i Politiken i efteråret 2013 i ren og skær frustration over, at det ikke kunne lade sig gøre at råbe styrelsens chefer, kolleger og tillidsfolk op.

Pølsefabrik uden fagligt fundament

Han havde prøvet. Længe, vedholdende, højlydt, igen og igen. Det hjalp bare ingen ting. Med voksende ubehag måtte han konstatere, at lønmodtagere med store og små arbejdsskader fik deres sager og livsvilkår afgjort i et miljø, hvor afgørelserne kunne ende i alle retninger alt efter om sagsbehandleren nu tilhørte fløjen af 'strammere' eller 'slappere'.

En faglig falliterklæring, baseret på en strategi, der først og fremmest handlede om at få ekspederet så mange sager som muligt så hurtigt som muligt; og som også i stigende grad belønnede de medarbejdere, der kunne få flest sager gennem møllen.

Det kan simpelthen ikke passe, at vi går rundt i det offentlige system, som vi alle sammen ejer og har brug for, og er livrædde for at sige, når tingene er løbet af sporet

En pølsefabrik uden fagligt fundament, kaldte Hans Bøgesvang Riis Arbejdsskadestyrelse i sin kronik, vel vidende, at han dermed havde underskrevet sin egen dødsdom som fuldmægtig i selv samme styrelse. Derfor valgte han helt bevidst at fyre sig selv, inden han gik i pressen.

»Jeg gav styrelsen alle muligheder for selv at få rettet op på forholdene. Men de gjorde det modsatte. Først og fremmest var det et stort ledelsessvigt, at der ikke blev holdt snor i sagerne og sikret af ens sager fik samme afgørelse. Derfor valgte jeg at sende kronikken; den havde ellers ligget hjemme i min skrivebordsskuffe i flere måneder, fordi jeg troede at jeg kunne påvirke processen. Det kunne jeg ikke«.

Anarkistisk mangel på konsekvens

»Selvom der var oprørsstemning i kantinen og på gangene, så var folk bange for at sige sandheden, bange for at miste deres arbejde. Og derfor kunne det lade sig gøre, at der sad sådan nogle konger og baroner, der nok selv skulle bestemme, hvordan sagerne skulle afgøres«.

»Men det kan simpelthen ikke passe, at vi går rundt i det offentlige system, som vi alle sammen ejer og har brug for, og er livrædde for at sige, når tingene er løbet af sporet«, siger Hans Bøgesvang Riis.

Og han er bestemt ikke alene om opfattelsen af, at det ikke er lige til at sige sin mening offentligt, når tingene sejler på arbejdspladsen.

Tre ud af fem mener, at det kan få negative konsekvenser for dem at kritisere deres arbejdsplads offentligt. Det er en udvikling i den negative retning, for i 2010 gjaldt det hver anden.

Tallene fremgår af en ny undersøgelse fra FTF, som er paraplyorganisation for 450.000 primært offentligt ansatte, herunder politibetjente, sygeplejersker og pædagoger.

SHHH!

De ansatte frygter ifølge undersøgelsen at de vil blive fyret, opfattet som illoyale, eller få forringede arbejdsforhold, hvis de siger fra i offentligheden.

Konkret ser hver anden af dem, der mener, det ville have negative konsekvenser at kritisere arbejdspladsen offentligt, fyring som en mulig konsekvens.

Umuligt at få et job

Hans Bøgesvang Riis' kronik udløste en sand lavine af forandringer i Arbejdsstyrelsens politik, ledelse, sagsbehandling og kultur – alt det Hans Bøgesvang Riis havde kæmpet for. Selv blev han rost til skyerne for sit vovemod, modtog priser og anerkendelser – alligevel måtte han betale en høj pris for sin ytringsfrihed.

Ingen ville ansætte ham.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg sendte en bunke ansøgninger, men kom ikke til en eneste samtale. Så det var op at bakke. Jeg havde det svært i denne periode, og jeg var jo noget i tvivl om fremtiden«.

»Heldigvis fik jeg arbejde i en vinhandel, men der gik et helt år, inden jeg fik en ny akademisk stilling«, siger Hans Bøgesvang Riis, der i dag arbejder som sagsbehandler i fagforbundet FOA.

OVERBLIK:

Han er glad for jobbet.

Og pinligt bevidst om, at hans fortid som whistleblower altid vil følge ham som en blind makker på arbejdsmarkedet. Men selvom Hans Bøgesvang Riis har betalt en høj pris, også økonomisk, for at stå frem med sin kritik, har familien bakket op hele vejen.

»Min kone synes bare det var verdens sejeste kronik, og hun var meget stolt af mig, men det er klart at når man selv siger op så ryger man jo hurtigt på dagpenge, så vi måtte spænde livremmen ind, men det var den bedste rigtige måde at gøre det på, jeg kunne aldrig være gået tilbage til Arbejdsskadestyrelsen efter kronikken«.

Efterlyser åbenhedskultur

Hans Bøgesvang Riis efterlyser en helt ny 'åbenhedskultur' i det offentlige, hvor medarbejdere kan tale åbent om arbejdets indhold og problemer, uden at det er kriminelt eller direkte ødelæggende for karrieren.

»Det er desværre ikke realistisk, at den kultur indfinder sig foreløbig. Den lukkede og skræmte kultur er blevet en fuldstændig integreret del af det at arbejde i staten. Derfor er det næstbedste, som jeg ser det, at man får etableret flere whistleblower-ordninger i det offentlige, eller rettere i staten. Både kommunerne og mange private virksomheder har for længst fået øjnene op for, at det kan være en god ting med sådan en ordning, hvor de ansatte anonymt kan sige fra, hvis ledelsen ikke reagerer på alvorlige forhold, der ikke fungerer. Men der er ikke et eneste ministerium eller statslig styrelse, der har sådan en ordning«.

DEBAT:

»Det siger alt om den kultur, der præget statslige arbejdspladser, hvor det bare ikke er god tone at kritisere ledelsen eller arbejdsvilkårene, heller ikke selvom kritikken er reel og saglig. Der er måske nogen der vil bruge sådan en meldeordning til at svine kollegaen til, men det skal jo bare sorteres fra«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nye problemer i Arbejdsskadestyrelsen

Hans Bøgesvang Riis selvvalgte oprør banede vejen for betydelige forandringer i Arbejdsskadestyrelsen.

Det gjorde ham glad. Men nu ser det ud til at der igen er problemer i styrelsen; i hvert fald er sagsbehandlingstiderne eksploderet i en sådan grad, at det blandt andre er blevet påtalt af Folketingets ombudsmand.

»Det gør mig da ked af det, men jeg trøster mig med, at der nok vil være en anden opmærksomhed og åbenhed om styrelsens problemer denne gang. Og er der problemer, så er det da ekstra vigtigt, at man kan tale om dem, løse dem i fællesskab og ikke går og gemmer sig i frygt, mens murene falder sammen omkring en«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce