Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Birte Carstensen gik på pension i 1993, men arbejder stadig - blandt andet frivilligt for illegale indvandrere.

Birte bliver ved: Hvorfor i al verden skulle jeg stoppe som fysioterapeut, bare fordi jeg er 91?

Det er 25 år siden hun gik på pension, hun arbejder stadig som 91-årig, alligevel kalder Birte Carstensen det galimatias, at politikerne prædiker højere pensionsalder og længere arbejdsliv.

Fysioterapeut Birte Carstensen arbejder stadig 5-12 timer om ugen i en alder af 91. Hun fortæller sin historie til journalist Michael Olsen.

»Så længe jeg ikke er en klods om benene på nogen, så længe jeg kan passe mit arbejde og føler, der er er brug for det, så bliver der ikke nogen sidste arbejdsdag for mig«.

Det er ikke til at se, at Birte Carstensen er 91 år, når hun bevæger sig let og hurtigt rundt i lejligheden på Frederiksberg.

Her er ikke noget gangstativ. Ikke nogen rollator. Ingen hjemmehjælp. Ingen madbokse bragt til døren. Og selv om hun bor på syvende etage, tager hun altid trapperne ned.

Det holder gang i fysikken.

Det er nu 25 år siden, hun lod sig pensionere fra jobbet som højt respekteret og prisvindende fysioterapeut på Bispebjerg Hospital i København, efter at have arbejdet samme sted i 43 år, fra 1950 til 1993.

Første dag. Sidste dag.

Når livet begynder, og når livetslutter, står alle over for eksistentielle valg. Når vores børn har første og sidste skoledag, og når vi tager fat på eller afslutter en karriere på første og sidste arbejdsdag.

Følg med i Politikens serie hvor 22 mennesker deler en god historie.

Har du haft en skelsættende første dag eller sidste dag? Og vil du dele dine oplevelser og refleksioner?

Send din historie til niels.norgaard@pol.dk

Vi vil de kommende uger bringe et udvalg af læsernes egne livsfortællinger i Politiken.

Kollegerne sagde farvel med taler, mavedans og en regn af gaver. Men det var, som Birte Carstensen selv udtrykker det, ikke et farvel til hele arbejdslivet, kun til den del af det, der lå på Bispebjerg Hospital.

Det er ikke storpolitik

Birte Carstensen har arbejdet lige siden pensionen, og gør det stadig, omend arbejdstiden efterhånden er skruet ned til et sted mellem 5 og 12 timer om ugen.

»Røde Kors er en af mine arbejdspladser, jeg har vagt fra 17 - 20 hver 6. uge, og der hjælper jeg dem, man på teknokratsprog kalder udokumenterede migranter eller illegale indvandrere. For mig er de mennesker af kød og blod, og de er i en noget sørgelig forfatning, når de dukker op på klinikken i Reventlowsgade og får den hjælp og behandling, vi kan give dem«, siger Birte Carstensen, der også har arbejdet som konsulent for Center for Torturofre.

»Det er mit privilegium, at jeg kan give mine patienter noget kvalitet og bruge den tid, det tager at gøre arbejdet ordentligt. Det er systemet jo ikke til i dagens Danmark«,

Og så er der stadig mange private patienter i Birte Carstensens arbejdsskema. De bliver behandlet hjemme hos patienterne selv, eller på private klinikker, hvor Birte Carstensen har fået lov at låne en briks til sine patienter.

Hvordan hun kommer rundt mellem arbejdsopgaverne? I bil fortsås, og der har Birte Carstensen lige fået fornyet kørekortet, så det nu gælder, til hun bliver 106 år.

Kroppen har ikke bug for piller

Sagt noget forenklet og en smule teoretisk, er fysioterapeutens vigtigste opgave at sikre, at hvert enkelt menneske giver sin krop de mest hensigtsmæssige bevægelser og funktioner.

Det er, som Birte Catsensen udtrykker det, forudsætningen for, at vi fungerer optimalt både i arbejdslivet og privatlivet. Og det kræver hverken piller, medicin eller operationer.

»Ofte handler helbredelse udelukkende om at forstå det enkelte menneskes krop. Jeg prøver at give folk en bedre funktion, en bedre balance i kroppen, så de ikke skal bruge så mange kræfter på at holde sig oprejst. For så har du jo heller ikke kræfter til at lære noget og være noget for andre«, siger Birte Carstensen.

»Og det er mit privilegium, at jeg kan give mine patienter noget kvalitet og bruge den tid, det tager at gøre arbejdet ordentligt. Det er systemet jo ikke til i dagens Danmark«, siger Birte Carstensen, der er ved at have talt sig varm:

»Folk fejler noget andet i dag, end da jeg var ung, blandt andet på grund af al den stress, de er kommet ind i vores hverdag. Vi får alting ind tæt på, uanset om vi vil eller ej. Det kommer fra TV, Facebook, andre sociale medier og aviser. Vi arbejder som aldrig før, og fra morgen til aften stirrer vi ind i computerskærme og mobiltelefoner, og det er ikke godt for kroppen«, siger hun.

»Og det ved vi godt, og så får vi dårlig samvittighed og bliver overkropslige og går helt amok med maratonløb og ironman og ironwoman, selv om vi godt ved, at det heller ikke er sundt at stresse kroppen på den måde. Og hvordan var det nu, det gik ham budbringeren, der i følge legenden, løb de 40 kilometer fra byen Marathon og helt til Athen; han døde altså af det«, siger Birte Carstensen og tilføjer:

»Jeg spørger mig selv, hvad løber de efter, alle de mennesker, der løber og løber i vor tid, der er jo ikke en gang en bold i den anden ende. Jo, det er godt at røre sig og motionere, men alt med måde, det må helst ikke blive selve livets indhold«.

Vi ender som arbejdende robotter

Vi har jo en tendens til som mennesker at springe fra grøft til grøft i stedet for at blive midt på vejen. For mange er det ikke nok at cykle en smuk tur ud i naturen, det skal være så langt og pinefuldt som muligt, før det er godt nok, siger Birte Carstensen.

»Så jeg mener jo, at vi lever i en tid, hvor der er hårdt brug for fysioterapeuter, der kan prøve at give folk en realistisk kropsbevidsthed«, tilføjer hun.

Med sit eget eksempel har hun til fulde levet op til skiftende regeringers forsøg på at få danskerne til at arbejde mere og længere, inden de tjekker ud af arbejdsmarkedet og går på pension.

Men, hvis man tror, at den plan får Birte Carstensens velsignelse, tager man grueligt fejl. For selv om vi lever længere, er en højere pensionsalder et håbløst projekt af den simple grund, at alt for mange danskere er fysisk og psykisk nedslidte.

»Derfor er det meningsløst og galimatias at presse folk til at arbejde mere og længere. Jamen det kan de ikke, det giver ikke mening«, siger Birte Carstensen og ser helt forskrækket ud:

»Og gør vi det alligevel, arbejder videre, mere, længere, er konsekvensen den totale nedslidning. Prøv at mærke efter inde i dig selv, kan du tage 20 år mere? Det er jo absurd, det ender med at vi bliver arbejdende robotter, der ikke har overskuddet til at fornemme hinanden«.

Det er ikke overskuddet, der mangler i Birte Carstensens egen tilværelse. Den er pakket med livslyst, indhold og mennesker. Faktisk er hun sjældent hjemme, selv om hun har droslet lidt ned på arbejdsopgaverne.

Ingen sidste arbejdsdag

Mandag går hun til gymnastik, onsdag danser hun seniordans og torsdag aften de mere krævende 1700-tals danse, hvor deltagerne kopierer de finere selskabs- og hofdanse fra England og Frankrig.

Dertil kommer store mængder rejser, foredrag, teater og balletforestillinger for ikke at glemme familien, der også har krav på opmærksomhed.

Får du nogensinde en sidste arbejdsdag Birte?

»Ja det gør vi alle sammen«, griner hun og byder et jordbær fra skålen:

»Da vi sidst sluttede sæsonen med 1700-talsdansene, så bemærkede jeg, at nu måtte jeg vel også til at stoppe med min høje alder. Så sagde læreren; 'Her dør vi med skoene på Birte, du har bare at komme tilbage næste år'«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce