Foto: Mathias Svold
Arbejdsmarked

Politikere frygter misbrug, når EU-borgere kan få dagpenge efter helt ned til én dags ophold i Danmark

Nye EU-regler vil muligvis betyde, at arbejdstagere skal have været kortere tid i Danmark for at få dagpenge.

Arbejdsmarked

Det er sjældent, at Socialdemokratiet, Enhedslisten og Venstre er rørende enige om ret meget, og slet ikke når det gælder EU-politikken.

Men de tre partier deler en fælles frygt for, at en kommende opdatering om EU's regler for dagpenge på tværs af grænser vil skabe store problemer for det danske system og potentielt åbne for misbrug.

Det står klart under et samråd onsdag, hvor Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, har bedt beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen redegøre for, hvad regeringen vil gøre ved situationen.

Sagen er nemlig den, at Danmark ser ud til at lide et nederlag i EU om den såkaldte forordning 883.

Fremover vil man formentlig kun skulle have opholdt sig i et andet EU-land i mellem én dag og én måned mod i dag tre måneder for at have ret til dagpenge. Og det er den danske regering - og S - imod.

»Det har desværre været noget op ad bakke«, siger Troels Lund.

»Jeg er langtfra tilfreds med udviklingen i forhandlingerne«.

Frygt for spekulation i korte jobs

Peter Hummelgaard vurderer, at de nye regler potentielt risikerer at 'underminere hele den danske flexicurity-model'.

Enhedslistens Søren Søndergaard frygter, at udlændinge vil udføre kortvarige job på måske blot en uge for at spekulere i at modtage dagpenge herefter og blive presset af bagmænd til at sende en del af fortjenesten videre.

Troels Lund Poulsen varsler, at regeringen vil oprette kontrolmekanismer for at hindre misbrug.

Men han medgiver, at det ikke bliver nogen let sag at kontrollere, og henviser også til den meget omtalte sag om filippinske chauffører, der arbejdede under kummerlige forhold i Padborg.

»Der er givetvis nogle, der vil spekulere i det her«, siger Troels Lund Poulsen.

Mens Enhedslisten, S og regeringen altså ser de ventede nye regler som et stort problem, så påpeger Alternativet, at formålet med ændringerne er at sikre almindelige borgere bedre, når de arbejder i et andet land.

»Det handler om at undgå, at arbejdstagere, der rejser til et andet land for at arbejde, falder ned mellem to stole«, påpeger EU-ordfører Rasmus Nordqvist (AL).

Nordqvist fremhæver, at det allerede i dag er ulovligt at udnytte folk og afpresse dem. Det vil den reviderede forordning ikke ændre på.

Troels Lund Poulsen forventer at vide mere om, hvordan reglerne vil blive udformet, når han har været til rådsmøde i EU i midten af marts.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden