0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Håndværkere taber til nettet

En ny undersøgelse viser, at danskerne er åbne for at købe alt fra bordplader og vandhaner til hele køkkener og badeværelser via internettet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lars Hansen
Foto: Lars Hansen

Folk er blevet mindre forsigtige med at købe ind over nettet. Og det kan mærkes hos de danske håndværkere. Arkivfoto.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Installatør Jacob Smed rykker ud, hvis en kunde vil have monteret en vandhane, der er købt over internettet.

»Jeg ved, at der er nogle installatører, som ikke vil arbejde med at installere materiale, som de ikke selv har med, men jeg synes ikke, at jeg vil tillade mig at være kræsen. Kunderne skal jo have tingene lavet, og det er bedre, at en autoriseret installatør ordner tingene, end at folk selv laver noget klamp«, siger Jacob Smed, der driver Århus-firmaet Byg & Bad.

Den 31-årige installatør har siden læretiden kendt til situationen, hvor kunderne selv har indkøbt vandhaner, toiletter og så videre.

»I øjeblikket bruger jeg måske 10-15 procent af min arbejdstid på den slags, men regner med, at det vokser. Det begyndte med byggemarkederne, men er vokset, efter at internettet er kommet til«, siger Jacob Smed.

Hver tredje køber ind på nettet Den forudsigelse har Århus-installatøren formentlig ret i.

Endnu er handlen på nettet med køkkenelementer, håndvaske og andet boligudstyr et nyt fænomen.

Hver tredje dansker har dog allerede fundet ud af, at der er penge at spare på nettet, når køkkenet eller badeværelset skal moderniseres, men der er ofte tale om forholdsvis enkle indkøb som for eksempel fliserne til et nyt badeværelse, en dør eller et håndtag.

Oven i den tredjedel af danskerne, som har stiftet bekendtskab med nethandel, skal lægges endnu næsten 40 procent. Fire ud af ti danskere, der endnu ikke har handlet byggematerialer på nettet, er nemlig åbne for muligheden, viser en ny undersøgelse foretaget af brancheorganisationen Dansk Byggeri, som advarer potentielle netkunder.

»Forbrugerne bliver part i byggeprocessen på en helt anden måde, hvis de selv står for indkøb af materialer. Håndværkere har ikke noget ansvar, hvis materialerne er defekte. Det er fint nok, at forbrugeren gerne vil spare nogle penge, men de skal overveje kompleksiteten af de opgaver, de går i kast med. Og hvis der er både vvs-installatører, murere, elektrikere og andre faggrupper, så skal samarbejdet koordineres«, siger chefkonsulent Henrik Stig Sørensen, Dansk Byggeri.

Overdreven bekymring
Chefkonsulenten trækker et tag frem som et eksempel på, at opgaver, der ser helt enkle ud, er indviklede.

»Køber kunden selv materialet, så har de også ansvaret for valg af korrekte materialer og opmåling. De skal vælge lægter, isolering, undertag, sternbeklædning, vindskeder og tagrender. Og det hele skal passe sammen«, advarer Henrik Stig Sørensen.

Forbrugerrådet mener, at Dansk Byggeri overdriver bekymringerne.

»Kunden skal naturligvis gøre sig klart, at der skal bruges tid på at styre en byggeproces, men er der fejl ved materialerne, så er kunden omfattet af købeloven. Og de fleste af de klager, vi ser, er ikke klager over dårlige materiale, men over dårligt udført arbejde af håndværkerne«, siger jurist Tina Dhanda, Forbrugerrådet.

»Forbrugerne risikerer naturligvis ubehagelige situationer, hvis der er brugt forkerte materialer, men håndværkeren har pligt til at undersøge materialerne inden brug. Undersøgelsespligten har forbrugeren ikke. Det kan naturligvis være bøvlet at få leverandøren til at betale for spildte håndværkertimer«, siger Tina Dhanda, der peger på, at Byggeriets Ankenævn er en mulig vej til at løse tvister.

Færre garantier
Kunderne har heller ikke nogen garanti for, at det ny køkken eller badeværelse kommer på plads i god ro og orden, fordi en håndværker står for totalentreprisen, vurderer Forbrugerrådet.

»Ofte er kunderne selv de bedste til at styre håndværkerne, fordi de er interesserede i at få opgaven færdig. Nethandlen er en kærkommen konkurrence i byggebranchen, hvor priserne har været høje«, siger Tina Dhanda.

Det århusianske netfirma Billigvvs har eksisteret i seks år og fordobler i år sin omsætning til omkring 100 millioner kroner. Hver dag er 5.500 brugere inde på hjemmesiden.

»Kunder, der bestiller en totalentreprise på et nyt badeværelse eller køkken, betaler for en masse luft. Vi kan sagtens rådgive ordentligt på telefon. Det er fagfolk, som sidder ved telefonen, og det er en udgift for os, hver gang vi får varer retur, så vi er interesseret i ikke at sende forkerte materialer ud. Mange kunder laver faktisk en liste sammen med en håndværker og bestiller hos os«, siger ejeren Jesper Bunde-Pedersen fra Billigvvs, der selv har en baggrund som vvs-installatør og kendte de høje avancer i branchen.

Afviser luft

Dansk Byggeri afviser blankt, at der er »luft« i danske håndværkeres regninger:

»De gør et stykke arbejde med at udvælge kvalitetsmaterialer og påtager sig en risiko, når de garanterer for deres arbejde. Prissammenligningerne skal omfatte det hele. Nogle gange er den billigste løsning ikke altid den bedste løsning«, siger Henrik Stig Sørensen.