En glad Connie Kruckow efter de indgåede forlig med Danske Regioners topforhandler Bent Hansen.
Foto: MARTIN LEHMANN

En glad Connie Kruckow efter de indgåede forlig med Danske Regioners topforhandler Bent Hansen.

Økonomi

Connie Kruckow: Et historisk forlig

Ifølge Sundhedskartellets formand er det indgåede forlig med Danske Regioner en kæmpe sejr for ligelønnen.

Økonomi

Det er de helt store ord, Connie Kruckow finder frem, efter at der er indgået et forlig mellem Danske Regioner og Sundhedskartellet.

For der blev skrevet historie med det forlig, der er indgået mellem Danske Regioner og sygeplejerskerne, der sikrer hendes medlemmer en lønstigning på 13,3 procent over de næste tre år, siger kartellets formand.

»Sundhedskartellets medlemmer har været ude i en historisk lang og hård konflikt. Det har været helt afgørende for, at det er lykkedes os at sprænge rammen og indgå en aftale med Danske Regioner, der giver mine medlemmer 13,3 procent over de næste tre år. Jeg er tilfreds med aftalen, som viser, at det kan betale sig at strejke«, siger Connie Kruckow.

Ligeløn kom på dagsordenen

Lønstigningen blev hevet op på 13,3 procent i stedet for de 12,8, som regionerne indtil da havde holdt fast i som deres tilbud. Connie Kruckow havde oprindeligt krævet 15 procent i lønstigning.

Derudover har Connie Kruckow igennem hele forløbet også krævet, at der bliver nedsat en ligelønskommission. Ifølge Sundhedskartellets hjemmeside vil Danske Regioner nu opfordre regeringen til at nedsætte en sådan kommission.

Sundhedskartellets formand understreger, at konflikten ikke kun har handlet om løn - den har også skabt opmærksomhed omkring behovet for ligeløn.

»Vi har kæmpet for lige løn, for lige uddannelse og for ligeløn mellem mænd og kvinder. Vi har også kæmpet for, at Danmark fremover skal have et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Jeg er overbevist om, at vi har haft så stor opbakning i befolkningen, fordi vi har rejst de store samfundspolitiske spørgsmål«, siger Connie Kruckow.

Strejken på sygehusene har varet i otte uger, og omkring 370.000 operationer og behandlinger er blevet aflyst. De strejkende medlemmer vil være tilbage på arbejde igen fra på mandag.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce