0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyrup: Thor P. fører antijob-politik

Poul Nyrup (S) beskylder finansministeren for at føre »antijob-politik«, fordi han ikke vil lempe euroreglernes krav om budgetdisciplin. Også Tyskland og Frankrig er på kollisionskurs med den danske holdning.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var ikke skammen over Frankrigs overtrædelse af euroreglerne, der havde fået den franske finansminister til at iføre sig store mørke solbriller i går.

Tværtimod var Nicolas Sarkozy kommet til den hollandske badeby Scheveningen i nærheden af Haag for at kigge sine europæiske kolleger dybt i øjnene. Frankrig vil sammen med blandt andre Tyskland have gjort reglerne mere fleksible, fordi de strammer de nationale økonomier om livet.

Efter fem år med euroen er det naturligt »at drage konsekvenser«, sagde Sarkozy foran verdenspressen, mens svedperlerne hobede sig op på hans pande i den stærke sol.

Ingen enighed
Der var langtfra enighed blandt de europæiske kolleger om den fransk-tyske linje. Både fra Luxembourgs, Østrigs og Danmarks side lød der kraftige advarsler om at opbløde reglerne i den såkaldte vækst- og stabilitetspagt, sådan som kommissionen netop har foreslået.

»Vi har ikke brug for en reform af reglerne. Vi har brug for, at de nuværende overholdes, specielt af lande som Frankrig og Tyskland, som har brudt pagten«, sagde den østrigske finansminister, Karl-Heinz Grasser.

»For mig er det klart, at vi ikke kan svække pagten«, sagde han.

Thor P.: En farlig strategi
Kommissionen vil bibeholde lofterne for underskud og gæld på henholdsvis 3 og 60 procent af bruttonationalproduktet. Men i perioder med lav vækst skal der tages mere hensyn til det enkelte lands konkrete situation, så de kan overskride grænserne uden trusler om bøder.

Den danske finansminister, Thor Pedersen (V), kalder det en farlig strategi.

»Jo mere komplekse reglerne bliver, jo sværere bliver de at overholde«, sagde han.

Nyrup vred
Den udmelding møder vrede hos formanden for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen (S).

»Thor Pedersen tager fejl. Den holdning vil fastholde EU i stagnation. 10 EU-lande er allerede på kant med stabilitetskravene. Det er antijob-politik, så det batter«, siger den tidligere danske statsminister.

Nyrup bebuder, at han under Europaparlamentets samling i Strasbourg i næste uge vil gøre højlydt opmærksom på, at Thor Pedersens holdning ikke samler bredt flertal i Danmark. Og han afviser bekymringen for, at en opblødning af eurokravene vil føre til overforbrug i mange EU-lande.

»Thor Pedersen sidder med sin lavinflationssutteklud. Det forslag, kommissionen har lagt frem, går jo ud på, at lande med styr på pensionsopsparingen og gælden skal have mere elastik, mens de mere utjekkede økonomier skal have kniven«.

Foreløbig er finansministrene blevet enige om, at der ikke skal pilles ved procentsatserne på 3 og 60. Ligesom man også er enige om, at landene skal være bundet af et fælles regelsæt.

Mr. Euro
Et andet kontroversielt emne var på bordet i går. Debatten om unionens fremtidige budget for perioden 2007-2013 har hidtil fremkaldt mange nationale følelser. Der er stor forskel på, hvor meget landene hver især bidrager med til den fælles kasse, og kommissionens forslag om at øge budgettet med en tredjedel møder stærk kritik.

Ifølge den hollandske finansminister, Gerrit Zalm, blev ministrene i går enige om, at de nu vil finde ud af, hvordan pengene skal bruges, før de går videre med diskussionen om budgettets størrelse og medlemslandenes bidrag.

Det mest synlige resultat af mødet var de 12 eurolandes enighed om at udpege den luxembourgske ministerpræsident og finansminister, Jean-Claude Juncker, som gruppens politiske chef.

Juncker, der allerede er døbt Mr. Euro, skal fungere som koordinerende led mellem de 12 lande og være en modvægt til Den Europæiske Centralbanks chef, Jean-Claude Trichet.

Især Østrig modsatte sig, at Juncker skulle vælges for en periode på to et halvt år, men opgav til sidst. Det betyder, at det østrigske formandskab går glip af posten i første halvår af 2006.

Den danske finansminister ønskede ikke at kommentere udpegelsen af Mr. Euro.

»Når man vælger at være udenfor, skal man ikke stille krav til, hvad de laver«, sagde han.

Juncker, der er tilhænger af at ændre vækst- og stabilitetspagten, tiltræder formentlig i sit nye job 1. januar 2005, hvor han også overtager formandsposten for EU.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere