0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

2500 deltog i forsøg med Novo-medicin

Forsøgene, som Patientforeningen Danmark kalder skandaløse, er nu stoppet.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

2500 personer har deltaget i forsøg med ny medicin fra Novo Nordisk til sukkersyge, som gav rotter og mus kræftsvulster. Patientforeningen Danmark kritiserer den danske medicinalgigant, der netop har stoppet såvel forsøg som videre udvikling.

Ifølge DR Nyheder har halvdelen af forsøgspersonerne fået den nye type medicin, mens resten har fået placebo - altså medicin uden virkning.

Planen var, at Novo Nordisks projekt skulle blive til en pille mod gammelmandssukkersyge. I stedet bliver den nu lagt på is, fordi præparatet er under mistanke for at have givet en mus og en håndfuld rotter kræft i urinblæren.

Koncernen kan ikke afvise, at forsøgspersonerne kan udvikle kræft, og har derfor stoppet forsøgene. Patientforeningen Danmark kalder forsøget skandaløst.

Forarget patientforening
Novo Nordisk har udsat forsøgspatienter for en unødig risiko ved at prioritere markedsandele for et nyt præparat over patientsikkerhed, og det er skandaløst, siger formanden for Patientforeningen Danmark, Marianne Thomsen, til Ritzau.

En af forsøgspersonerne, Allan Madsen, som i to måneder har taget medicinen, har blot fået besked på, at han skal holde op med at spise medicinen. Han siger til DR Nyheder, at han er overrasket over, at man laver forsøg på mennesker, før forsøgene med dyr er helt slut. Marianne Thomsen deler hans overraskelse.

»Det er en barsk historie. Jeg undrer mig over, at man indleder forsøg på mennesker på et tidspunkt, hvor man ikke har sikre konklusioner på dyreforsøg. Det er besynderligt og ikke etisk forsvarligt«, siger hun til Ritzau.

Først når Allan Madsen møder sin læge i næste uge, får han at vide, om han er blandt den halvdel, der har fået medicin, der kan være kræftfremkaldende, eller placebo.

Udviklingsstop gav kursfald
Novo Nordisks beslutning om midlertidigt at stoppe udviklingen af sukkersygepillen sendte Novoaktierne på rutsjetur. Mandag var faldet 15 procent, dagen efter dykkede aktierne yderligere syv procent. Det betyder, at koncernens aktieværdi er halveret siden nytår.

»Vi havde håbet på en ny tablet. Det har så svigtet. Der er formentlig kun en mikroskopisk chance for, at projektet fortsætter, og det er brandærgerligt. Nu fokuserer vi så mere på andre projekter«, sagde Novos administrerende direktør Lars Rebien Sørensen til Politiken efter aktiefaldene.

Han erkendte ved samme lejlighed, at koncernen snart skal vise en succes.

»Det er rigtig nok, at vi skal frem med nye produkter inden for den omtalte årrække, og det er det, vi arbejder på«, sagde Lars Rebien Sørensen.

Han understregede, at Novos aktietab svarer til problemerne i resten af den internationale branche.

Var projektet lykkedes, havde Novo regnet med indtægter fra salget i 2007 eller 2008.

Politikere vil have forsøg undersøgt
Sagen får flere politikere til at bede indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) undersøge, om Novo Nordisks forsøg følger reglerne for medicinforskning.

»Vi har nogle ret restriktive regler for medicinforsøg. Det er klart, at der skal være maksimal sikkerhed for forsøgspersoner, så det undrer mig, at man har gjort forsøg på mennesker samtidig med dyr. Det er vigtigt både for forsøgspersonerne og for forskningen, at vi har betryggende regler«, siger Venstres sundhedsordfører Ester Larsen til Ritzau.

Også Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Birthe Skaarup, vil have området undersøgt.

Politiken.dk

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere