0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med huset fuld af kunst

Indretning

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Drømmen om at samle kunst, galleri, bolig, salg og atelier på samme sted er blevet til virkelighed for Sam Jedig. Og i det gamle forsamlingshus i Kirke Sonnerup har han også fået sig et herreværelse med udsigt til markerne.

Galleri Kirke Sonnerup, Englerupvej 62, Kirke Sonnerup. Åbner i weekenden 20.-21. april. Derefter åbent torsdage, fredage og lørdage kl. 13.00-17.30. Før da åbent efter aftale på tlf. 46 49 26 70. Galleri Stalke ligger på Vesterbrogade 14 A i København.

Det er en drengedrøm, kunstmaleren og galleriejeren Sam Jedig er i gang med at folde ud i sin og Lone Wulffs nyerhvervede ejendom på Midtsjælland. Siden han som 14-årig begyndte at male, har drømmene handlet om kunst. Han købte sine første malerier som 15-årig, åbnede galleri, da han var 23 år, og drev siden nogle stykker, indtil han etablerede sig med Galleri Stalke i København og sideløberen Stalke Out of Space med base samme sted. Undervejs oparbejdede han en samling moderne kunst, som i dag løber op i omkring 1.000 malerier og skulpturer foruden en omfattende grafisk samling på ca. 3.000 værker.
Og nu er tiden så kommet til at samle det hele ét sted, så skellene forsvinder, også skellet mellem privatliv og arbejdsliv.

»Jeg vil gerne have det samlet til en enhed. Mit forbillede er Gunnar Örn fra Island - han har sit galleri, bolig og atelier samlet, og boligdelen er en stor del af galleridelen. Det ligger helt afsides, 80 km uden for Reykjavik, Galleri Kambi hedder det, og folk valfarter dertil. Så jeg tænkte: Når han kan, så kan jeg også«, siger Sam Jedig.

Så under samme hat kommer nu bolig, atelier, galleri og, som det nyeste skud på stammen, et lille museum for moderne kunst med tre-fire udstillinger årligt. Det er næsten et mini-Louisiana, han er ved at etablere her langt ude på landet omgivet af åbne marker i udkanten af Kirke Sonnerup, en landsby med ca. 2.000 indbyggere på vejen mellem Roskilde og Holbæk. Og godt nok har der i flere årtier været kunstudstillinger og kunsthåndværk i det gamle forsamlingshus, som Sam Jedig og Lone Wulff og deres to børn rykkede ind i sidste år - men ikke i den kaliber, som nu kommer til byen.

GLÆDEN VED ET FUND
Let var det ellers ikke at finde et egnet sted til en overkommelig pris, og det meste af Sjælland var efterhånden blevet trawlet igennem uden held. Og så stod det gamle forsamlingshus fra 1906 næsten og ventede på dem, ganske ydmygt annonceret til salg på andet år i en lokalavis - 200 kvadratmeter bolig og 500 kvadratmeter erhverv i god stand for 1,6 millioner kroner.

»Jeg er vokset op i Holbæk og kunne huske stedet. Mine forældre har udstillet her, jeg har været her flere gange som barn, og det var en stor overraskelse at se, hvor attraktivt det var. Da vi så det tredje gang, var vi helt solgt, vi var så vilde, at sælgeren sagde: Det er altså ikke sådan, man handler«, fortæller Sam Jedig. Sam Jedig tog et halvt års orlov og gik, sammen med et par håndværkere, som Galleri Stalke plejer at bruge, i gang med at sætte det hele i stand. Huset var sundt, alle konstruktioner var i orden, og der var lige lagt nyt tag på. Alle vinduerne i den ene side af huset blev skiftet ud til nye med termoruder, det røde hus blev malet hvidt og tilbygningen beklædt med træ.

ET VÆRELSE TIL HERREN
Erhvervsdelen var god, men boligdelen fungerede ikke, og især første sal krævede istandsættelse. Her blev der indrettet et stort opholdsrum med soveværelse i et hjørne, det gamle badeværelse fik en brusekabine, og to værelser med papvæg imellem blev bygget mere solidt op til to børneværelser med en fælles hems. Og i stueetagen blev tre stuer en suite, køkken og entré sat i stand, så husets gamle stil er bevaret. Over gårdspladsen ligger et tilbygget hus, hvor Sam Jedig har sit atelier - eller herreværelse, som han kalder det. Huset på 70 kvadratmeter består af et stort åbent rum, der er opvarmet med brændeovn og indrettet med høje, brede reoler, hvor malerier står opmagasineret. I et hjørne står et par staffelier og diverse malergrej, foran vinduet med udsigt til markerne står et par magelige lænestole omkring et bord.

RENE VED OG LYSE RUM
Tilbage i hovedbygningen flyder udstillingsdelen let sammen med privatdelen, mens Sam Jedig fortæller om sit syn på kunst og viser rundt i de mange rum. For han har meget at sige om kunst, som for ham er en gave, en nødvendighed, et sted at hente livskraft. Et magisk element. »Kunst er et bindemiddel mellem denne verden og andre verdener, og hvis vi trækker det ind, kan det virke meget helbredende på mennesker. Kunst skal ikke behage, den skal være farlig. Skabe åndehuller, vi kan fordybe os i og trække noget ud af«, mener han blandt andet. Hvad han ellers mener og ved om moderne kunst, kan man opleve på stedet, når det åbner.

Erhvervsdelen består af et højloftet udstillingsrum med ovenlys og en hems med kontor, et mindre gallerirum med vinduer i hele den ene væg, et lillebitte videorum, hvor de mest hotte kunstvideoer på markedet skal køre, et lidt større rum til fotoudstillinger og et gennemgangsrum, hvor der bliver salg af kaffe og af værker, som retter sig mod et bredere publikum. Bagved er der endnu et udstillings-lokale og ved siden af et kontor med ovenlys og vinduer ud mod haven. Dertil kommer så et par toiletter. Det hele er så godt som færdigt, og ved at gøre en stor del af arbejdet selv er omkostningerne holdt nede på ca. 300.000 kroner.

Og i slutningen af april åbner så Galleri Kirke Sonnerup, som stedet skal hedde. Åbningsudstillingen byder på tilbage-blik fra de seneste 20 års moderne kunst - samme tema kører i Galleri Stalke, der har 20-års jubilæum i år - og tilsammen viser de to steder værker af 40 kunstnere. Enkelte lokale kunstnere er inviterede til at udstille i Kirke Sonnerup, blandt andre Olafur Eliasson, et stærkt efterspurgt internationalt navn. Af andre danske navne kan nævnes Kristian Hornsleth, Albert Mertz, Torben Ebbesen og Lilebeth Cuenca Rasmussen. Desuden vil der være værker af blandt andre islandske Gunnar Örn, svenske Johan Nobell, Hans Petterson og Eva Larsson og amerikanerne William Anastasi og Dove Bradshaw. »Vi åbner med en udstilling, et hvilket som helst museum ville være stolt af at vise«, lover Sam Jedig.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere