Nordsjællands Sommerpark konkurs

Gæld på 40 mio. kr. og ingen modige investorer i vennekredsen.

Økonomi

Ejerkredsen bag forlystelsesparken Nordsjællands Sommerpark har nu opgivet at føre sommerparken videre. En samlet gæld på 40 millioner kroner og en akut mangel på modige investorer har resulteret i en konkursbegæring til Skifteretten i Helsinge, skriver Frederiksborg Amts Avis fredag.

Konkursbegæringen kommer blot en lille måned efter, at ledelsen bekendtgjorde, at parken først ville genåbne i sæsonen 2003, og bruge mellemtiden til at finde et nyt koncept, som kunne trække flere gæster til.

»Men vi vidste godt, at for at åbne i 2003 skulle vi finde penge. I første omgang til driften og siden til den modernisering, som et kræsent publikum kræver«, siger parkens nu forhenværende direktør, Henrik Vej Kastrupsen, som siden parken lukkede for i år den 2. september, har arbejdet ihærdigt på at finde investorer.

»Men jeg må nok indrømme, at verdenssituationen efter 11. september har gjort det svært at finde risikovillige penge til en forlystelsespark«, siger han.

Sommerparken havde sidste sæson 110.000 besøgende. En bæredygtig økonomi i parken forudsætter mindst 160.000 besøgende.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden