0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Leg med lys

Indretning

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Glitrende perleforhæng og masser af vinduer får lyset til at løbe uhindret rundt i anlægsgartner Mette Rosins Christianiabolig. Men detaljerne er også vigtige i huset, som anlægsgartneren stort set selv har sat i stand.

Der er mange vinduer i Mette Rosins hus på Christiania, og det er der tre gode grunde til. Den helt indlysende er udsigten - til husets ene side er der vandløbet mellem Christiania og H/F Vennelyst, til den anden side ligger søen og Kaninøen. Desuden gør den rundhåndede mængde vinduer huset lyst. Og sidst, men ikke mindst, giver kombinationen af vinduer og vandspejl et flimrende lysspil hen over væggen i solskinsvejr.

Sådan så huset imidlertid ikke ud, da Mette Rosin flyttede ind for ti år siden. Hun arvede det fra den tidligere ejer, som ikke var blevet færdig med byggeriet, så det fortsatte Mette Rosin. »Der var lavet nogle interimistiske løsninger med en presenning hen over taget ved badeværelset, og der stak rockwool ud rundt omkring. Du kan se her, hvordan det så ud«, siger Mette Rosin og viser et par fotografier af det delvist færdige hus. Og der er unægteligt sket en del, siden de billeder blev taget. Fra at være et løseligt sammenflikket hus, der strittede lidt uredt i alle retninger, har det nu fået sammenhæng og gennemførte detaljer. Godt og solidt lavet af Mette Rosin selv og en håndværker, der også har været særlig omhyggelig med detaljerne: »Han fræser for eksempel listerne, så de får de her mormorkanter«, siger Mette Rosin, og peger på listerne langs loftet.

HOBBYHUS
Huset, der i forvejen var i to plan, blev udvidet på 1. sal. Badeværelsesloftet og nogle vægge blev revet ned, loftet blev hævet en halv meter, og der blev bygget til ovenpå med en stue og en terrasse. »Lidt af soveværelset blev til stue, så der er ikke bygget så meget nyt - der er i højere grad bygget til. Men det virker større, end det er, fordi der er højt til loftet«, siger Mette Rosin. I dag rummer huset et køkken og et badeværelse i stueplan og stue, soveværelse og terrasse på 1.sal. Det meste er bygget af genbrugsmaterialer købt i Den Grønne Hal - her kommer blandt andet de store bjælker og de gamle sprossede vinduer fra.

Ud over ombygningen installerede Mette Rosin også et oliefyr og fik lagt gulvvarme i badeværelset. »Det er den bedste investering, jeg har gjort. Jeg havde en koksovn før, og det svinede, og det var tungt. Og når jeg kom hjem om vinteren, stod ånden ud af munden, indtil der var tændt op«. Byggeriet og oliefyret har stået Mette Rosin i omkring 150.000 kroner.

Penge, som hun ikke får hjem igen, hvis hun flytter.
»Huslejen er lav, og de penge jeg sparer dér, bruger jeg på at vedligeholde mit hus. Det er ingen investering, det er en hobby. Det bedste jeg ved, er at bygge på mit hus. Det sviner, og det er dyrt, og nogle gange savner jeg at have en vicevært, men når man er i gang, bliver man stærk af det. Det er en stor tilfredsstillelse at føre sine ideer ud i livet«.

BOLIGEN SKAL SKINNE
Mette Rosin er gartner, og hun har også ført et par ideer ud i livet udenfor. Da hun overtog stedet, var grunden på volden uden for huset slidt og bar bortset fra træerne langs kanten. Mette Rosin gik i gang med at plante buske og hække og flette pilehegn, lave en lille terrasse og en frodig have, som naturligt falder ind i omgivelserne. Resultatet er blevet en forandring, som er netop dét, hun godt kan lide at nå frem til i sit gartnerarbejde. »Det, jeg bedst kan lide, er, at arbejde med noget, man tror er løgn, og så - ved at kigge på omgivelserne - sammen med kunden finde ud af, hvad der kan lade sig gøre i forhold til den drøm, de har«.

Det skal være noget dejligt at se på, også indenfor, og det må meget gerne skinne, så hist og pist er der lyskæder, prismer, spejlstykker, og foran terrassedøren hænger et glitrende perleforhæng. »Jeg er vild med alt, hvad der skinner. Jeg har nok været en ravn eller en beduin i mit forrige liv. Og jeg kan godt lide, at der er mange finesser og detaljer, små overraskelser i hjørnerne, så det hele er lidt uforudsigeligt«.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere