0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mystik om kontraktforhandling i PFA-sag

Thorsen-advokat får modstridende forklaringer om væsentlig dato.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er stadig mange forklaringer på, hvad der skete den 13. januar 1999 i PFA-sagen. Og selvom et utal vidner er afhørt om hændelsesforløbet, hersker der stadig stor mystik om begivenhederne denne aften.

Den 13. januar 1999 var den dag, da den norske rigmand Kjell Inge Røkke tog turen til Danmark for at sikre sig, at betalingen på en stor aktiepost i Finansieringsselskabet Gefion var sikret.

Røkke ville have en selvskyldnerkaution fra PFA, og han ville have den daværende koncernchef i PFA, André Lublin, til at skrive under.

Dokumentet blev udarbejdet dagen igennem på henholdsvis Zenith Advokaternes kontor i København og på Røkkes advokaters kontor i Oslo. Den endelige udgave blev udskrevet i København - men hvordan dokumentet blev bragt til Rasmus Trads og underskrevet, er der flere forklaringer på.

Mødtes på hotel
Trads og Thorsen har begge fortalt, at de mødtes på Admiral Hotel ved 22-tiden, og at Thorsen havde dokumentet med sig fra Zenith Advokaterne, som er advokat John Adamsens kontor. Men hvor Thorsens udgave af hændelsesforløbet går på, at Trads fik dokumentet med sig til underskrivelse hos Lublin, har Trads forklaret, at Thorsen så på, at Trads satte både sin egen signatur og Lublins på papiret.

Advokat John Adamsens partner i Zenith Advokaterne, Christian Kirkman-Møllers forklaring hænger ikke sammen med de to tiltaltes. Han fastholder, at Kurt Thorsen ikke fik dokumenter med om aftenen den 13. januar 1999, da han forlod advokatkontoret kl. 22 for at tage til Admiral Hotel, hvor Rasmus Trads sad og ventede utålmodigt på at få dokumenterne i hænde, som skulle underskrives.

»Vi var ved at skrive dokumenterne ud på blankt papir, inden vi førte dem over på PFA-papir. Kurt Thorsen stod og ventede i fem til 10 minutter, han blev utålmodig og sagde: »Nej, nu går jeg«. John Adamsen og jeg står sammen og skriver dokumenterne ud, og John Adamsen får dem med sig, da han går omkring 10 minutter efter Kurt Thorsen«, forklarede Christian Kirkman-Møller.

Kontrakt dukkede op
Mens Trads har fortalt, at Thorsen fik papiret med sig efter underskrifts-seancen til aflevering hos Røkke, har Thorsen forklaret, at dokumentet på mystisk vis dukkede op på Restaurant Alsace senere på aftenen, og at han gik over til Røkke på Hotel D'Angleterre med det underskrevne dokument lige før midnat.

Men Thorsens forklaring modsiges af den norske advokat, Bjørn Gabriel Reed, der blev afhørt i Østre Landsret tirsdag. Reed var med Røkke i København for at sikre sig, at dokumenterne om det norske salg af Gefion-aktier var på plads inden generalforsamlingen i selskabet den 14. januar 1999. Reed fastholdt i landsretten, at Thorsen kom med dokumenterne lidt efter klokken 23 - og at han derefter ringede til Oslo til den norske advokat Per Christiansen, der sad med papirarbejdet der.

Ifølge teleoplysninger fra det norske selskab Telenor, ringede Reed til advokatkontoret i Oslo kl. 23.36, og Reed selv mente, at det var i dette opkald, han over for Christiansen bekræftede, at han havde dokumenterne. Teleoplysningerne viser, at Reed ringede to gange mere til Oslo - begge gange efter midnat.

Tvivl om telefonsamtale
Kurt Thorsens forsvarer Ebbe Mogensen kunne i landsretten ikke forstå, at Reed var så sikker på indholdet af denne samtale - når der var flere andre samtaler samme dag, hvor den norske advokat var i tvivl om indholdet.

»De havde 12 opringninger til Per Christiansen mellem klokken 18 og 01.17 denne dag. Hvor sikker er De på, at det var i samtalen kl. 23.36, de fortalte, at De havde fået selvskyldnerkautionen?«, spurgte Ebbe Mogensen.

»Jeg er sikker på, at jeg ringede mellem klokken 23 og 24«, svarede Bjørn Gabriel Reed.

Ebbe Mogensen lagde i sin afhøring vægt på, at Reed tidligere på formiddagen tirsdag ikke kunne huske indholdet i to samtaler.

Men Reed fastholdt, at hans hukommelse omkring samtalen kl. 23.36 var tydelig.

Efter tirsdagens vidneafhøringer er der stadig stor usikkerhed om, hvad der skete aftenen den 13. januar 1999. Men i de kommende dage vil flere vidner blive afhørt om begivenhederne netop den dag.

Blandt andre skal John Adamsen i vidneskranken på torsdag, hvor ankesagen i Østre Landsret fortsætter. Også den norske advokat Per Christiansen skal afhøres denne dag - og i næste uge er det Kjell Inge Røkkes tur til at afgive forklaring i sagen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere