0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk økologi til Californien

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Californiens fødevaremyndigheder har godkendt det danske røde økologimærke, og det kan bane vej for en stor eksport af danske økologiske specialiteter til det boomende amerikanske marked.


»Det er en enestående mulighed for de danske økologiske producenter. Vi er meget længere fremme med økologisk produktion herhjemme, fordi vi startede tidligt. Det har også haft den effekt, at vi er langt foran med økologiske specialprodukter«, siger fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) til Ritzau.

Californien er et ret betydeligt marked og kan være spydspids til at de andre amerikanske stater følger efter. Det traditionelle landbrugs gentagne kriser med blandt andet sygdomme som BSE og mund- og klovsyge har fået de amerikanske forbrugere til at vende blikket mod mere sikre fødevarer.

Markedet vokser i øjeblikket 20-30 pct. årligt. I kroner og ører betyder det, at omsætningen vil stige fra 50 til 350 mia. kr. frem til år 2008.

»Amerikanerne producerer også økovarer, men efterspørgslen er så stor, at de ikke kan følge med. Der findes flere detailkæder derovre, som udelukkende handler med økologiske varer«, siger Ritt Bjerregaard.

Den svækkede euro og dermed krone overfor dollar er en ekstra gevinst for det danske eksportfremstød, idet de danske varer er billige for amerikanerne at importere.

Eksportfremstød i USA
Det er derfor en fortrøstningsfuld fødevareminister, der i weekenden flyver til New York for at stå i spidsen for et dansk eksportfremstød på den betydningsfulde fødevareudstilling Fancy Food, som Landbrugsraadet og Økologisk Landscenter står for. 11 danske virksomheder præsenterer deres økologiske specialiteter i dagene den 8.-10. juli.

Eksportfremstødet kommer efter en uge, hvor fødevareministeren blev udsat for hård kritik fra mejeribranchen, fordi hun vil øge danske landmænds incitament til at omlægge til økologisk produktion. Arla Foods klager over, at man for tiden kun kan sælge 110 ud af 370 mio. liter økomælk. Derfor har mejeribranchen svært ved at se behovet for at fremme omlægningen fra traditionelt til økologisk landbrug.

»Svaret på overproduktionen er, at mejeribranchen må i gang med at videreudvikle produkter, der kan afsættes på eksportmarkedet. Jeg synes de hellere skulle se at komme i gang i stedet for at jamre over situationen«, siger Ritt Bjerregaard.

Fødevareministeren mener, at mejeribranchen har anlagt en tvetydig holdning til økologisk produktion i modsætning til svinesektoren, som hun mener har tacklet situationen mange gange bedre.

Viljen til omlægning i landbruget er stor, og det er ikke længere drevet af idealisme hos de mindre brug. De store brug er fulgt med. Ifølge landboforeningernes blad, Landsbladet, foregår over halvdelen af den økologiske planteproduktion i dag på store landbrug, som typisk hver har over 200 hektar jord at dyrke. Der er god afsætning til økologiske morgenmadsprodukter og planteavlerne håber nu på, at mælkeproducenterne får styr på markedet, så de bliver gode kunder til køb af økologisk foder.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere