0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Erstatning efter kromiddag

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politiken fredag: Tre af de gæster, der sidste år blev smittet med salmonella efter et krobesøg, får nu erstatning. Ejeren af Vemmingbund Strandkro i Sønderjylland erkender, at det var kroens ansvar, at der blev brugt rå æg i stedet for pasteuriserede i en tiramisu-dessert, som gjorde i alt 22 mennesker syge med salmonella i august og september 2000. Det er første gang herhjemme, at gæster får erstatning efter at være blevet syge af salmonellabakterier på en restaurant, oplyser jurist i Forbrugerrådet Sonny Kristoffersen.

Rådet havde på vegne af tre af gæsterne stævnet kroen og producenten Danæg, der leverede de inficerede æg, fordi man ønskede en principiel afgørelse på området. Men en egentlig retspraksis lader fortsat vente på sig, fordi sagen med forliget stopper her. Dermed slipper Danæg for både at blive slæbt i retten og for at betale erstatning.

»Vi ville da hellere have ført sagen helt til domstolene, for det her er ingen juridisk afklaring. Problemet er, at vi stadig mangler at få dom for, hvor meget der skal til for, at bevisbyrden er løftet i sager, hvor folk er blevet syge efter at have spist på restaurant. Desuden kunne det have været interessant at få prøvet Danægs stilling ved domstolene, men den mulighed forsvinder, i og med kroen anerkender erstatningspligten«, siger Sonny Kristoffersen.

Den endelige erstatning er endnu ikke aftalt, men accepterer kroejeren Forbrugerrådets krav, vil det samlede beløb løbe op i cirka 35.000 kroner. Rådet stiller dog den betingelse, at ejeren underskriver en formular, hvor det fremgår, at pengene udbetales som en egentlig erstatning efter produktansvarsloven.

»Vi indgår ikke noget forlig, uden at ejerne skriver under på, at de anerkender erstatningspligten. Det vil vi nemlig kunne bruge i forhold til kommende sager om salmonellaforgiftning på danske restauranter«, siger Sonny Kristoffersen.

Den udlægning er Niels Nygaard, der er formand for hotel- og restaurationsbranchens sammenslutning, Horesta, uenig i. Han mener, at der altid påhviler restauratører et erstatningsansvar, hvis det kan påvises, at gæster bliver syge på grund af fejl fra restaurationens side. Men at kroejeren fra Sønderjylland underskriver en formular kan aldrig få betydning for andre sager.

»Sagen sender et signal til restauratører om, at de har et ansvar over for deres gæster. Men den har ingen juridisk præcedens i forhold til lignende situationer, der kunne opstå fremover«, siger Niels Nygaard efter at have konsulteret en af organisationens jurister.

Ny smittesag
I øjeblikket forbereder Forbrugerrådet en tilsvarende sag mod restaurant Beejing på Strøget i København. Her lyder anklagen på, at 44 gæster i løbet af en seks ugers periode i 1999 blev smittet med salmonella. Den sag håber jurist Sonny Kristoffersen til gengæld ender ved domstolene.

»Det er vigtigt at få afklaret, om den gældende lovgivning beskytter forbrugere, der bliver forgiftet på danske restauranter«, siger han.

Ejeren af Vemmingbund Strandkro ønsker ikke at udtale sig, før sagen er endeligt afsluttet.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Læs mere