0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ineffektivt byggeri koster årligt milliardbeløb

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Manglende samarbejde, konflikter, splid og forældede procedurer samt høje varepriser i dansk byggeri koster årligt de offentlige kasser milliarder af kroner.
Staten, amterne og kommunerne kunne hvert år få udført ekstra byggeri til en værdi af mindst seks-syv milliarder kroner, uden at det ville koste skatteyderne mere, hvis byggeriet vel at mærke blev grebet mere effektivt an.

Danske Entreprenører mener, at der mindst kan spares 15 milliarder kroner om året på det næsten lige store offentlige og private bygge- og anlægsarbejde herhjemme. Det svarer til, at effektiviteten øges, og byggeriet billiggøres 10 procent.

Der bygges samlet for 150 milliarder kroner om året. Københavns Kommune har præsteret at få prisen på dyre renoveringer af ældre byejendomme ned med 30 procent ved at droppe de normale tommetykke, detaljerede udbudsrapporter og give byggefirmaerne mere frie hænder til at indrette byggeriet effektivt.

Omregnes besparelsen til landsplan, kunne det offentlige spare eller få udført ekstra byggeri hvert eneste år for et beløb, der nærmer sig prisen for Storebæltsbroen.

Selvom der er delte meninger om, hvor meget det i praksis er muligt at spare ved at effektivisere og samarbejde, er der bred enighed om, at der kan spares kæmpebeløb.

»Jeg mener, der kan spares 10 procent på bygge- og anlægsarbejdet i Danmark. Det er et meget konservativt skøn, og mange i branchen vil sige 20-30 pct., men jeg tror ikke på tal på 50 pct. fra Erhvervsfremme Styrelsen. For mig er det ligegyldigt, om vi sparer 15, 30 eller 50 milliarder kroner. Det væsentlige må være, at der er store samfundsøkonomiske gevinster, vi kan plukke uden at bruge offentlige midler«, siger cheføkonom Curt Liliegreen fra Danske Entreprenører.

Genbrug erfaringerne
Han advarer imod at bruge offentlige penge til at effektivisere byggeriet, men samfundet skal lave rammebetingelser for byggeriet, der ikke forhindrer innovation og produktivitetsfremme. Så skal markedskræfterne nok klare resten, mener han:

»Tiden er løbet fra hele den måde, man efterspørger byggeydelser på her i landet. Man starter ved et nyt byggeri forfra med at udvikle løsninger, der isoleret set er helt korrekte, men man genbruger ikke erfaringerne fra tidligere byggerier. Man får typisk fat i en rådgiver, der skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Det er tilfældigt, hvem der kommer ind som entreprenør. Det bliver dyrt for alle. Entreprenøren tjener ingen penge, der opstår hele tiden fejl og tidsoverskridelser, når man afprøver nye ting og nye partnere. Man får ikke et sammentømret team, der er vant til at arbejde sammen. Derfor er debatten om at gøre det billigere dukket op herhjemme, som den gjorde i Storbritannien for et par år siden«.

Cheføkonom Curt Liliegreen mener, at såkaldt partnering er en vej frem. Metoden gør arkitekt, rådgiver, entreprenør, håndværkere og komponentleverandør til ligeværdige partnere, mens entreprenøren ved totalentrepriser dominerer byggeriet. Metoden opstod midt i 1980'erne i USA, men er først nu praktiseret i Danmark, hvor den bl.a. har billiggjort byggeriet af et hotel og Nykredit på Københavns havnefront til én milliard kroner med anslået 100 millioner kroner.

»Analytikere, politikere og embedsmænd har de seneste par måneder undersøgt årsagerne. Skylden kan ikke gives til en enkelt part i byggesektoren, men tillægges rammebetingelserne, som er den måde, vi gør tingene på. Det er ikke love og cirkulærer, men først og fremmest kulturen, den er helt gal med, og som fastlåser situationen«, siger Curt Liliegreen, der har analyseret problemerne som deltager i Projekt Hus under By- og Boligministeriet.

Afviser kritik
Offentlige bygherrer kritiseres for at bruge for mange penge, og Curt Liliegreen mener, de i årenes løb har afværget kritikken ved at lave et uhyre detaljeret udbudsmateriale, der bliver udbudt ved en licitation, så den billigste entreprenør kan få arbejdet. Så kan man over for kritikere dokumentere, at skatteyderne har fået maksimalt for pengene, men det er kun på papiret, og virkeligheden kan godt være den modsatte, viser erfaringer i Københavns Kommune. Her skabte enkelte kanondyre renoveringer til omkring 25.000 kr. pr. kvadratmeter og omtale af luksustaglejligheder, istandsat på skatteydernes regning, politisk tumult og fik boligministeren til at stramme byfornyelsen, kræve større ejerbetaling, ligesom der tilskyndes til at holde udgifterne nede.

Dyre projekter
Københavns Kommune tegner sig for 42 pct. af den totale byfornyelse herhjemme, som koster staten to milliarder kroner om året. Jørgen Stein har som øverste chef for kommunens plandirektorat søgt at reducere prisen for renoveringer.

Da kommunen på et tidspunkt fik en pris på 30.000 kr. pr. kvadratmeter på et traditionelt udbud, skar kommunen papirstablerne ned til to ark og bad om bud på, hvad det kostede at forvandle den totalt nedslidte ejendom til beboelseslejligheder. Resultatet var bemærkelsesværdigt.

»Vi fik et tilbud på 23.000 kr. Forskellen på 7000 kroner pr. kvadratmeter blev ene og alene sparet, fordi entreprenøren fik lov til at gøre, som det passede ham og ikke skulle opfylde krav, en anden havde formuleret. Byfornyelsen skete på husets præmisser«, siger Jørgen Stein, der erkender, at nogle projekter er alt for dyre.

Han afviser kategorisk, at kommunerne er mindre effektive til at byforny end det offentlige.

»Problemet er nok, at man i højere grad i den offentlige byfornyelse opstiller krav til det færdige resultat, som ikke er lovbestemt, men resultat af bygningsreglementet og lignende regler. Arkitekten laver derpå et projekt, der kan opfylde kravene, hvorefter man betaler prisen. Inden for det private starter man omvendt med at se på budgettet og vurdere, hvor mange ønsker man har råd til at opfylde.«

»Der ligger en del besparelser i at gøre sig klart, hvilke krav det er rimeligt at opfylde. Når det er et tagselvbord for arkitekten og bygherren, og der ikke er grænser for, hvor dyrt det må blive, har man nok tendens til at tage udgangspunkt i kravene til det færdige resultat og tage de økonomiske problemer bagefter«, siger Jørgen Stein.

Han mener, at folketingspolitikerne har overreageret med de seneste stramninger af byfornyelsen.

Ikke gennemsigtigt
Kontorchef Jan Spohr, By- og Boligministeriet, fastslår, at der ikke er nok konkurrence og gennemsigtighed i dansk byggeri. Han er enig med entreprenørerne i, at nye måder at organisere sig på med bl.a. partnering kan skabe et samarbejde, der for alvor kan billiggøre byggeriet:

»Vi ønsker over en tiårig periode at få den dobbelte værdi til den halve pris. Jeg vil mene, det er realistisk med besparelser på 10-15 pct. i byggeriet. Potentialet ligger især ved, at alle byggeriets parter tidligt sætter sig sammen og bruger hinandens kompetencer i stedet for at bekrige hinanden. Der er også store besparelser i selvstyrende multibyggesjak, hvor håndværkerne arbejder sammen på tværs af faglige skel«, fastslår han.

Ministeriets analyser viser, at samfundet kan tjener 6,5 milliarder kroner årligt, hvis byggeriet forbedrer sin effektivitet med et par procent årligt frem til 2005. Der er meget "plejer" i byggesektoren. Jan Spor mener, dansk byggeri har været et typisk hjemmemarkedserhverv, der har haft minimal konkurrence fra udlandet, men den er ved at komme. Regeringen har sat som mål at øge byggeriets produktivitet, så den kommer en tredjedel over vore nabolandes, eksporten skal stige mere end udlandets, antallet af patenter skal op på OECD-niveau, mens prisen på danske byggevarer i 2005 skal ned på niveau med vore nabolandes og den megen byggesjusk være halveret.