TDC's ventetider koster millioner

Firmaer lader folk vente hjemme i hele og halve dage på varer og teknikerbesøg.

Økonomi

Vi venter og venter på at få computeren eller internettet installeret og køleskabet, vaskemaskinen eller det nye fjernsyn leveret.

Virksomheder kræver i stigende grad, at kunderne står til rådighed hele og halve dage for at modtage en vare eller en ydelse. Det er meldingen fra Forbrugerrådet, der løbende modtager klager fra danskere, der er frustrerede over, at de må vente på montøren eller varebilen, selvom det kan koste en dagløn eller en halv feriedag.

»De fleste har nok brug for at få leveret eller ordnet noget derhjemme et par gange om året. Hvis man skal tage en fridag hver gang, har det samfundsøkonomiske konsekvenser, for folk producerer ikke noget, mens de venter«, siger afdelingschef i Forbrugerrådet Mette Boye.

Koster knap 25 millioner i tabt arbejdsværdi
Alene TDC rykker ud på 3.000 teknikerbesøg om ugen på et ikke nærmere fastsat tidspunkt.

Og det koster samfundet millioner af kroner, mener arbejdsmarkedsforsker Per Vejrup-Hansen fra Copenhagen Business School.

»Alene i tabt arbejdsværdi koster det erhvervslivet 480.000 kroner om ugen svarende til knap 25 millioner kroner for hele året«, siger Per Vejrup-Hansen.

Han bygger sin beregning på et konservativt skøn om, at en ud af ti telekunder må melde sig syg for at vente på teknikerne i privaten, fordi kunden er afskåret fra at arbejde hjemme og ikke ønsker at bruge en ferie- eller fridag.

Hurtig service – ekstra betaling
Med en gennemsnitlig timeløn på 200 kroner over en ottetimers arbejdsdag bliver det til millioner i tabt arbejdsværdi.

Per Vejrup-Hansen mener, at monopol er et passende ord at tage i munden i beskrivelsen af TDC’s praksis.

Og han bliver bakket op af docent Henning Bunzel, der forsker i arbejdsmarkedsøkonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.

»Det er uartigt af TDC, og de må have så meget styr på deres produktionsplanlægning, at de kan få ventetiden ned på en time«, siger han.
Tidsforbruget er svært at beregne

Ifølge kundetilfredshedschef Thomas Lykke har TDC svært ved at planlægge teknikernes arbejdsdag, fordi de ikke blot skal levere varer, men også tage sig af reparationer, hvor tidsforbruget er svært at beregne og forudsige.

TDC har dog indført en ordning, der giver kunderne mulighed for at bringe ventetiden ned på to timer, hvis de betaler 149 kroner for den hurtige service.

Men Thomas Lykke erkender, at det ikke er et tilbud, kunderne får automatisk.

Og hvor ofte en kunde har fået tilbuddet om hurtig levering mod betaling, kan TDC ikke oplyse. Ingen kan få præcis besked om, hvornår de får besøg. Blot at TDC ringer, en halv time før teknikeren banker på. Også hos Elgiganten kan kunderne få leveret varen hurtigere mod betaling – her er prisen 495 kroner.
Ikea har en anden ordning

Hos Ikea kan det godt lade sig gøre at få leveret uden for normal arbejdstid.

Møbelhuset har spurgt kunderne i udvalgte lande, hvornår de helst vil have leveret deres varer. Svaret var: uden for normal arbejdstid. Derfor leverer Ikea i tidsrummet 15-19 eller 17-21 i hverdagene og om lørdagen 9-13 og 11-15.

TDC’s kundetilfredshedschef Thomas Lykke kalder Ikea’s ordning »sympatisk«. Men teleselskabet har ingen planer om at gøre det samme:

»Det ville udgøre en ekstra omkostning. Vi oplever næsten ingen klager på det her felt, og derfor har vi indrettet os, som vi har. Men vi evaluerer selvfølgelig løbende«, siger Thomas Lykke.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce