0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arla: Rapport gør os trygge ved United Plantations

Efter Politikens afsløring af giftproblemer på United Plantations er sikkerheden nu i orden. Det konklu- derer rapport fra et selskab, der har samme storaktionær som United Plantations. Storkunde er tilfreds.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

PALMEOLIE. AarhusKarlshamn konkluderer, at arbejdsforholdene på United Plantations i Malaysia er i orden. Foto: Claus Blok Thomsen

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arbejdsforholdene på den udskældte danske plantagevirksomhed United Plantations i Malaysia er grundlæggende i orden, og der er kun mindre ting at udsætte på virksomhedens sikkerhedsforhold.

Sådan lyder konklusionen i en rapport om forholdene på United Plantations (UP), der følger i kølvandet på Politikens artikler fra september om problemer med arbejdsmiljøet i virksomheden. Rapporten er lavet af UP’s kunde, olieraffinaderiet AarhusKarlshamn (AAK), der forarbejder palmeolie fra UP og desuden i vid udstrækning har samme ejere.

Kendelse fra Pressenævnet: AAK’s egne eksperter besøgte plantagen, en uge efter at Politikens første artikel blev bragt – og flere uger efter Politikens besøg på plantagen. Og de konkluderer på baggrund af besøget, at de »ikke kan finde beviser for beskyldningerne« i danske medier. Politiken kunne i september på baggrund af samtaler med blandt andet en stribe ansatte, en lokal græsrodsorganisation samt en lokal læge fortælle, at de ansatte på plantagen arbejder med de livsfarlige giftstoffer paraquat og monocrotophos, og at flere ansatte klager over udslæt og åndedrætsbesvær, hvilket er klassiske symptomer på forgiftning med sprøjtemidler. Efterfølgende lagde flere kunder – herunder den dansk-svenske mejerigigant Arla – stærkt pres på UP og AAK, der bearbejder olien, før den anvendes i en stribe dagligvarer som kosmetik og chokolade. Arla krævede, at forholdene blev undersøgt til bunds og bragt i orden. Arla er beroliget Og AAK’s rapport, som Politiken kun har set et resume af trods tilsagn om at få den fulde version, beroliger nu Arla: »Rapporten konkluderer, at der i det store og hele er styr på sagerne nu. Der er faste procedurer for arbejdsmiljøet, medarbejderne undervises i sikkerhed, og der er tilstrækkeligt med sikkerhedsudstyr. Det beroliger os, og vi vil derfor ikke foretage os yderligere i sagen«, siger Ulla Nilsson, ansvarlig for arbejdsmiljø i Arla Foods. »Undersøgelsen viser, at der er sikkerhedsudstyr, at det er intakt og uden huller, og at de ansatte er uddannet i at anvende det korrekt. De medarbejdere, der blev observeret på plantagen, har endvidere anvendt udstyret korrekt, og det er det vigtige for os«, siger hun. AAK er som nævnt kunde hos UP, og blandt AAK’s største aktionærer ses brødrene Carl og Martin Bek-Nielsen, der endvidere begge sidder i AAK’s bestyrelse. Bek-Nielsen-brødrene er samtidig hovedaktionærer og direktører i UP. Men det får ikke Arlas Ulla Nilsson til at tvivle på rapportens uvildighed: »Vi har fuld tillid til måden, undersøgelsen er gennemført på. Eksperterne har besøgt de plantager, hvor der har været forlydender om ringe arbejdsmiljø, samt derudover yderligere en plantage. Man har altså besøgt de farme, hvor der har været peget på udfordringer, og det er vi tilfredse med«, siger hun. »Desuden har der på rejsen været deltagelse af en uvildig ekspert fra PricewaterhouseCoopers, som ikke har haft nogen anmærkninger over for undersøgelsen«, siger Ulla Nilsson, der desuden fremhæver, at AAK har lovet Arla, at UP’s brug af paraquat og monocrotophos ophører helt til henholdsvis nytår og næste sommer.

Der er i det store og hele styr på sagerne nu



Rapporten konkluderer også, at UP kan forbedre sig på fem områder – blandt andet ved at blive bedre til at opsætte advarselsskilte på plantagerne og påklistre udløbsdatoer for de beskyttelsesmasker, de ansatte benytter under arbejdet.

Besvarer ikke spørgsmål

Flere andre rapporter om forholdene på plantagen er ved at blive udarbejdet – blandt andre Energistyrelsen er på vej med sin version af sagen, fordi der er millioner af danske skattekroner i et samarbejde mellem UP og Danmark om udvikling af klimavenlige energianlæg. Ifølge Politikens oplysninger skulle denne rapport blive offentliggjort sidst i denne uge. Netop samarbejdet med de danske myndigheder har fået en række hjemlige folketingsmedlemmer til at kræve, at United Plantations øjeblikkeligt bringer tingene i orden. Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, føler sig ikke beroliget af rapporten fra AAK. Hun afventer Energistyrelsens undersøgelse og kræver fortsat klima- og energiminister Lykke Friis (V) på banen: »Det er jo fint nok, at AAK laver en rapport om det her, men den besvarer ikke de spørgsmål, jeg har til klimaministeren. Eksempelvis fremgår det ikke, hvordan man vil sikre, at medarbejderne har sikkerhedsudstyr, de kan holde ud at have på i det varme og fugtige klima. Mit krav er, at de giftige stoffer udfases hurtigst muligt – den slags bør slet ikke anvendes overhovedet. Og indtil man får fuldført det, skal medarbejderne have det bedste sikkerhedsudstyr«. UP’s administrerende direktør, Carl Bek-Nielsen, har ikke ønsket at kommentere rapporten fra AAK over for Politiken. AAK’s kommunikationschef, Bo Svensson, siger i en kort skriftlig kommentar, at man i AAK er »tilfredse med rapporten og PricewaterhouseCoopers review«. PricewaterhouseCoopers er AAK’s faste revisor. »Det er et seriøst og professionelt stykke arbejde, som er blevet foretaget på stedet i Malaysia«, siger han. Politiken bragte 8. september historien om, at adskillige ansatte på den danskejede plantage United Plantations (UP) i Malaysia klager over lidelser, som ifølge eksperter skyldes misbrug af pesticider og giftstoffer. Politiken havde besøgt plantagen og interviewet en lang række ansatte samt en græsrodsorganisation. De ansatte fortalte, at de blandt andet bruger de livsfarlige gifte paraquat og monocrotophos, der er forbudt i Danmark og frarådes af FN. Samt at det sikkerhedsudstyr, de ansatte har til rådighed, ofte er hullet eller alt for varmt at benytte i den malaysiske varme. En lokal læge fortalte endvidere, at han får 10-15 patienter fra plantagen hver måned med symptomer på pesticidforgiftning. Efterfølgende har UP beskyldt Politiken for at true og bestikke de ansatte til at tale samt manipulere med interviewet med den lokale læge. Den lokale læge samt fem ansatte, som UP hævder er Politikens kilder, siger endvidere, at de er fejlciteret. Politikens erhvervsredaktør, Tage Otkjær, afviser, at Politiken har truet, bestukket, manipuleret med citater eller fejlciteret kilder. Derimod har UP’s øverste daglige ledelse, direktør Carl Bek-Nielsen, bekræftet over for andre medier, at kernen i Politikens omtale er korrekt. Nemlig at det er forekommet, at arbejderne har sprøjtet med det farlige giftstof paraquat uden beskyttelse, samt at virksomheden benytter et af verdens farligste giftstoffer, monocrotophos.















Annonce

--------

Rettelse: Billedteksten til denne artikel angav i en tidligere version, at United Plantations havde fået lavet den omtalte rapport. Det er ikke tilfældet.

Læs mere