Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

International nødhjælpsorganisation angriber Arla

Den dansk-svenske mejerigigant beskyldes for at fastholde bønder i fattigdom.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I det fattige sydasiatiske land Bangladesh fastholdes lokale bønder i fattigdom som en direkte konsekvens af EU’s landbrugsstøtte og Arlas eksport af mælkepulver.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport med titlen ’Milking the poor’ fra den internationale nødhjælpsorganisation ActionAid, der i Danmark repræsenteres af Mellemfolkeligt Samvirke.

På baggrund af en lang række oplysninger om blandt andet støttekroner, mælkepriser og analyser fra internationale organisationer beskylder rapporten Arla for at fortrænge de lokale mælkeproducenter fra markedet.

Forklaringen lyder, at mejerigiganten eksporterer relativt billigt mælkepulver til Bangladesh fra EU-landene, hvor landbrugsstøtten holder produktionsomkostningerne på et kunstigt lavt niveau.

DOKUMENTATION Læs rapporten ’Milking the poor’(eksternt link)

Formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, kalder situationen »grotesk«.

»Den massive EU-støtte er den eneste grund til, at Arla kan producere mælkepulveret uden underskud«, siger formanden, der stillede op til Folketinget for SF ved det nylige valg.

Trine Pertou Mach understreger, at Arla har enhver ret til at sælge mælkepulver i Bangladesh, men det bør ske på lige fod med bangladeshiske bønder.

Drøje hug til Arla
I rapporten får dansk-svenske Arla også kritik for at handle i strid med de retningslinjer, som mejerigiganten selv har nedfældet for socialt ansvar – også kaldet corporate social responsibility.

På Arlas hjemmeside hedder det sig, at virksomheden »støtter konkurrence på lige fod«, men det er blot en af flere ytringer, der klinger hult, påpeger nødhjælpsorganisationen.

»Nogle af disse påstande – f.eks. at Arla Foods bidrager til udviklingen af lokale samfund – er tvivlsomme set i lyset af Arla Foods støttede eksport af mælkepulver til Bangladesh«, står der i rapporten.

Arla afviser kritikken
I stedet for at eksportere pulvermælk produceret i EU til Bangladesh burde Arla købe mælken af de lokale bønder, lyder opfordringen fra nødhjælpsorganisationen.

Men på nuværende tidspunkt har Arla ingen planer i den retning, selvom det ikke kan udelukkes på sigt, siger direktør med ansvar for mælkepulver Frede Juulsen fra Arla.

Han afviser rapportens konklusion og henviser til, at mælkeproduktionen hos de lokale bønder været stigende over de seneste år, hvilket han ser som et udtryk for, at de klarer sig godt.

»Og faktisk er det sådan, at vores priser for mælkepulver ligger cirka 30 procent over prisen for den lokale mælk. Derfor har jeg svært ved at se, at vores prisniveau ødelægger noget for de lokale bønder«, siger Frede Juulsen.

Men hvis landbrugsstøtten blev fjernet i morgen, ville I så være tvunget til at tage mere for jeres mælkepulver i Bangladesh?

»Nej, det tror jeg ikke. Vi ville fastholde det nuværende prisniveau, fordi det er, hvad vi kan få hos forbrugerne«, svarer Frede Juulsen og afviser, at forretningen kun løber rundt på grund af landbrugsstøtten.

Trine Pertou Mach fastholder, at Arla presser de lokale bønder væk fra en af deres få mulige leveveje ved hjælp af pulvermælken fra de understøttede landmænd i EU.

»Flere af de lokale bønder fortæller, hvordan de lokale er tvunget til at opkræve en pris, som ikke engang dækker deres produktionsomkostninger«, siger hun.

EU skal genforhandle støtten – under dansk ledelse

Nu sætter Mellemfolkeligt Samvirke sætter sin lid til, at EU reformerer selve landbrugsstøtten, der skal genforhandles i 2012, når Danmark har det roterende formandskab for unionen.

»Som minimum bør der skrives ind i reglerne for landbrugsstøtten, at den ikke må ødelægge vilkårene for bønderne i udviklingslandene«, siger Trine Pertou Mach.

I juni vedtog Europa-Parlamentet en såkaldt betænkning om landbrugsstøtten, hvori de netop opfordrer EU til at være særligt opmærksom på udviklingslandene.

De folkevalgte opfordrer blandt andet til, at EU ikke bringer »de pågældende befolkningers evne til at brødføde sig selv i fare«.

DOKUMENTATION Betænkningen fra Europa-parlamentet(eksternt link)

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden