Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Dit sygefravær vokser, når du flytter over Storebælt

Jyder er mindre syge end sjællændere. Men begge bliver mere syge af at flytte over Storebælt.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efterhånden er det ikke nogen nyhed, at der må være noget i den jyske luft - eller mentalitet - som får jyderne til sjældnere at melde sig syge end sjællænderne. Men hvad sker der, hvis jyden flytter til Sjælland, og sjællænderen flytter til Jylland?

Det korte svar: De bliver begge mere syge. Det viser en undersøgelse lavet af Kommunernes Landsforenings (KL) nyhedsbrev Momentum blandt offentligt ansatte i alderen 18-49 år på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

En jyde, der pakker kufferten og tager over Storebælt, øger således sit sygefravær med 0,1 dag om året, mens en sjællænder, der bosætter sig i Jylland, i gennemsnit får 1,1 sygedag mere om året. Ligegyldigt hvilken side af bæltet jyder bor på, forbliver de dog mindre syge end dem fra Sjælland.

»Man ved reelt ikke, hvorfor der er forskel i sygefraværet mellem Jylland og Sjælland. Men man kunne forestille sig, at arbejdspladserne på Sjælland er anderledes – at der for eksempel er et andet tempo. Men vi kan ikke dokumentere det«, siger Merete Labriola, der forsker i sygefravær ved Marselisborgcentret. Hun er selv flyttet fra Sjælland til Jylland, og hun kan mærke forskel mellem de to landsdele.

»Man kan godt forestille sig, at man bliver mere set, når man kommer på arbejde i Jylland end på Sjælland, fordi arbejdspladserne simpelthen er mindre. Tag for eksempel Skejby Sygehus og Rigshospitalet. Hvis man er i store organisationer, bliver man ikke set og kan måske godt blive glemt lidt«.

Men det kan også handle om ressourcer, understreger Merete Labriola. For jo mere folk trives, jo mindre sygefravær har de.

Brug for mere forskning

Det er Claus D. Hansen, lektor med speciale i sygefravær ved Aalborg Universitet, enig i. Og det er netop derfor, det er så svært at opgøre, hvad forskellene skyldes, siger han.

»Der er mange forskellige forklaringer. Både en helbredsdimension og en kulturel dimension. Blandt de kulturelle er for eksempel forskellen på, hvor rimeligt man synes, det er at melde sig syg. Vi ved jo fra andre undersøgelser, at urbanisering og andre faktorer gør, at folk ændrer holdning, når de flytter til storbyen. Der er jo også ofte sammenhæng mellem, hvilke partier du stemmer på, og hvor du bor«, siger Claus D. Hansen, der dog ikke mener, at forskellene mellem de to landsdele er særligt store.

Men hvorfor bliver sjællænderne mere syge af at flytte til Jylland?

»Det kan godt være en form for selektionsmekanisme. Det er sjældent de mest ressourcestærke, der flytter den vej, og det kan være grunden til, at der er forskel i sygefraværet mellem de to grupper«.

Forskellene er mindsket

Det er ikke nogen nyhed, at jyderne er bedre end sjællænderne til det med at holde sygdommen stangen – eller at der måske blot skal mere til, før de melder sig syge. Men faktisk er forskellene de seneste år blevet mindre, fordi særligt københavnerne har nedbragt deres sygefravær.

Men der er brug for mere viden om, hvorfor der er geografiske forskelle i sygefraværet, mener Claus D. Hansen. Og derfor roser han KL’s undersøgelse.

»Vi har ikke nok viden om, om det skyldes fraværskultur eller helbredsforskelle. Derfor kunne man for eksempel koble oplysninger om folks helbred på for at se, om der så stadig er forskel på Jylland og Sjælland«, siger han:

»Desværre bliver de her undersøgelser sjældent brugt til at lave analytisk arbejde. Men nu kommer man et spadestik dybere ved at se på dem, der er flyttet, og det synes jeg er rigtig fint«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden