Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer.

Tegning: Mette Dreyer.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lucy Kellaway: Det er råddent at bruge morgenmadsfælder ved jobsamtaler

Morgenmad med indlagte fejl fra tjenerens side er en elendig måde at vurdere folks lederevner på. Smalltalk til frokost derimod ...

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når Walt Bettinger, der er administrerende direktør for kapitalforvalteren Charles Schwab, overvejer at ansætte en person, inviterer han vedkommende på morgenmad. Han kommer i god tid, hiver tjeneren til side og giver ham rigeligt med drikkepenge, idet han beder ham om at lave rod i gæstens bestilling. Derefter sætter han sig ned og venter på at se, hvordan hans gæst reagerer.

»Det hjælper mig til at se, hvordan de reagerer på modgang«, udtalte han for nylig i New York Times.

»Bliver de urolige, vrede, forvirrede eller viser de sig forstående? Sådan er livet jo, og i forretningsverdenen er det ligesådan. Det er bare en anden måde at få et bedre indblik i hjertet snarere end i hovedet på kandidaten«.

Eftersom han ikke afslører, hvad der er hans yndlingsreaktion, når man i stedet for de pocherede æg, man har bedt om, får røræg, har jeg selv prøvet at regne mig frem til en. Hvis kandidaterne møder tjenerens kludder med tavshed, gør det dem så til slappe skvatmikler? Eller kunne det være tegn på, at de er pragmatiske og går mere op i at få en kontrakt i hus end den rette morgenmad?

Det kunne jo også være, at røræggene bare tog sig så indbydende ud, at kandidaten havde besluttet sig for egentlig slet ikke at have lyst til pocherede æg alligevel.

Bettingers fælde er en rådden metode til at skaffe sig indblik i kandidaters hjerter, men kan dog bruges til at give os en smule indsigt i hans eget hjerte. Hans fupnummer er ikke bare ond vilje, men står også i modstrid med hans firmas erklærede forretningsmodel, der baserer sig på ærlighed og gennemsigtighed. Den slags er ganske svært at levere i praksis – men ligefrem at prale med det er vanvid på dåse.

En direktør, der fortæller til en journalist, at han har fundet mirakelløsningen inden for ansættelsessamtaler, vrøvler. Den slags findes ikke. For nylig kunne man høre Mark Zuckerberg insistere på, at han kun ansætter folk, han gerne ville have som chef. Den slags lyder dejlig ydmygt, når det kommer fra en 31-årig mangemilliardær, men jeg tror det ikke over en dørtærskel.

Der er noget særligt ved at skulle tygge og synke i fællesskab, der får to mennesker på niveau med hinanden

Zuckerbergs Facebook har 13.000 ansatte, og hvis han med glæde ville arbejde for hver og en af dem, er der grund til at være bekymret for hans mangel på dømmekraft. Og selv hvis jeg troede på ham, er hans metode ikke særlig velegnet som anæsættelsesgrundlag. Et firma, hvor alle gerne vil være boss, kommer aldrig til at fungere.

Der er imidlertid noget i Bettingers tilgang, der rammer plet. Nemlig det at invitere kandidater ud at spise – dog valgte han forkert med hensyn til måltidet. Morgenmad er for tidligt og passer ikke til formålet. En frokost er derimod lige sagen.

Kan de spise med kniv og gaffel?

I de seneste 20 år har jeg jævnlig interviewet folk på restaurant i forbindelse med avisens ugentlige artikelserie ’Frokost med Financial Times’. I samme årrække har jeg også lavet interview uden at spise frokost, og jeg kan så sandelig bekræfte, at den første er så langt at foretrække og altid fungerer bedre.

Det skyldes dels de små vink, et måltid ude altid giver. Opfører interviewpersonerne sig pænt over for tjeneren? Hvad bestiller de? Kan de beslutte sig? Er de grådige? Kan de finde ud af at spise med kniv og gaffel?

Derudover er der det særlige ved frokoster, at de er som skabt til sniksnak, og det er en langt nemmere måde at lære nogen at kende på end gennem de store ord, der kendetegner normale jobsamtaler. De har nemlig den svaghed, at de nemt ender som tomme ord.

Standardspørgsmålene om styrker og svagheder – og de halvbegavede spørgsmål, der stilles hos Goldman Sachs om, hvad man ville gøre for at slippe ud af en blender, hvis man var skrumpet ind til størrelsen på en blyant – giver alle standardsvar.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv det angiveligt afslørende spørgsmål, som Facebooks ansættelseschef Miranda Kalinowski ynder at stille – Hvad foretog du dig på din bedste arbejdsdag? – giver rig mulighed for at udgive sig for at være en anden.

Hvis jeg fik det spørgsmål, ville jeg gå stille med dørene om den fremragende dag, jeg havde for nylig, hvor der var tid til en lang frokostpause, der blev brugt på at sludre med en kollega, og hvor jeg blev overøst med ros, men stort set intet fik lavet. I stedet ville jeg opdigte en historie om en dag, hvor jeg fik en genial idé og måtte knokle for at realisere den.

Smalltalk kan ikke opdigtes

Smalltalk kan derimod ikke opdigtes, for den type snak er for smal og tilfældig. til at man tænker nærmere over det. Men gennem sidespring og tilfældig snak får vi ofte et bedre indtryk af en person – og et bedre indblik i vedkommendes hoved og hjerte.

Da jeg for nylig interviewede forfatteren Jonathan Franzen, stillede jeg ham de store spørgsmål og fik forudsigelige store svar.

Men da talen faldt på gør det selv-arbejde, fik han fortalt, at han selv havde malet et værelse i sit hjem, fordi han ikke bryder sig om at betale folk til at arbejde for sig – og at han først var tilfreds efter at have givet væggen fire lag maling.

SE OGSÅ:

Der er noget særligt ved at skulle tygge og synke i fællesskab, der får to mennesker på niveau med hinanden; det er nemmere at vurdere, om man synes godt om en person, hen over et måltid end ved at sidde og stirre hinanden i øjnene i et mødelokale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg siger ikke, at det eneste, der skal til for at finde den rette person til jobbet, er at bryde brød med vedkommende. Ansættelsesprocesser er sin sag – noget tyder på, at de virksomheder, der gør en dyd af dem, ofte finder de bedste kandidater. Jeg siger bare, at der bør være frokost på menuen, inden processen er overstået.

Oversættelse: Jacob Giese

og Christoffer Østergaard

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden