Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jae S. Lee/AP
Foto: Jae S. Lee/AP

Protest. Demonstranter samles uden for det kongrescenter i Dallas, hvor ExxonMobil holder generalforsamling onsdag.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danske pensionskasser skruer bissen på over for klodens oliekæmper

En række pengetanke har skiftet kurs og tilsluttet sig et globalt klimaoprør mod Exxon og Chevron.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er du pensionsopsparer og synes, at olieselskaber skal presses til at tænke mere grønt, har du med stor sandsynlighed noget at glæde dig over.

For efter i årevis at have afvist at deltage i et græsrodsoprør mod de store olieselskaber har en række danske pensionsselskaber nu valgt at deltage i et oprør mod USA's to største olieselskaber, ExxonMobil (i daglig tale Exxon) og Chevron.

De kræver på de to selskabers generalforsamlinger - der begge afholdes sent onsdag dansk tid - at selskaberne skal forholde sig til, hvad en ny global klimaaftale vil koste dem i kroner og øre.

Og dermed gøre det så synligt, at klimaaftalen, der blev indgået i Paris i december, vil koste olieselskaberne så mange penge, at de tvnges til at investere mere i nye energiformer.

LÆS ARTIKEL

I alt vil otte danske pensionskasser for tilsammen 2,6 millioner lønmodtagere støtte kravet, viser en opgørelse foretaget af græsrodsbevægelsen Ansvarlig Fremtid. Det omfatter blandt andet landets største pensionskasse, PFA, der har 1 million medlemmer.

»Vi påtænker at stemme for forslaget. Vi arbejder i øjeblikket med at implementere Paris-aftalen i vores tilgang til investeringer, og vi synes det giver god mening at støtte forslaget«, siger Anders Damgaard, der er koncernfinansdirektør i PFA.

Pres fra græsrødder og medlemmer

Han ønsker ikke at uddybe, hvorfor PFA har ændret kurs i spørgsmålet. Men for PFA er der - som for flere andre selskaber - tale om noget af et nybrud.

Det, at selskaberne melder klart ud denne gang, er et stort skred

Det er et resultat af flere års pres fra aktivister, græsrødder og menige pensionsopsparere, der har haft svært ved at forstå, at der ikke blev lagt mere pres på olieselskaberne. De har på generalforsamlinger og medlemsmøder bedt pensionskasserne om at være mere kritiske over for de energiselskaber, de placerer medlemmernes penge i.

Juristernes & Økonomernes Pensionskasse (JØP), der heller ikke har for vane at stemme for klimaaktivistiske forslag, har også meldt, at man vil stemme ja. Ledelsen har de seneste år været under pres fra medlemmerne for at skærpe klimapolitikken, og det fik i år bestyrelsen til at vedtage en ny politik, hvor man fremover vil udøve aktivt ejerskab i langt højere grad.

LÆS ARTIKEL

»Vi stemmer for resolutionen. Det er i overensstemmelse med den investeringspolitik, vi har vedtaget i bestyrelsen«, siger adm. direktør Torben Visholm fra JØP.

Også PKA, PensionDanmark, Unipension, Nordea samt ingeniørernes og pædagogernes pensionskasser stemmer for forslaget, viser Ansvarlig Fremtids gennemgang.

Ros fra aktivist

Julian Poulter, der er direktør for den britiske ngo Asset Owners' Disclosure project (AODP), glæder sig over, at de danske pensionskasser er blevet mere aktive.

Ngo'en har været en af drivkræfterne for en række af de klimaforslag, der er blevet stillet til Exxon og Chevron - herunder forslaget om finansiel åbenhed om, hvad den nye klimaaftale koster selskaberne.

»Normalt arbejder pensionskasser ud fra en grundindstilling om, at de bare stemmer, som selskabernes ledelser beder dem om, eller det, de får indstillet af deres rådgivere. Men det vi kan se nu internationalt er, at vi har fået deres opmærksomhed«, siger han.

LÆS ARTIKEL

AODP har været modstander af den bølge, hvor man opfordrede til at boykotte investeringer i sort energi og sælge ud af sine olie- eller kulaktier. AODP mener, at pres fra aktionærerne til at lukke kursen om er en bedre metode.

Julian Poulter er langtfra sikker på, at det vil lykkes at vinde afstemningen om forslaget om finansiel åbenhed, men det vigtige for ham er også, at der nu synes at være sat en helt ny kurs, og at aktivismebølgen har fået så meget kraft, at den ikke kan stoppes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det, at selskaberne melder klart ud denne gang, er et stort skred. Det betyder, at ledelserne fra nu af må regne med modstand, og så er det kun et spørgsmål om tid, før klimapolitikken slår igennem også i olieselskaberne«, siger han.

Ikke alle støtter oprøret

En række danske pensionskasser og pensionsselskaber er dog ikke parat til at gå med i oprøret, for eksempel lærernes pensionskasse.

Her har man ganske enkelt vurderet, at det ikke kan svare sig at stille sig op på de mange store selskabers generalforsamlinger, når aktieandelen er så beskeden: Det er for tidskrævende og for dyrt.

Vi mener ikke, det giver mening at udøve aktivt ejerskab, når man ikke er større

»Det er noget, vi har diskuteret flere gange, og vi mener ikke, det giver mening at udøve aktivt ejerskab, når man ikke er større«, siger adm. direktør Paul Brüniche-Olsen fra Lærernes Pension.

Den holdning får hårde ord med på vejen fra græsrodsorganisationen Ansvarlig Fremtid:

»Det er da at gemme sig. Hvis man har en holdning, må man bruge den. Pensionskasserne snakker hele tiden om, at det er bedre at udøve aktivt ejerskab end at sælge ud. Så nytter det da ikke at melde fra, når det gælder«, siger Thomas Meinert Larsen, der er talsmand for ngo'en.

Ikke længere Palle alene

Forslaget om finansiel åbenhed er kun et af ni forskellige klimaforslag, der er stillet. Et andet, som AODP også står bag, handler for eksempel om, at olieselskaberne skal oplyse, hvor mange penge de bruger på lobbyisme.

Det forslag får også støtte fra Pædagogernes Pensionskasse, PBU, der i det seneste par år har været et af de få danske selskaber, der gik aktivt op mod olieselskaberne.

Ærlig talt har vi nogle gange følt os lidt alene, når vi markerede os

»Der har aldrig været større pres på olieselskaberne, end der er nu«, siger udviklingsdirektør Jan Kæraa Rasmussen fra PBU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hans pensionskasse har deltaget i græsrodsopgøret de seneste to år, fortæller han, men har måttet kigge langt efter støtte fra resten af branchen i Danmark.

»Ærlig talt har vi nogle gange følt os lidt alene, når vi markerede os. Det er noget sjovere at have opbakning, siger han«.

Rettelse: I en tidligere version af artiklen hed det, at Industriens Pension ifølge Ansvarlig Fremtids rundspørge ikke ville stemme for forslaget. Industriens Pension understreger, at man af princip ikke vil oplyse, hvad man stemmer på generalforsamlinger, og at man derfor ikke kan udlede, hvad de stemmer. IP's navn er derfor fjernet fra artiklen.

Vil du gerne følge med i de nyeste artikler fra Adam Hannestad eller Økonomi, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden