Skatte-minister: Det er the real thing

Karsten Lauritzen bliver den første minister, som betaler for oplysninger om skattesnydere. Hvorfor gør han det?

Økonomi

Karsten Lauritzen, hvorfor er du parat til at betale for oplysninger om mulige danske skattesnydere?

»Det her er en lille investering i at få nogle oplysninger, der kan gøre, at vi effektivt kan forfølge de danske spor i Panama-papirerne, og det tror jeg tjener både folkestyret og skatteborgerne til gavn, sagen taget i betragtning«.

»Skat har fået en stikprøve, hvor man har kunnet vurdere, om der er validitet i de her oplysninger, og det tyder alt på, at der er. Det er the real thing«.

Papirerne er sandsynligvis skaffet via ulovligheder, og I betaler millioner af skattekroner til en anonym person. Hvorfor er det i orden?

»Der kan være principielle problemer forbundet med at købe lækkede oplysninger; derfor er det mit ønske som minister, at man er varsom med det. Men når der kommer nogen og siger, at de har oplysninger, som de kan bevise fører til, at nogle danskere ikke har betalt den skat, de skal, så har jeg også en forpligtelse over for skattemoralen til at vurdere det grundigt. Og i det her tilfælde har jeg så vurderet, at det rigtigste er at købe de oplysninger for et mindre millionbeløb og komme efter de danskere, der via Panama har skjult penge for skattevæsenet og snydt det danske samfund«.

Du bliver den første skatteminister til at gøre det?

»Ja, det er også derfor, jeg har haft et ønske om at drøfte det med en bred kreds af partier, så der er bred opbakning«.

»Vi har ikke dermed åbnet for at købe i alle tilfælde. Det skal vurderes fra sag til sag. Mit ønske er at lægge en meget restriktiv linje på det her område, for man ved jo ikke, hvem man køber af, og hvad pengene i øvrigt måtte gå til«.

Skat er i krise – er der overhovedet ressourcer til at undersøge de mange dokumenter?

»Der er afdelinger i Skat, som er nødlidende, men noget af det, der har været prioriteret højt både under den tidligere regering og under min tid som skatteminister, er den afdeling, der tager sig af indsatsen mod skattely og international skatteunddragelse. Så ja, det er Skat rustet til og har ressourcerne, der gør, at det er muligt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden