0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FN angriber bloddiamanter

FN offentliggør liste over de lande, der har skærpet reglerne for handel med diamanter. Formålet er at gøre det sværere for kriminelle organisationer at finansiere blodigheder med ulovligt handlede diamanter. Ikke nok, mener græsrødder.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Diamanter er den bedste ven, en krigsherre kan tænke sig.

De er lette at flytte, uden at det behøver vække opsigt. Og så er de uhyre kostbare. Så kostbare, at de i flere år har finansieret adskillige borgerkrige og terroraktioner i blandt andet afrikanske lande som Angola, Sierra Leone og Congo.

FN-forsøg
Flere private og offentlige initiativer mod den ulovlige handel med bloddiamanter har været prøvet. Og nu gør FN et nyt forsøg.

Organisationen lancerer, ifølge britiske BBC, en liste over alle de lande, som overholder særlige retningslinjer for handel med diamanter.

Landene har indvilget i at indføre skrappe FN-godkendte kontrolsystemer, der skal sikre, at de handlede diamanter ikke stammer fra kriminelle organisationer.

Blåstempling
Til gengæld får landene så FN's blå stempel, der kan gøre det lettere at afsætte de funklende varer til de store diamantfirmaer, der forsøger at redde deres blakkede omdømme.

FN's liste vækker dog ikke den store begejstring blandt de græsrodsorganisationer, der kæmper mod den ulovlige handel. Flere peger på, at der er brug for love med sanktioner, der gør ondt, hvis man forbryder sig mod reglerne.

»Der findes mange regler mod tyveri og krænkelse af menneskerettighederne. Men ingen har kunnet stoppe diamanterne«, siger Ian Smillie fra organisationen Africa Canada til BBC.

I januar i år stemte samtlige 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet for en resolution, der støttede iværksættelsen og gennemførelsen af den såkaldte Kimberley-proces, som kontrolsystemet er blevet døbt efter den sydafrikanske diamantmineby, hvor ideen blev fostret for cirka tre år siden.

Samme måned lovede 52 lande at implementere hele kontrolsystemet, og Kimberley-organisationen gav dem en frist indtil 31. juli.

Ædle stamtræer
Systemet stiller krav om, at import og eksport af alle uslebne diamanter skal ske i forseglede beholdere, der ledsages af officielle certifikater blandt andet med angivelse af, hvor diamanterne oprindelig stammer fra.

For godt en uge siden offentliggjorde belgiske forskere en ny opfindelse, der nu også gør det lettere rent videnskabeligt at spore diamanternes oprindelse. Ved at bore et lille hul i diamanten med en laserstråle kan man hente en kemisk profil frem fra ædelstenen, som præcist matcher den mine, stenen stammer fra. Dermed kan diamantfirmaer ikke længere undskylde sig med, at det ofte kan være svært at vide helt nøjagtigt, om de købte diamanter rent faktisk stammer fra lovlige forhandlere.

Selv om bloddiamanterne kun menes at udgøre under fem procent af hele verdens årlige diamanthandel på knap 60 milliarder kroner, er de et stort problem for de lande, hvor den kriminelle handel foregår.

Handlen har desuden sat flere diamantfirmaer i en kattepine på et tidspunkt, hvor det i forvejen er blevet sværere at sælge ædelstene på grund af afmatningen i verdensøkonomien. I februar varslede verdens største diamantkoncern, De Beers, der sidder på 60 procent af verdensmarkedet, at 2003 bliver et hårdt år for branchen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere