0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Medicinalindustrien vil fortælle om lovbrud

For at vise åbenhed foreslår en forening af medicinalfirmaer, at en offentlig myndighed ser de hemmelige afgørelser fra branchens klagenævn. En af foreningens egne medlemmer mener ikke, det kan kaldes åbenhed. Svenskerne offentliggør alle afgørelser på nettet.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Medicinalindustrien er klar til at opgive hemmeligholdelsen af de bøder og påtaler, som virksomhederne får, når de har gjort sig skyldige i vildledende eller fejlagtig reklame for deres lægemidler.

Afgørelserne om de vildledende og ulovlige reklamer skal indsendes til Lægemiddelstyrelsen. Derpå kan styrelsen afgøre, om der er brug for en berigtigelse, så de læger, der er blevet vildledt af en annonce, kan få besked om det.

Med det forslag forsøger Lægemiddelindustriforeningen (LiF), der er en sammenslutning af medicinalvirksomheder, at opfylde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om at sikre, at lægerne får besked om det, når de har været udsat for vildledende reklame.

I dag er afgørelserne i Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale som hovedregel fortrolige.

»Vi anbefaler, at nævnet fremover får en storebrorinstans, så flere instanser kan vurdere, om en afgørelse skal berigtiges eller ej«, siger LiF's formand, Karin Verland, som også er direktør for Pfizer.

»En byrde«
Baggrunden er Politikens omtale af, at Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale har givet medicinalfirmaet Merck Sharp & Dohme en bøde på 6.000 kroner for ikke at oplyse om den mulige risiko for blodpropper i en annonce for gigtmidlet Vioxx i Ugeskrift for Læger.

Firmaet oplyste kun de positive fund ved et forsøg. De læger, som annoncen var rettet til, fik aldrig besked om, at den var vildledende, fordi nævnets afgørelser som hovedregel er fortrolige. Karin Verland ser dog ikke et behov for at lægge alle afgørelser frem.

»Ikke alt skal ud. Der er så mange bagatelsager, at folk ville gabe sig ihjel. Og så ville det være en administrativ byrde, hvis vi skulle offentliggøre alt på nettet og sende pressemeddelelser ud«, siger hun.

Men det er en dårlig undskyldning, mener en af LiF's egne medlemsvirksomheder.

»I forvejen sender en sekretær afgørelserne ud til virksomhederne. Det handler jo bare om at kopiere dem over på nettet. Det vil koste meget få ressourcer«, siger administrerende direktør i medicinalfirmaet Wyeth, Peter Popowicz.

Han har forsøgt at få LiF til at arbejde for, at alle afgørelser offentliggøres på nettet ligesom i Sverige. Men et flertal i LiF er ifølge Popowicz imod med den begrundelse, at der ikke er grund til at hænge nogen ud. Han mener ikke, der er tale om bagatelsager.

Lad folk få indblik
»Sidste år vedtog man, at man ikke skulle dømme for petitesser. Så der er meget få bagatelsager tilbage«, siger Peter Popowicz.

»Vi må jo heller ikke bruge de domme. Det er da en ejendommelig måde at konkurrere på, når man ikke må bruge en dom i sin markedsføring. Hverken dem, der er til gavn for os eller til skade for vores konkurrenter«.

Peter Popowicz mener slet ikke, LiF's forslag støtter åbenhed.

»Afgørelserne ender i en lukket styrelse. Lad folk få indblik i virksomhedernes fejltrin, så vil der ske færre af dem«, siger han.

Parallelimportørforeningen støtter LiF's forslag.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere