0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Flere firmaer og fagforeningen kritiserer Arlas 'fyringstrusler'

Arlas medarbejdere i verdens brændpunkter mister jobbet, hvis de tager hjem, fordi de ikke føler sig trygge. Meldingen fra mejerigigantens ledelse vækker harme i fagforeningen, og flere virksomheder tager afstand fra metoden.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Per Alkestrup hostede kaffen op igen, da han så TV-avisens første indslag mandag aften. På skærmen trådte Arlas divisionsdirektør, Finn Hansen, frem.

Han sagde, at Arlas ansatte i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, ikke skulle regne med job i koncernen, hvis de forlader Mellemøsten af frygt for eget og deres familiers liv.

Grimt dilemma
Per Alkestrup, der er sektionschef i Ledernes Hovedorganisation, kan ikke huske, at han nogensinde før har hørt en dansk virksomhed stille et lignende ultimatum til sine medarbejdere.

»Jeg formoder, Arla truer dem med fyring for at få dem til at blive i Saudi-Arabien. Og det er altså et grimt dilemma at sætte de ansatte i. De har jo en meget reel grund til at være bange for deres sikkerhed«, siger han. De Arlaansatte i Riyadh har over for TV-avisen sagt, at de føler sig truet til at blive, men den melding kan divisionsdirektøren ikke forstå.

»Vi truer ikke nogen overhovedet, men vores økonomiske situation gør, at vi ikke kan garantere job til nogen«, siger Finn Hansen. Arla er i gang med at fjerne 600 arbejdspladser i administrationen. Derfor vil der ikke kunne findes job til ansatte, der vil hjem.

Virksomheder tager afstand
Men det er ikke kun fagforeningen og de ansatte, der står uforstående over for Arlas udmelding.

Flere store virksomheder melder klart ud, at de ikke ville tøve med at tilbyde deres ansatte job, hvis de blev utrygge i det land, de arbejder i. I Novo Nordisk har de mange folk ude i verden, men kun én dansker i Saudi-Arabien.

»Og hvis nogle af vores ansatte vil væk på grund af uro, så finder vi en smidig løsning. Vi har investeret i folks uddannelse og er meget interesseret i at holde dem hos os«, siger personalechef Stig Flindt. Under uroligheder i Indien fik en medarbejder lov til at blive overflyttet af Novo og udføre arbejdet fra et andet kontor i Østen.

»Men vi ville ikke afskedige vores meget kvalificerede folk, fordi de ville hjem fra et land, hvor de ikke føler sig trygge«, siger Stig Flindt.

FLS: Vores medarbejdere ville få job herhjemme
Også i FLS Industries tager personaledirektør Søren Enggaard afstand fra udmeldingen.

»Hvis nogle af vores danske medarbejdere bliver utrygge, så kan de selvfølgelig komme hjem med det samme. Og de vil fortsat være ansat i koncernen. Vi ville simpelthen tilbyde dem job i Danmark, hvis behovet skulle opstå«, siger Enggaard.

Han pointerer, at det er vigtigt, at medarbejderne er ordentligt briefet, inden de tager af sted. Og at de kun tager af sted og bliver der af egen fri vilje.

»Medarbejderne er jo ikke skyld i, at situationen forværres. Derfor er det ikke vores politik at opsige medarbejdere, fordi de er bange og gerne vil hjem«, siger Søren Enggaard.

Arla: Vi kan ikke garantere job
Arla holder fast i, at de 20 medarbejdere, der er i Saudi-Arabien for øjeblikket, ikke kan regne med job, hvis de bryder kontrakten og tager til Danmark.

»Det er enhver frit stillet at tage hjem, hvis de har lyst til det. Men vi kan ikke garantere dem et job. Vi fyrer ikke ansatte. Jeg synes derimod, vi giver dem en rigtig god pakkeløsning«, siger Finn Hansen. Han lover, at koncernen vil betale for hjemrejsen for hele familien og dens bagage og give tre måneders løn.

»Desuden tilbyder vi professionel hjælp til jobsøgning for at forbedre tidligere ansattes muligheder for hurtigt at finde et nyt arbejde«, siger divisionsdirektøren.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere