Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

TDC sender fædre på barselsorlov

Kampagnen Fars Kram har fået hver anden nybagte far i TDC til at tage barselsorlov. Og når mændene går på orlov, får mødrene større mulighed for at pleje karrieren.

Økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På få år er det lykkedes TDC at få de mandlige ansatte til at gå på barsel.

2002 var det hver ottende nybagte far, der valgte at gå på orlov. I dag er det hver anden.

Med den målrettede kampagne, Fars Kram, er det lykkedes TDC for alvor at få mændene til at tage deres del af barselen og udnytte, at de kan gå derhjemme og passe den lille i op til 12 uger med fuld løn.

Ikke kun for kvinder
»Kampagnen gør mændene opmærksomme på, at de har mulighed for at holde barsel og orlov for fuld løn - inden for barnets første leveår. Og så signalerer den desuden til vores ledere, at barselsorlov ikke kun er for kvinder. Det er faktisk legitimt for mænd at ville det her«, siger Agi Csonka, der er afdelingschef i TDC's afdeling for medarbejderforhold og analyse samt medlem af regeringens familie- og arbejdslivskommission.

Det er alle faggrupper i TDC, der kan få op til 12 ugers barselsorlov med fuld løn. Orlovsordningen har eksisteret siden 2002, men de nybagte fædre gjorde først rigtig brug af ordningen, da TDC i 2004 satte ind med kampagnen Fars Kram.

Resultatet er, at de nybagte fædre hos TDC i gennemsnit holder 7,8 ugers barselsorlov. På landsplan holder mænd kun 3,9 ugers barsel.

Fuld løn betyder meget
Kenneth Reinicke, der er mandeforsker i Center for Ligestillingsforskning på RUC, har undersøgt Fars Kram-kampagnen. Han mener, at det høje tal i TDC primært skyldes, at orloven er med fuld løn.

»Man skal ikke være naiv, den økonomiske kompensation betyder meget. Men det er klart, at det er positiv signalgivning fra virksomhedens side, der markerer, at ud over, at det er tilladt, så ønsker TDC, at mændene gør det. Men generelt er det blevet mere legitimt og accepteret at have barsel. Desuden mener jeg, at mænd kobler familien til på en anden måde nu, end de har gjort før. Nu vil de være en familie - frem for at have en familie«, siger Kenneth Reinicke.

Mødre vil ikke afgive orlov
I sin undersøgelse af Fars Kram fandt Kenneth Reinicke desuden ud af, at når de mandlige ansatte i TDC fravælger orlovsmuligheden, så er det, fordi mødrene til deres børn ikke ønsker at afgive en del af deres orlov.

Afdelingschef i TDC Agi Csonka mener endvidere, at orlovsordningen ikke kun er god for fædrene og deres børn. I et større perspektiv har ordningen betydning for ligestillingen mellem mænd og kvinder.

»Mændene må selv rode med, om de bliver nogle bedre mennesker af at tage barselsorlov. Men hvis mænd tager mere del i den familiemæssige omsorg, så får kvinderne også mulighed for at realisere sig selv på arbejdet. På den måde kan det også sikres, at det med familien ikke bare bliver et kvindeanliggende«, siger Agi Csonka.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden