Økonomer: Dansk økonomi viger uden om global usikkerhed

Handelskrig mellem USA og Kina samt opbremsning i tysk økonomi har ikke ramt Danmark, vurderer økonomer.

Økonomi

Dansk økonomi voksede med 1,1 procent i 2018. Det viser et skøn fra Danmarks Statistik.

Tallet er en indikator og er forbundet med stor usikkerhed. Samtidig er der en række forhold, som endnu ikke er regnet med i tallet.

I de sidste tre måneder af 2018 voksede økonomien med 0,8 procent, når man sammenligner med kvartalet før.

Det er især fremgang inden for industri og transport, der trækker op.

Flere økonomer betegner det som stærkt. Det skal især ses i lyset af, at store lande som Kina og Tyskland havde en hård afslutning på 2018.

»Det er glædeligt med tanke på opbremsningen i tysk økonomi og den stigende internationale usikkerhed i samme periode, siger Morten Granzau, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

Kan blive ramt af handelskrigen

Hos Arbejdernes Landsbank vurderer økonom Anders Christian Overvad, at væksten i 2018 har udviklet sig bedre, end tallet 1,1 procent umiddelbart viser.

I 2017 var væksten trukket kraftigt op, fordi en virksomhed solgte et patent for ni milliarder kroner. Det har omvendt påvirket væksten negativt i år.

Samtidig betød den ekstraordinært varme sommer også, at der var en dårligere høst end normalt.

Anders Christian Overvad påpeger dog, at der er risiko for, at Danmark på et tidspunkt vil blive ramt af handelskrigen.

»Den politiske usikkerhed fylder meget. Tiltager handelskrigen mellem USA og Kina yderligere, vil det kunne mærkes på verdenshandlen og derved den danske eksport«, siger han i en kommentar.

Derudover nævner han, at den globale vækst er på vej ned. Udenlandske virksomheder er ikke længere så optimistiske. Det vil også kunne ramme dansk eksport, påpeger han.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden