Foto: S. Rahman.
Økonomi

Rød blok: Minister må gribe ind mod Mærsk

SF vil have miljøminister til at melde Mærsk til politiet for ulovlig affaldseksport. S mener, at rederiforeningen må indskærpe, at skibe ikke må ophugges på strande i Bangladesh.

Økonomi

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) opfordres nu til at tage hårdhændede midler i brug for at få stoppet ophugning af danske skibe på strandene i Bangladesh og Indien.

Det sker på baggrund af, at det 52.000 tons tunge Mærsk-skib North Sea Producer er endt som affald på en strand i Bangladesh, hvor det bliver ophugget under stærkt risikable forhold af lokale arbejdere i badesandaler og shorts, som Politiken, Danwatch og TV 2 Nyhederne har beskrevet.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, opfordrer miljøministeren til at politianmelde Mærsk for overtrædelse af Baselkonventionens forbud mod eksport af farligt affald.

Socialdemokraternes miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, opfordrer i første omgang ministeren til at bede Mærsk om en redegørelse og opfordrer Danmarks Rederiforening til at indskærpe over for medlemmerne, at de skal sikre, at deres skibe ikke sendes til ophugning på strande i Bangladesh eller Indien.

Læs også:

SF's formand peger på, at de to tidligere miljøministre - Svend Auken (S) og Connie Hedegaard (K) - tidligere har politianmeldt danske rederier for at sælge skibe, som derefter er endt på til ophug på strande.

»Det er en alvorlig sag at politianmelde et rederi, og det er derfor også en myndighedsopgave. Det er derfor, jeg opfordrer miljøministeren til at foretage politianmeldelsen på samme måde, som Svend Auken og Connie Hedegaard tidligere har gjort«, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun mener umiddelbart, at der kan være tale om en overtrædelse af Baselkonventionens regler om eksport af farligt affald, da Mærsk i april i år solgte det udtjente skib fra Nordsøen, der på det tidspunkt lå ved en havnekaj i den engelske by Middlesbrough, til det amerikanske firma, GMS, der solgte det videre som skrot til en virksomhed i Bangladesh.

»Meget tyder på, at der var tale om et dødt skib, allerede da det lå i England. Og hvis Mærsk allerede på det tidspunkt har vidst, at skibet skulle ophugges, er der tale om en overtrædelse af Baselkonventionen«, siger Pia Olsen Dyhr.

Men Mærsk har oplyst, at rederiet ikke havde regnet med, at skibet skulle hugges op, og at rederiet havde fået indskrevet i kontrakten, at hvis det blev solgt til ophugning, skulle det ske under forsvarlige forhold?

»Det er det, der er noget uklarhed om, og derfor bør miljøministeren politianmelde sagen, så det kan blive undersøgt til bunds«, siger SF's formand.

»Meget tyder på, at Mærsk allerede i 2014 havde planer om ophugning, og det er ikke nok at skrive det i en kontrakt. De er nødt til at følge skibet videre«.

S: Rederiforening må reagere

Samtlige partier i rød blok har kaldt miljøminister Esben Lunde Larsen i samråd for at få ham til at forklare, hvad han vil gøre for at forhindre, at danske skibe ophugges på strande under kritisable forhold.

Sagen med skibet i Bangladesh viser, at der er brug for, at ministeren griber ind, siger Christian Rabjerg Madsen (S).

»Jeg bider mærke i, at Mærsk beklager og undskylder, og at de har sagt, at de vil stramme op fremover. Så det er helt åbenlyst, at Mærsk har et ansvar. De har ikke sikret, at mellemhandleren var tilstrækkeligt forpligtet til at sikre, at skibet blev ophugget under forsvarlige forhold«, siger Christian Rabjerg Madsen.

»Jeg vil derfor opfordre ministeren til at bede om en redegørelse fra Mærsk om, hvordan de reagerer, når de sender deres skibe til ophug. Og ministeren bør for det andet tage kontakt til Danmarks rederiforening for at få dem til at sende en klar opfordring til deres medlemmer om, at de skal sikre, at skibene bliver ophugget under forsvarlige forhold. Det er meget skuffende, at danske rederier ikke har bedre styr på det«.

Miljøministeriet oplyser, at ministeren er på ferie og ikke kan kommentere sagen i dag.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce