selvsælger. Det tog tre en halv måned og kostede i alt 2.000 kroner for Tania Leiton at sælge sin lejlighed på Islands Brygge. Men ejendomsmæglerne blandede sig til det sidste.
Foto: Tobias Selnæs Markussen

selvsælger. Det tog tre en halv måned og kostede i alt 2.000 kroner for Tania Leiton at sælge sin lejlighed på Islands Brygge. Men ejendomsmæglerne blandede sig til det sidste.

Bolig

Ejendomsmæglere belejrer irriteret selv-sælger

Tania Leiton solgte selv sin lejlighed. Det tog tre en halv måned og kostede bare 2.000 kroner. Igen og igen blev hun kontaktet af de ejendomsmæglere, hun havde valgt fra.

Bolig

Den første måned gik alt som planlagt. Tania Leiton satte sin ejerlejlighed til salg i oktober 2013 og var aldrig i tvivl om, at hun selv ville stå for salget.

»Jeg har været på boligmarkedet en del gange som boligsøgende, og jeg har aldrig været særligt imponeret over det produkt, man køber hos ejendomsmæglerne. De kan tilbyde nogle avisannoncer, et fint opslag i deres butiksvindue og så adgang til deres køberkartotek. Men aviser og et butiksvindue – det bruger man ikke i dag. Nu går man på nettet«, siger Tania Leiton.

Hun satte lejligheden til salg via det såkaldte selv-salg på landets største boligportal Boliga, der for 499 kroner om måneden giver adgang til omkring 800.000 brugere og potentielle købere.

Et selv-salg-koncept, der sammen med andre af slagsen, herunder Robinhus og Den Blå Avis, i løbet af det sidste år har fået rigtig godt fat i danskerne. Så godt, at selv-salgene ifølge Boliga nu udgør omkring fem procent af det samlede boligsalg i Danmark og 20 procent af salget i København.

LÆS ARTIKLEN

Tanken er at gøre det lige så let selv at sælge sin bolig som sin brugte bil. Og lige så biligt. For med selv-salg-konceptet sparer sælgeren ejendomsmæglerens salær, der typisk bevæger sig et sted mellem 50.000 og 100.000 kroner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det koster 499 kroner om måneden at sætte sit hus eller lejlighed til salg på Boligas hjemmeside. Hos ejendomsmæglerkæden Robinhus er prisen 3.000 kroner for et sammenligneligt selv-salg-produkt, der til gengæld giver netannoncering i seks måneder og leverer en fotograf.

Selv om Robinhus godt kan mærke konkurrencen fra Boliga, er der stadig pænt gang i deres egne selv-salg.

»Der er solgt omkring 600 boliger via vores selv-salg siden april sidste år. Men det handler også om, at der er kommet mere gang i salget af lejligheder i denne periode, og her er der nok flere sælgere, der har mod på selv at stå for salget«, siger direktør Frederik Bruhn-Petersen.

Kontaktet af 10-15 mæglere
Tania Leiton havde masser af mod på selv at stå for salget af sin lejlighed. Op mod jul 2013 var der masser af klik på hendes boligannonce og flere fremvisninger i lejligheden på Islands Brygge i København.

Men en dag i december blev Tania Leiton ringet op af en person, der umiddelbart virkede interesseret i lejligheden, men som slet ikke var interesseret i at fortælle, hvem han var. Til gengæld ville han gerne stille kritiske spørgsmål til hele selv-salg-modellen.

»Det var spørgsmål som: »Er det ikke besværligt at stå for det hele selv«. Eller: »Hvorfor tror du ikke, du har fået solgt lejligheden endnu«. En masse skepsis, uden at han rigtigt ville ud med, hvem han var. Der gik lang tid, inden det kom frem, at han faktisk var ejendomsmægler – og at han gerne ville sælge min lejlighed, for som han sagde: »Vi kan jo klare det bedre end dig selv««.

Tania Leiton afslog høfligt, men bestemt og troede egentlig, at sagen var ude af verden. Men kort efter ringede en ny ejendomsmægler med samme mission, og en mere – og en til. Sådan cirka 10-15 forskellige mæglere fra forskellige kæder, skønner Tania Leiton, som til sidst havde svært ved at skjule sin irritation.

»Det er lidt, ligesom hvis du bliver ringet op midt i aftensmaden, og der er nogen, der vil sælge dig nogle blade eller en avis og bare bliver ved, selv om du har sagt nej tak«.

Selv-sælgere opfordres til at gå til Forbrugerombudsmanden
Ifølge Boliga er der masser af den slags henvendelser fra ejendomsmæglere, der forsøger at kapre de tabte kunder tilbage.

»Vi er blevet ejendomsmæglerens rugekasse til at hverve nye emner, for de kan nemt finde selv-sælgerne på hjemmesiden, og så er det bare at kontakte dem telefonisk eller på mail – om nødvendigt flere gange. Vi får desværre mange henvendelser fra selv-sælgere, der føler sig generet af ejendomsmæglernes henvendelser«, siger Ricco Zuschlag, direktør for Boliga, der nu opfordrer selv-salg-kunderne til at gå til Forbrugerombudsmanden, hvis de bliver kontaktet af en ejendomsmægler.

Det er nemlig efter alt dømme ulovligt, når mæglerne uopfordret kontakter selv-sælgerne for at få dem ind i kundekartoteket, vurderer Forbrugerombudsmandens kontor, der dog ikke vil kommentere den konkrete sag. Forening forlanger dokumentation


Men er der tale om ulovlige henvendelser, så bliver der taget affære, lover formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Men jeg vil rigtig gerne se noget dokumentation for Boligas påstande, før vi tager fat på sagen. Vi har ikke modtaget en eneste henvendelse eller klage af den type, Boliga nævner. Derfor vil jeg opfordre Boliga til at kontakte vores sekretariat og fremlægge den dokumentation, de siger, de har. Så skal Dansk Ejendomsmæglerforening nok tage affære og sanktionere over for den eller dem, der måtte have brudt reglerne. Men som sagt, lad os se dokumentationen først«, siger han.

Antyder du, at Boliga overdriver?

»Jeg siger, at jeg vil se noget dokumentation, inden vi tager affære«.

Mæglere ringede også efter, at købsaftalen var underskrevet

I februar i år blev Tania Leitons lejlighed på Islands Brygge solgt til det, hun selv kalder en rigtig god pris: 2,3 millioner kroner for 91 kvadratmeter. Salget tog tre en halv måned og kostede Tania Leiton 2.000 kroner alt i alt – for adgangen til Boligas brugere. Men ejendomsmæglerne ringede til det sidste, selv da købsaftalen var ved at blive skrevet. Derfor luftede Tania Leiton sin irritation over mæglernes mange henvendelser på Facebook og fik mange svar fra andre selv-sælgere, der havde oplevet præcis det samme. »Et eller andet sted kan jeg jo godt forstå ejendomsmæglerne. Det er deres levebrød, der er truet, og det er altså utrolig nemt at stå for det selv. Jeg opfatter mig selv som en ressourcestærk person, der godt kan finde ud af at sige fra over for mæglernes upassende opførsel. Men der er sikkert nogle, der har svært ved at smide røret på«, siger Tania Leiton. »For mig var det det rigtige selv at stå for salget, og det er en god følelse at spare salæret til ejendomsmægleren«.







Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce