Marwa Ahmed sad på et picnictæppe og spiste med sin familie i starten af juli, da mailen fra Københavns Universitets Boligfond dukkede op på hendes telefon.
»Vi skulle flytte i slutningen af juli, stod der. Jeg kiggede på min mand. Vi fik det så dårligt. Det er hårdt at flytte igen, og hvor skulle vi tage hen?«, siger Marwa Ahmed, der er ph.d.-studerende ved Københavns Universitet.
Marwa kom fra Egypten til Danmark for 7 måneder siden, og da flyttede hun sammen med sin mand og deres 1-årige søn ind i en lejlighed i Tranehavegård i København. Som Politiken kan fortælle i dag, fik en stor gruppe internationale studerende i juli en mail fra Københavns Universitets Boligfond om, at de skulle fraflytte deres lejligheder i Tranehavegård inden udgangen af måneden, fordi boligfonden havde lavet lejekontrakter med 18 af lejerne i en længere periode, end fonden faktisk selv rådede over boligerne.
LÆS OGSÅ
Det samme gjaldt Marwa. I hendes kontrakt stod der, at hun og hendes familie kunne bo i lejligheden til april 2017. Men nu havde de altså ikke mere end et par uger tilbage.
CIU havde lovet, at de ville hjælpe. Men så sker der det, at der går bureaukrati i den, og til sidst klapper de i og siger, at de ikke kan hjælpe
Charlotte Simonsen, Københavns Universitets Boligfond
»Det ødelagde hele vores ferie, for vi kunne jo ikke tage nogen steder hen, hvis vi skulle flytte i juli, og vi brugte så meget tid på at lede efter andre muligheder. Det var forfærdeligt«, siger Marwa.
Fond gav lejere falskt håb
Mailen til Marwa og de andre beboere var ledsaget af opfordringer til, hvad beboerne kunne gøre for at finde noget nyt. Der stod, at de kunne skrive sig op til boliger ved CIU (centralindstillingsudvalg, der administrerer studieboliger), og at CIU var »villigt til at gøre alt for at hjælpe og forhåbentlig lade jer blive boende, indtil jeres kontrakter udløber«.
Det samme fik Marwa at vide, da hun tog hen til boligfondens kontor for at tale med direktøren, Charlotte Simonsen.
»Hun gav os adressen til CIU og sagde, at vi kunne gå derhen, og så ville de finde en bolig til os«, siger Marwa.
Sandheden er dog, at CIU ikke kunne hjælpe Marwa og de andre beboere i Tranehavegård mere, end de hjælper alle andre studerende, der skriver sig op til en bolig i CIU’s system. CIU, som fremover skal administrere nogle af boligerne i Tranehavegård, havde ligeledes heller ikke mulighed for at lade lejerne blive boende, indtil deres kontrakter udløb.
»Vi skal følge nogle fastlagte kriterier for, hvem der har mest behov og har stået længst tid på venteliste. Det vidste boligfonden også udmærket godt, så jeg forstår ikke, hvorfor de stillede beboerne det i udsigt. Det er jo at give dem et falskt håb«, siger Rasmus Okholm-Hansen, daglig leder i CIU.
Rasmus Okholm-Hansen oplyser, at lejerne fra Tranehavegård – ligesom alle andre, der står til at blive boligløse – kunne få otte måneders anciennitet og dermed rykke lidt frem i boligkøen, men at CIU ikke kunne give dem bedre vilkår end andre boligsøgende.
Det havde CIU desuden oplyst boligfonden om, før fonden skrev ud til beboerne om CIU, viser en mailkorrespondance, Politiken er i besiddelse af.
Ifølge boligfondens direktør, Charlotte Simonsen, gik der noget galt i kommunikationen mellem hende og CIU.
»CIU havde lovet, at de ville hjælpe Men så sker der det, at der går bureaukrati i den, og til sidst klapper de i og siger, at de ikke kan hjælpe«, siger Charlotte Simonsen.
Nej til gamle lejligheder
Selv om CIU ikke kunne tilbyde Marwa og hendes familie en bolig med det samme, skrev Marwa en ansøgning til CIU og kom på ventelisten.
