Ekspertudvalget med Jesper Rangvid i spidsen peger på en lang række syndere bag finanskrisen i Danmark.
Det er både tilsynet, bankerne og påvirkninger fra udlandet, men det er også helt almindelige danskere, der drømte om hurtige penge, og lige som alle andre var for optimistiske om fremtiden.
- Udlandet
En væsentlig årsag til finanskrisen i Danmark var påvirkningen fra den internationale finansielle krise.
Hverken i Danmark eller udlandet lykkedes det myndigheder eller centralbanker at forudsige krisen.
- Nationalbanken
Nationalbanken påpegede i årerne op til krisen forskellige risici ved pengeinstitutternes forretningsmodel, herunder den høje udlånsvækst. Overordnet vurderede Nationalbanken imidlertid pengeinstitutsektoren som robust helt indtil sommeren 2008.
Derfor fremstod Nationalbankens kommunikation om risiciene i den finansielle sektor ikke så klar, som Nationalbankens advarsler om overophedningen af dansk økonomi, selv når det tages i betragtning, at det faktiske fald i økonomien blev væsentligt kraftigere end forudset, som følge af eskaleringen af den internationale finansielle krise i efteråret 2008.
Efterfølgende kan det konstateres, at Nationalbanken og Finanstilsynet undervurderede de likviditetsrisici, der kunne opstå som følge af det hastigt voksende og meget store indlånsunderskud, der blev opbygget i pengeinstitutterne forud for krisen, ligesom overvågningen af pengeinstitutternes likviditetsrisici ikke var tilstrækkelig.
- Finanstilsynet
Reguleringen og tilsynet med pengeinstitutter i Danmark inden krisen var baseret på en grundidé om, at alene ledelserne i de finansielle institutter var ansvarlige for institutternes forretningsmodeller.
Fokus i Finanstilsynet var således i højere grad på, at kreditinstitutterne efterlevede de formelle regler end på at opstille og kontrollere pejlemærker for holdbarheden af kreditinstitutternes valgte forretningsmodel.
LÆS MERE
Denne tilgang til tilsynsvirksomhed i årerne inden krisen kan have været præget af Finanstilsynets erfaringer under den forrige finanskrise i starten af 1990’erne, hvor tilsynet blev kritiseret for dets undertiden pragmatiske bestræbelser på at håndtere nødlidende pengeinstitutter.
- Banker
Landets banker tog større og større risici i årene inden krisen. Udlånet steg voldsomt, også i internationalt perspektiv.
Bankerne var alt for hurtige til at låne penge ud til ejendomsspekulanter, men også helt almindelig boligejere fik lov til at låne alt for store beløb. Samtidig solgte bankerne svært gennemskuelige produkter og bankens egne aktier til den almindelige forbruger.
Bankerne fik i stigende grad mulighed for at låne penge i udlandet og øgede derfor deres udlånsunderskud.
Flere af de mindre og mellemstore pengeinstitutter var i årene inden krisen præget af utilstrækkelig selskabsledelse, herunder svage bestyrelser uden speciel erfaring med, eller viden om, finansielle forhold, og mangelfuldt kredithåndværk i form af lemfældig kreditgivning og svage kreditkompetencer.
- Politikere
Den førte finanspolitik lagde et pres på økonomien og var konjunkturmedløbende. Dette er specielt et problem i en økonomi som den danske med en fast valutakurs, da den pengepolitiske rente alene sættes for at forsvare fastkurspolitikken og således ikke kan benyttes til at modvirke en økonomisk overophedning.
- Ejendomsspekulanter
