0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danske aktier giver udenlandske indeks baghjul

Ikke engang USA kan følge med Danmark, når man ser udviklingen i de toneangivende aktieindeks.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koji Sasahara/AP
Foto: Koji Sasahara/AP

efterslæb. Det japanske aktiemarked med hovedsæde i Tokyo er et af de internationale indeks, som ikke kan følge med det danske.

Dansk økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Dansk økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det kan godt være, at økonomien vokser hurtigere i USA end i Danmark. Men på aktiemarkedet er det omvendt.

I løbet af det seneste år er C20-indekset herhjemme vokset med 22 procent, hvilket er markant mere end sammenlignelige indeks i USA og mange andre lande.

»Det danske aktieindeks har gjort det langt bedre end andre aktieindeks i år. Det skyldes ikke, at dansk økonomi har klaret sig specielt godt – for det har den ikke«, siger chefstrateg Frank Øland fra Danske Bank.

Ser man på nogle af de mest toneangivende aktieindeks i udlandet, er det kun en stor stigning i kinesiske aktier i Shanghai-indekset, der overgår Danmark. Både Norge, Sverige, Tyskland, USA og Japan halter markant efter udviklingen i Danmark.

Få store danske virksomheder trækker indekset op

Men hvorfor? Det danske aktiemarked kommer ikke fra et særlig lavt udgangspunkt. Det er ganske enkelt nogle få, globale virksomheder med hovedsæde i Danmark, der trækker op, forklarer Frank Øland. Alene Novo Nordisk i Bagsværd står for en femtedel af C20-indekset og er steget med godt 40 procent i løbet af dette år.

»Et eller andet sted kan man undre sig over, hvordan aktiemarkedet kan sprudle, når nu dansk økonomi stadig kører i slæbegear. Men det her er historien om Novo Nordisk og enkelte andre virksomheder, som ikke er særlig afhængige af, hvordan det går i Danmark. De lever af produkter med global efterspørgsel«, siger Frank Øland.

Der er også sket en markant stigning for smykkefirmaet Pandora, vindmøllevirksomheden Vestas, biotekvirksomheden Genmab samt Coloplast, der udvikler produkter og serviceydelser inden for sundhedspleje.

Coloplast vokser og ansætter flest i udlandet

Hos Coloplast, hvis aktie i løbet af året er vokset med cirka 45 procent, lyder forklaringen, at det ikke mindst er markederne langt væk fra Danmark, der skaber grobund for vækst.

I løbet af det seneste finansår har virksomheden udvidet medarbejderstaben med næsten 600, så den samlede skare nu er 9.250 på verdensplan. Af disse sidder omkring 7.600 uden for landets grænser, mens cirka 1.650 er i Danmark.

»De mange nye medarbejdere er primært kommet til i vores salgsorganisation og i vores produktion og afspejler, at vi vokser og investerer markant i vækst. Rent geografisk er hovedparten af de nye medarbejdere kommet til i vores såkaldte nye markeder – og særlig i Brasilien og Kina har vi fået flere kolleger. Men vi har også ansat en del medarbejdere på vores innovationsfabrikker i Danmark«, siger senior vice president Anders Rendtorff med ansvar for HR & Kommunikation.

Investorerne på aktiemarkedet er nogle gange de første til at få øjnene op for en kommende vækst i hele økonomien og kan på den måde fungere som en indikator for bedre tider.

Men i Dansk Aktionærforening holder direktør Jens Møller Nielsen sig også til teorien om, at den meget positive udvikling på C20-indekset skyldes nogle få giganters globale fremmarch.

»I et lille land som Danmark er de store virksomheder bundet mere op på den globale udvikling, end de er i store lande som Tyskland, hvor hjemmemarkedet er så stort, at det spiller en langt større rolle«, siger Jens Møller Nielsen.

Danske Bank har købt flere danske aktier

Danske Bank har i det forgangne år selv hævet bankens andel af danske aktier og forventer også en positiv udvikling på aktiemarkedet herhjemme i det kommende år. Men der er grænser for optimismen.

»Danske aktier er ikke specielt billige, og vi forventer ikke, at det danske aktieindeks vil fortsætte med at stige mere end i udlandet. Hos mange investorer udgør de danske aktier hovedparten eller hele porteføljen. Årsskiftet kan være en god anledning til at overveje at brede investeringerne lidt ud«, siger Frank Øland.

Januar-møde i ECB kan skubbe gang i væksten

På den baggrund ser banken blandt andet på muligheder ude i Europa, hvor mange forventer, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil forsøge at skubbe gang i væksten ved hjælp af yderligere lempelser i pengepolitikken.

Det kan ske allerede 22. januar, når ECB’s styrelsesråd mødes for at diskutere pengepolitik.

Hertil kommer udviklingen i USA. Her er udsigt til stabilt høj vækst og en yderligere styrkelse af dollaren, hvilket også kommer en dansk investor til gavn.

Netop valutaen kan også have betydning, når man sammenligner aktieindeks. I USA er dollaren det seneste stykke tid steget så meget, at en investering i det amerikanske indeks (S&P 500) faktisk havde klaret sig lidt bedre end det danske aktieindeks, hvis man omregner det til kroner frem for i den lokale valuta.

GUIDE:Følg udviklingen i de danske aktiekurser her