Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sødt. Bierne har haft travlt i foråret, og tavlerne er ved at vøre  fyldt med honning.
Foto: MIRIAM DALSGAARD

Sødt. Bierne har haft travlt i foråret, og tavlerne er ved at vøre fyldt med honning.

Dansk økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Bierne har et stort problem ude på landet

Moderne landbrug og sprøjtemidler presser bierne, hvis bestøvningsarbejde er meget værd.

Dansk økonomi
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fin, lysgylden honning flyder ud af stålcentrifugen i Knud Graaskovs køkken. Ved siden af står kasser med fyldte tavler fra bistaderne og venter på en tur i centrifugen.

Formanden for Danmarks Biavlerforening er i gang med at slynge første del af årets honninghøst.

Foråret er en god tid for bier. Der er masser af blomster at mæske sig i på frugttræer og -buske og på landbrugets gule rapsmarker. Senere på sommeren venter lindetræer, hvidkløver, gederams og andre sommerblomster. Men lige nu er der smalhals. De store kornmarker er set fra biernes synspunkt at sammenligne med ørkner.

»Det er et stort problem ude på landet, hvor bierne mangler fødegrundlag og de vilde bier levesteder. Sprøjtemidlerne spiller en stor rolle, dels fordi nogle af dem påvirker bierne direkte, dels fordi de udrydder det såkaldte ukrudt, som er det, bierne og andre insekter skal leve af«, siger Knud Graaskov.

De private haver er en hjælp. Der er livlig trafik til og fra bistaderne i Knud Graaskovs have i udkanten af Svogerslev, og årets første høst tegner godt. Men biformanden er bekymret på biernes vegne.

»Vi slås med varroamiden, som i de seneste årtier har været en udfordring for alle biavlere i Europa. Bekæmpelsen af den kræver en stor og vedvarende indsats fra biavlerne. Og så er der pesticiderne«.

Store værdier

Bierne er ikke bare hyggeligt brummende honningproducenter. Her i landet skønnes værdien af deres bestøvning af landbrugsafgrøder at være på mellem 600 millioner og 1 milliard kroner om året. De store kornafgrøder er vindbestøvede, men det er raps, frugttræer, bærbuske og tomater ikke.

Også vilde planter er afhængige af bestøvning, men værdien af det er vanskelig at gøre op økonomisk. 75-80 procent af de cirka 1.500 plantearter i Danmark bestøves af insekter.

På europæisk plan anslås den økonomiske værdi af bestøvning til 14,6 milliarder euro (109 mia. kroner). Omkring 75 procent af de afgrøder, der handles globalt, er i større eller mindre grad afhængige af bestøvning fra insekter.

Tallet stammer fra en rapport fra Easac, et fællesorgan for EU-landenes videnskabsakademier. Easac har især set på de sprøjtemidler, der hedder neonikotinoider, hvis kemiske sammensætning og virkning ligner nikotin. Forskning viser, at disse midler kan påvirke biernes evne til at orientere sig og til at finde mad. Også deres reproduktion påvirkes.

Afhængighed

Samtidig tyder noget på, at nikotin er ligeså vanedannende for bier som for mennesker. I et britisk forsøg, offentliggjort i april i år, foretrak både honningbier og humlebier sukkervand tilsat en ultralav dosis nikotin, som de vel at mærke ikke kan smage, frem for rent sukkervand.

»De bliver tiltrukket af noget, som faktisk har en negativ virkning på deres bevægeapparat og deres evne til at samle føde«, sagde lederen af forsøget, professor Geraldine Wright fra Newcastle University til Reuters.

SE OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et britisk forskerhold skriver i en anden nylig artikel i Science, at de vilde bier har været i tilbagegang igennem de seneste 50 år. De ’tamme’ honningbier går tilbage i USA og mange europæiske lande, men er i fremgang i Kina. I samme periode er efterspørgslen efter insektbestøvning af afgrøder tredoblet. De vilde biers rolle i bestøvningen er blevet stadig mere tydelig.

»Der er tilbagegang i bestøverne i hele verden. Der er et større arbejde i gang for at beskytte bestøverne, fordi de har betydning for både vores ernæring og biodiversiteten. Men problemerne skyldes et samspil af flere faktorer, og det vil tage år at løse dem«, siger seniorforsker og biekspert Per Kryger, Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet.

»Selv om neonikotinoiderne ser ud til at være mest skadelige for de vilde bier, så bekymrer de mig som formand for biavlerne. Vi kender ikke langtidseffekten, og når de har en virkning på de vilde bier, så påvirker de nok også honningbierne«, siger Knud Graaskov.

Det tyder en ny undersøgelse på, som blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature i denne uge. Den viser, at ganske små doser af neonikotinoider påvirker asiatiske honningbiers evne til at huske dufte.

Problemet med neonikotinoider er blandt andet, at stofferne holder sig længe, forklarer Per Kryger. Der kan godt være noget tilbage i jorden året efter, at midlerne er blevet brugt.

Vilde bier i tilbagegang

Det er ikke kun honningbierne, der har problemer. De vilde bier er i tilbagegang. Verden over arbejdes der på at få et mere præcist billede. Her i landet er der 286 arter. 29 af dem er humlebier. Forskningstekniker Henning Bang Madsen fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet regner med at være klar med et overblik over deres tilstand om et års tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det står skidt til. Vi regner med, at mindst 25 arter er uddøde, og 20 procent af de 285 vilde arter har vi ikke set de seneste 20 år. Humlebierne rødlistevurderede jeg i 2010. Dengang var 12 ud af de 29 arter truede, 3 arter var uddøde og 2 arter er ikke registreret i de seneste ti år«, siger han.

Der er forskellige skøn for, hvor meget humlebierne og de andre vilde bier betyder for bestøvningen. Nogle forskere mener, at honningbierne er de vigtigste, andre, at de vilde bier tegner sig for op mod to tredjedele af bestøvningsarbejdet.

Danmarks Biavlerforening arbejder på at skaffe bedre vilkår for bierne i form af striber af bivenlige planter som honningurt, hjulkrone og cikorie i de omstridte bræmmer på landbrugsjorden.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden