Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Smart. Google og Levi's har indgået et samarbejdet om at udviklet såkaldte Wearables, der er en måde at tænke stof, tekstil, mode og teknologi sammen.
Foto: Thomas Borberg (Arkivfoto)

Smart. Google og Levi's har indgået et samarbejdet om at udviklet såkaldte Wearables, der er en måde at tænke stof, tekstil, mode og teknologi sammen.

Dansk økonomi

Dansk mode halter efter i udvikling af elektronisk tøj

Google, Levi’s og Obama går forrest i sammensmeltning af teknologi og tøjdesign. Interessen er kun spæd i Danmark, hvor modebranchen er mere forsigtig.

Dansk økonomi

Google og Levi’s er i færd med at gøre dit tøj til en del af dit elektroniske udstyr.

Står det til dem, skal du kunne ringe til kæresten ved at køre to fingre ned ad din højre buksekant. Eller tænde og slukke musikken på din smartphone ved at røre dit højre skjorteærme med pegefingeren.

»Vi kommer til at gøre det. Det er ikke svært«, har Ivan Poupyrev, projektleder hos ATAP under Google, sagt til det amerikanske teknologimagasin Wired.

Det er ikke et spørgsmål om at få det teknologiske til at virke. Udfordringen er, ifølge ham, at designe det til forbrugerne og sikre, at sammenblandingen af hverdagstøj og teknologi ikke skræmmer forbrugerne væk.

Konceptet kaldes wearables fra det amerikanske verbum to wear (at have noget på, red.). Wearables er en måde at tænke stof, tekstil, mode og teknologi sammen.

Indtil nu har den største udvikling inden for wearables fundet sted inden for sports- og motionsverdenen, hvor elektroniske ure og armbånd har været brugt af motionister til at måle deres fysiske præstationer, men ser man på den seneste udvikling, bevæger konceptet sig nu videre.

Den hollandske modedesigner Pauline Van Dongen har designet tøj med solceller, der efter en time i sollen lagrer nok energi til at oplade halvtreds procent af batteriet på din smartphone. En sammensmeltning af solenergi og modedesign, som også den japanske modedesigner Junya Watanabe for nylig præsenterede i Paris, da han viste sin efterårskollektion frem.

Sidste år blev den amerikanske præsident Barack Obama ved flere lejligheder set iført wearables-uret Fitbit, der registrerer sin ejers bevægelser og motionsniveau.

Mens Google- og Levi’s-projektet, Project Jacquard, fokuserer på at gøre livet lettere for almindelige mennesker ved at overføre styringen af vores smartphone til vores bukser og sko, har den amerikanske regering også valgt at kaste sig ind i udviklingen og arbejdet med wearables.

I august sidste år annoncerede den amerikanske regering, at man investerede mere end 500 millioner kroner i et forskningscenter i Silicon Valley, som blandt andet skulle udforske mulighederne for wearables. Dels til gavn for det amerikanske militær, men også for almindelige mennesker og til gavn for sundhedsvæsenet.

Kun kreativiteten sætter grænsen

I Danmark er flere projekter inspireret af wearables-konceptet. På DTU Skylab og DTU Mekanik følger ph.d.-studerende Lasse Skovgaard Jensen udviklingen med stor nysgerrighed. Han nævner hurtigt en dragt fyldt med sensorer som et eksempel på en »dansk start-up, der arbejder med wearables«, som han siger.

»Det hele handler om at få teknologien tættere på kroppen. Det kan være med til at skabe nye spændende muligheder«, siger han.

Han er enig i, at wearables indtil videre primært har været brugbart inden for sportsverdenen, men ifølge Lasse Skovgaard Jensen vil udviklingen betyde flere spændende resultater.

Inden for medicinalbranchen taler man om, at diabetikere kan komme til at måle deres blodsukker uden det store besvær. Blandt andet har Google patenteret en kontaktlinse, der kan måle blodsukker, siger han.

Lasse Skovgaard Jensen erkender, at det ud over medicinalindustrien på nuværende tidspunkt er svært at pege på helt konkrete områder, hvor udviklingen bidrager med forbedringer for almindelige mennesker. Men det er dog også på vej, tror han.

»Det gode ved alt det her er, at det kun bliver folks kreativitet, der sætter grænser for, hvad der kan udvikles«.

Man er meget optaget af bæredygtighed, og man er bange for, at sammenblandingen af teknologi og tøjdesign vil gøre produkterne mindre attraktive for kunderne

Ligesom med så mange andre ting bringer det dog også nogle etiske overvejelser med sig.

»Da 3D-printeren blev opfundet, kunne folk pludselig printe noget, der lignede pistoler. Det var et problem. På samme måde opstår der nye etiske overvejelser, man skal gøre sig i forhold til den her udvikling. Hvad skal der for eksempel ske med alle de data, der indsamles, og hvem skal have adgang til dem?«, siger Lasse Skovgaard Jensen.

Da Statens Værksteder i januar holdt designkonferencen Manifesta 16 for modeindustrien, var en af talerne Bradley Quinn. Han er forfatter til blandt andet bogen ’Fashion Futures’ og mener, at Danmark har et stort potentiale inden for den fremtidige udvikling af wearables.

»Danmark er i en international sammenhæng et lille marked. Det giver gode muligheder for, at en international virksomhed kan bruge Danmark til at prøve nye wearables-produkter af«, siger Bradley Quinn.

LÆS MERE

»På samme tid er det et marked, hvor kunderne – danskerne i almindelighed – er optaget af effektivitet og bæredygtighed, og det øger mulighederne for udviklingen af wearables i Danmark«.

Bradley Quinn nævner det danske firma Ohmatex som et eksempel – blandt få – på en dansk virksomhed, der arbejder med wearables.

Størstedelen af deres arbejde går ud på at finde måder at kombinere stof og elektronik, fortæller virksomhedens ceo, Klaus Østergaard. Han fortæller, at Ohmatex i øjeblikket er i gang med at udvikle et stykke wearable til astronauter, som skal gøre fysiologer i stand til at indsamle data og derved udvikle et træningsprogram til astronauter, så de kan træne deres muskler svarende til det daglige liv på jorden, så de ikke mister muskelmasse på deres rumrejser.

»Hele udviklingen af wearables er genial. Den kan gøre os til bedre medarbejdere, bedre forældre og bedre chefer. Hvis teknologien bliver en integreret del af vores klædeskab og vores hverdag, vil vi kunne blive bedre mennesker«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal kunne betale sig

I Danmark kan en del af den manglende eksperimenteren med wearables forklares med, at flere virksomheder er bange for, om de kan afsætte produkterne til kunderne, siger Bradley Quinn.

»Man er meget optaget af bæredygtighed, og man er bange for, at sammenblandingen af teknologi og tøjdesign vil gøre produkterne mindre attraktive for kunderne. Det er den myte, jeg gerne vil aflive«, siger han.

En af tilskuerne til Bradley Quinns foredrag i januar var As Øland, der er kreativ chef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.

Ifølge hende virkede mange af Bradley Quinns eksempler eksperimenterende og langt ude i fremtiden.

Som repræsentant for mere end 300 virksomheder i mode- og tekstilbranchen har As Øland intet kendskab til danske modevirksomheder, der arbejder med eller tænker i wearables.

Den danske mode- og tøjbranche er meget fokuseret på forretning og økonomi. Det skal være noget, man kan tjene penge på

»Den danske mode- og tøjbranche er meget fokuseret på forretning og økonomi. Det skal være noget, man kan tjene penge på, noget, forbrugerne har behov for. I den forbindelse er det en meget langsigtet strategi at skulle tjene penge på wearables«, siger As Øland.

»Trends er meget hurtige og kortvarige. Derfor er der bedre grundlag for, at det er noget, der foregår på designskolerne og DTU«, siger hun og peger på, at der inden for tekstilbranchen er mere tendens til at arbejde langsigtet.

As Øland mener, at designere og modeindustrien herhjemme, ligesom Bradley Quinn siger det, er mere fokuserede på bæredygtighed i produktionen end at være med på wearable-konceptet. Google og Levi’s har offentligt ytret, at det sværeste bliver at finde de rigtige sammenhænge at afsætte sine wearable-produkter i. Alligevel mener Bradley Quinn, at lige netop samarbejdet mellem de to er et projekt, man skal holde øje med, hvis man vil følge udviklingen inden for wearables.

»Det er et helt unikt samarbejde. Formentligt det første af sin slags. Sammen har de de nødvendige midler til at overkomme mange af de udfordringer, som holder wearable-teknologien tilbage. Hvis de kan lykkes med det, vil deres samarbejde kunne bidrage med spændende resultater i fremtiden«, siger Bradley Quinn.

»Deres projekt er også spændende, fordi de har brugt et materiale som denim. Et materiale, alle har i deres klædeskab i dag, og som har vist sig at være godt at arbejde med i forbindelse med wearables«.

Kan hjælpe ude i verden

På Imperial College London er professor Esther Rodriguez Villegas tilknyttet ingeniørfakultet. Hun arbejder også med wearables.

Hun er dog mere interesseret i, hvordan udviklingen af wearables kan bidrage i sundhedssystemet end i modeverdenen.

»Det kan udvikle sig til noget, der har positiv effekt for samfundet«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag bliver man ofte på hospitalet natten over efter en operation. I takt med at de her wearables-teknologier udvikles, vil man kunne tage hjem og blive holdt øje med samtidig, forklarer professoren.

»Det vil kunne bidrage med meget også ude i verden, hvor man kan hjælpe mennesker ved at indsamle data om dem«.

Esther Rodriguez Villegas anerkender dog, at modeverdenen kan hjælpe udviklingen af wearables på vej, fordi de med godt design kan gøre brugerne mere interesserede.

»Hvis wearables skal lykkes, skal det være noget, forbrugerne vil gå med. Det kan modeindustrien hjælpe til med«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce