Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Dansk økonomi

Bitter smørkrig: Arla anklages for at 'stjæle' værdifuldt Lurpakmærke

Margarineforening klager til EU-kommission over Arlas køb af Lurpak-mærket for 150 millioner, mærket har angiveligt en værdi på 2-4 milliarder.

Dansk økonomi

Det er næsten lige så dansk som Den Lille Havfrue, Legoland og øl fra Carlsberg:

Lurpak-mærket, der i mere end hundrede år har klæbet til de danske smør-pakker, som et ikon for dansk eksport i verdensklassen. Men de to verdensberømte sammenflettede lur-instrumenter fra bronzealderen, har nu udløst en bitter dansk smørkrig, der skal afgøres af EU-kommissionen.

Den danske Margarineforening (MIFU) anklager mejerigiganten Arla for at have købt Lurpak-mærket for en slik i en handel, der både er tvivlsom og moralsk forkastelig.

Ingen vurdering af mærkets værdi

Oprindeligt var Lurpak-mærket nemlig ejet af staten, men det blev overdraget til den danske Mejeriforening helt tilbage i 1991 på den klare betingelse, at mærket skulle være tilgængeligt for alle producenter i branchen.

Alligevel lykkedes det Arla, i december 2012, at overtage Lurmærket, uden at der angiveligt blev gennemført nogen uafhængig vurdering af mærkets værdi.

Og prisen endte, ifølge margarineforeningen, på 150 millioner kroner, selvom mærket ifølge flere efterfølgende varemærke-analyser har en værdi på adskillige milliarder kroner. Derfor udløste handelen også massive protester fra flere mindre mejerier og margarineproducenter, men slaget var tabt på forhånd.

I kraft af sin enorme størrelse og dominerende stilling på det danske marked sad Arla også solidt på flertallet i Mejeriforeningens bestyrelse. Og så var den sag afgjort.

»Vi har lige siden forsøgt at interessere de danske myndigheder for denne her sag, det er ikke lykkedes, derfor har vi nu klaget til EU-kommissionen«, siger Margarineforeningens direktør, Frederik Madsen:

Anklage: Ulovlig statsstøtte

»Vi mener, at Arla har fået en urimelig formuefordel foræret af den danske stat, fordi Lurmærket er langt mere værd end de 150 millioner, selskabet har betalt; derfor er der efter vores klare vurdering tale om ulovlig statsstøtte til et mejeriselskab, der i forvejen sidder tungt på det danske marked«, siger han.

Og noget kunne tyde på, at det gode, gamle Lurpak-mærke stadig er sin vægt værd i guld, selvom rene smørprodukter ikke just flugter tidens sundhedsidealer.

Det uafhængige britiske konsulenthus Brand Finance lever af at udsende årlige målinger af de mest værdifulde varemærker i en række lande, også i Danmark. I 2013 beregnede Brand Finance Lurpak-mærkets værdi til omkring 1,8 milliarder danske kroner.

Lurpak-mærket er jo næsten lige så meget værd i mejeribranchen som Lego og Apple er i deres respektive brancher. Derfor virker det besynderligt, at man kan slippe af sted med at lave en handel, uden at man tjekker mærkets markedsværdi

Og sidste år blev Lurpak-mærket vurderet til 4,5 milliarder kroner på listen over Danmarks mest værdifulde varemærker. En liste, der i øvrigt toppes af Lego, Mærsk og Arla.

Lurpak-mærket indtager listens 17. plads og er dermed bedre placeret end varemærker som Ecco, B&O, Fakta og Falck. »Lurpak er bestemt et af Danmarks mest værdifulde varemærker«, siger Robert Haigh, marketing- og kommunikationschef i Brand Finance til Politiken:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg tror ikke, vi er i stand til definitivt at sige, hvorvidt Lurpak blev værdiansat for lavt, men det er bestemt en mulighed, for det sker ganske ofte, når en virksomheds ledelse ikke har tilstrækkelig fokus på værdien af deres brand«, siger han.

Løgismose: En skandale

Blandt de argeste kritikere af Arlas Lurmærke-opkøb er Jacob Grønlykke, formand og frontfigur i mejeri- kro og restaurant-virksomheden Løgismose, der for nylig fusionerede med ’mad-koncernen’ Meyers.

Selv om aftalen med Arla også indebærer, at giganten kan give mindre mejerier licens til at bruge Lurpak-mærket, kalder Jacob Grønlykke hele handelen for en skandale:

»Vi taler om et hæderkronet brand, der har en betydelig markedsværdi i milliardklassen, og som Arla har fået lov at købe for småpenge, uden at det har fået nogen konsekvenser«.

»Det er mig komplet ubegribeligt, at en virksomhed som Arla, der i forvejen nærmest driver et monopol, får lov at købe et brand, der er så stærkt som Lurpak. Og at det så ydermere sker til ren foræringspris, det er næsten ikke til at bære«, siger Jacob Grønlykke.

Arla: Sagen er lukket

Det har ikke være muligt at få Arla's kommentar og udlægning af sagen: »Som vi ser det er denne sag afsluttet«, lyder den korte melding fra Kasper Ibsen Beck, kommunikationsdirektør i Arla Danmark.

Det er mig komplet ubegribeligt, at en virksomhed som Arla, der i forvejen nærmest driver et monopol, får lov at købe et brand, der er så stærkt som Lurpak. Og at det så ydermere sker til ren foræringspris, det er næsten ikke til at bære

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra den daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S), der angiveligt skulle godkende Arlas overtagelse af Lurpak-mærket. Men partifællen Bjarne Laustsen bryder sig ikke om forløbet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Lurpak-mærket er jo næsten lige så meget værd i mejeribranchen som Lego og Apple er i deres respektive brancher. Derfor virker det besynderligt, at man kan slippe af sted med at lave en handel, uden at man tjekker mærkets markedsværdi. Det er efter min mening særligt problematisk, når man ved, at Arla har købt mærket af Mejeriforeningen, som Arla jo har stor indflydelse på,« siger Bjarne Laustsen, der er medlem af Folketingets fødevareudvalg og har fugt sagen tæt.

Nu venter Margarineforeningen på svar fra EU-kommissionen i en sag, der meget vel kan trække ud i årevis. Men det afskrækker ikke foreningen:

»Vi mener at Arla skal tilbagebetale et større beløb til den danske stat, svarende til den formuefordel, Arla har fået foræret, og det er vi parate til at kæmpe for, også selvom det tager tid at få sagen afgjort«, siger Frederik Madsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden