Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES
Luxembourg-lækage

Hans underskrift skaffede skatterabatter for milliarder

Kan en skattechef være elsket af virksomheder og revisorer? Sådan en havde de i Luxembourg. Han arbejdede som en hest for at godkende de hemmelige skatteaftaler, der nu skaber problemer for hans gamle chef Jean-Claude Juncker, der nu er formand for EU-kommissionen.

Luxembourg-lækage

Avisredaktøren i Marius Kohls beskedne hjemby havde aldrig hørt om ham, før afsløringen af Luxembourgs hemmelige skatteaftaler gjorde Kohl verdensberømt.

»Han var jo også bare en embedsmand, indtil han gik på pension. Og jeg har indtryk af, at han er en meget diskret mand«, siger Christophe Chohin, redaktør på Luxembourg-avisen Le Quotidien.

Avisen har hjemme i byen Esch-sur-Alzette, hvor Marius Kohl er født, og hvor han i dag har trukket sig tilbage til en tilværelse som pensionist efter en livslang karriere i Luxembourgs skattevæsen.

»Jeg har undersøgt vores arkiver. Vi har ingen billeder af Marius Kohl, og vi har aldrig skrevet om ham før LuxLeaks«, fortæller redaktør Chohin.

Han er ikke den eneste, som ikke har et billede af Kohl i sit avisarkiv. Så vidt vides, har der aldrig været offentliggjort et foto af ham noget sted.

Men LuxLeaks – eller Luxembourg-lækagen – har fået mange medier til at lede efter billeder af manden. Siden 6. november har Politiken og 30 andre medier verden over bragt afsløringer om indholdet af to lækager med i alt 602 hemmelige skatteaftaler, som skattemyndighederne i Luxembourg har indgået med multinationale virksomheder som Ikea, Pepsi og Skype.

Marius Kohls navn står på hver eneste af de mange aftaler. De er stilet til ham, og det er Marius Kohls underskrift, der bevidner, at aftalen er formelt godkendt af skattemyndighederne i Luxembourg.

Verdens rigeste

Det faktum havde gjort Marius Kohl til en myte i en inderkreds af kendere længe før afsløringen af de hemmelige skatteaftaler i Luxembourg.

Han var kontorchef for 6. kontor i skattevæsenets afdeling for selskabsskat. Men når de 550.000 indbyggere i det lille storhertugdømme ifølge Verdensbanken i dag er verdens rigeste folk, har Marius Kohls evner en stor del af æren.

Gennem 24 år forhandlede han personligt skatten, når multinationale virksomheder som Amazon og Ikea overvejede, om de skulle placere deres selskaber i Luxembourg eller et andet sted i Europa.

Når de havde holdt et møde med Marius Kohl, var de som regel overbevist om, at det skulle være Luxembourg.

Ganske vist er selskabsskatten i landet officielt i den høje ende: 29 procent. Men når først Marius Kohl havde hjulpet med at skrue en aftale sammen, skulle skatten regnes i promiller snarere end procenter.

Marius Kohls virksomhedsvenlige tilgang, kombineret med en meget hurtig og effektiv sagsbehandling, har fået mange virksomheder til at vælge Luxembourg som hjemsted i konkurrence med andre europæiske lande, siger blandt andre den belgiske skatteadvokat Axel Haelterman, partner i advokatfirmaet Freshfields Bruckhaus Deringer:

»Jeg har aldrig mødt manden personligt, men jeg ved fra kolleger, at de kunne mødes med Marius Kohl på hans kontor i to-tre timer, og så havde de ordnet 10-20 sager på den tid. Han har ry for at være inde i alle hjørner af skattereglerne, at være særdeles hurtigt opfattende og hurtig til at træffe beslutninger. Og også for, at han aldrig løb fra en aftale. Alt sammen meget påskønnet af virksomhederne«, forklarer Axel Haelterman.

En travl dag på kontoret

Hvor skattemyndighederne i andre lande bruger måneder på at afgøre de skattemæssige konsekvenser af en virksomheds planer, klarede Marius Kohl det ved et møde ved bordet på sit kontor.

Politikens gennemgang af de lækkede skatteaftaler viser, at de fleste indeholder stærkt komplicerede selskabsstrukturer, som strækker sig over flere lande og indebærer indviklede lånearrangementer selskaberne imellem – alligevel kom der lynhurtige svar fra chefen i kontor 6.

Marius Kohl mødtes typisk personligt med virksomhedens skatterådgivere en eller to gange, hvorefter rådgiverne skrev det aftalte ned og sendte det til godkendelse hos Marius Kohl.

Eksempel: Onsdag 3. december 2008 lå der 54 tunge kuverter i posten til Marius Kohl i 6. kontor.

Det var 19 skatteaftaler på i alt 744 sider til godkendelse, suppleret af 35 bilagsdokumenter på tilsammen 886 sider. Og de stammede alle fra blot en enkelt skatterådgiver, revisionsfirmaet PwC.

De lækkede Luxembourg-dokumenter viser, at også verdens tre andre store revisionsfirmaer, Deloitte, EY og KPMG, foruden en stribe mindre revisions- og advokatfirmaer havde deres faste gang hos Marius Kohl, så postbunken har sandsynligvis været endnu større den onsdag i december.

Alligevel blev de fyldige dokumenter fra PwC ekspederet hurtigt. Det fremgår af dokumenterne, at Marius Kohl allerede samme dag godkendte 5 af aftalerne med sin underskrift. Og blot to dage senere, 5. december,havde Kohl gennemgået og underskrevet endnu 9 aftaler, blandt dem en af de særligt tunge, en 696 sider lang beskrivelse af Lion Capitals overtagelse af det skandinaviske dybfrostfirma Findus.

Marius Kohl havde en stab på 50 medarbejdere under sig, men han alene kunne godkende aftalerne, og han knoklede for at nå det hele med arbejdsdage, som ofte varede fra tidlig morgen til klokken 21 om aftenen.

»Jeg kunne sige ja eller nej. Sommetider er det nemmere, hvis man kun behøver at spørge én person. Jeg ville sikre, at alle blev betjent«, sagde Marius Kohl i et interview med den amerikanske finansavis The Wall Street Journal. Ifølge Kohls eget udsagn det eneste interview, han nogensinde har givet. Avisen fik dog ikke lov til at bringe et billede af ham. Interviewet foregik i oktober i år.

Samtidig med at den 61-årige Marius Kohl – der efter den amerikanske avis’ beskrivelse havde fuldskæg og hestehale – gav interviewet ved sit køkkenbord i Esch-sur-Alzette, var journalister på Politiken og 30 andre medier i fuld gang med at kigge den pensionerede skatteinspektørs arbejde efter i sømmene ved at gennemgå de hundredvis af lækkede skatteaftaler fra Luxembourg, som alle bar Marius Kohls navn og underskrift.

Historien breakede 6. november som en europæisk skandale: Dokumenterne afslørede, hvordan Luxembourg ved hjælp af hemmelige skatteaftaler lader multinationale selskaber slippe billigt i skat af fortjenester skabt i andre lande, som dermed mister store skatteindtægter.

Det drejer sig om massevis af milliarder, og det er især andre EU-landes skatteindtægter, som bliver udhulet af aftalerne i Luxembourg.

Parløb med Juncker

Det gav et betydeligt problem for en mand, som gennem mere end 20 år var meget tæt på Marius Kohl: Jean-Claude Juncker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han havde nydt sin splinternye post som formand for EU-kommissionen i blot fire dage, da balladen brød løs, og han kunne ikke undgå at komme under beskydning. Juncker var premierminister og/eller finansminister i hele den periode, hvor de afslørede skatteaftaler blev indgået. Og når man ser nærmere efter, har Jean-Claude Juncker haft et langt og tæt parløb med manden bag aftalerne, Marius Kohl.

Kohl blev forfremmet til den centrale post som inspecteur principal for selskabsskatternes 6. kontor 29. august 1988. Mindre end et år senere, 14. juli 1989, blev Jean-Claude Juncker Luxembourgs finansminister. Juncker blev i 1995 desuden premierminister, men beholdt posten som finansminister i hele 20 år, til 2009.

I Luxembourg er finansministeren også skatteminister, og landets regeringsapparat er ikke stort: Marius Kohl var blot to ledelseslag under ministeren.

I interviewet med Wall Street Journal siger Marius Kohl, at hans overordnede i finansministeriet, Jean-Claude Juncker inklusive, aldrig stillede spørgsmål eller kritiserede den måde, han administrerede skatteaftalerne på.

»Jeg havde aldrig nogen problemer med hr. Juncker«, sagde Marius Kohl.

Jean-Claude Juncker benægter, at han var »arkitekten bag« skatteaftalerne. Men han var tæt på dem: Mens Marius Kohl tog sig af de skattetekniske detaljer, når multinationale giganter skulle overtales til at vælge Luxembourg, deltog hans politiske chef, Juncker, direkte i forhandlinger med virksomhederne.

Det afslørede han selv i en tale til Luxembourgs parlament i maj 2003, da han glædede sig over, at det var lykkedes at overbevise AOL og Amazon om, at deres europæiske hovedsæde skulle placeres i Luxembourg.

»At AOL og Amazon kommer til Luxembourg (...) er resultatet af en god skattepolitik og en god infrastrukturpolitik samt resultatet af hårde forhandlinger med selskabernes topledelser. De fandt sted i USA og herhjemme, og jeg var ikke alene om at lede dem«, sagde Juncker dengang.

Nej, Juncker forhandlede ikke alene – Marius Kohl var også altid med på holdet, og han sad ikke og fiflede med de afgørende skatteaftaler alene. Han havde sit ministerium bag sig, fremgår det af et skriftligt svar fra Luxembourgs finansministerium til International Consortium of Investigative Journalists, som Politiken samarbejder med om lækagesagen:

»Aftalerne er reguleret af specifikke regler om selskabsskat, som bruges af hele skatteadministrationen, ikke bare af en enkelt person. Hvis en bestemt person går igen i denne sammenhæng, skyldes det alene, at denne person, som gik på pension i 2013, stod i spidsen for en af de vigtigste afdelinger«.

Spøgelsesfiguren

Selv om den nu 61-årige pensionist Marius Kohls navn står på samtlige de afslørede aftaler, som ifølge finansminister Pierre Gramegna har udløst »de værste angreb, som Luxembourg har oplevet i historien«, forsøger ingen at tørre ansvaret af på Kohl.

Heller ikke Eugene Berger, formand for finansudvalget i Luxembourgs parlament:

»Vi skal gøre op med spøgelsesfiguren Marius Kohl. Det bliver beskrevet, som om han godkendte disse aftaler alene. I praksis var det ham, der skrev under, men der stod andre embedsmænd bag ham«, sagde Eugene Berger i onsdags til avisen Le Quotidien.

En af Marius Kohls vanskelige opgaver var at afgøre, om virksomhederne brugte realistiske priser, når de handlede med sig selv. Interne handler til kunstigt høje eller lave priser giver mulighed for at undgå skat ved at skubbe virksomhedens overskud fra et land med høj skat til et land med lav skat. Kohl skrev for eksempel under på, at patentet og varemærket bag internettelefoniselskabet Skype var værdiløst og derfor skattefrit kunne overføres fra Luxembourg til et Skype-selskab i Irland. Lidt over to måneder senere blev Skype solgt for 19 milliarder kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I interviewet med Wall Street Journal bliver Marius Kohl spurgt, hvordan han bar sig ad med at undersøge, om en virksomhed handlede med sig selv til realistiske priser.

Kohl suttede på sin tommelfinger, stak den i vejret og sagde:

»Det er umuligt at efterprøve«.

I interviewet fortrød Marius Kohl intet, når han så tilbage på sine 22 år som chef i 6. kontor:

»Mit arbejde var uden tvivl til gavn for mit land, men muligvis ikke for mit lands omdømme«, sagde han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce