Boykot Skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen mener, at det offentlige bør tage afstand fra skattelyspekulanter.
Foto: LARS KRABBE (arkiv)

Boykot Skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen mener, at det offentlige bør tage afstand fra skattelyspekulanter.

Luxembourg-lækage

SF og EL: Det offentlige skal boykotte skattelyspekulanter

Socialdemokraterne afviser indtil videre boykot. EU-direktiv blokkerer.

Luxembourg-lækage

Firmaer, der unddrager skatteyderne eller hjælper andre selskaber med det, bør boykottes af det offentlige Danmark.

Sådan lyder reaktionen fra Enhedslisten og SF, efter, at Politiken tirsdag kan afsløre, at teleselskabet 3 via skattely i Luxembourg aldrig har betalt skat i Danmark.

Det på trods af, at selskabet har mere end 1 million danske kunder og på fem år har tjent næsten 1,5 milliarder kroner.

Blandt andet fik selskabet fra 1. januar 2011 eneret på at levere mobilt bredbånd til staten.

»Vi er til grin for vores egne penge, hvis staten bruger millioner på at samarbejde med virksomheder, der samtidig bidrager til, at selskaber kan trække overskud ud af Danmark«, siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

Staten bør undgå samarbejde

Hendes opfordring går både på de selskaber, der som 3 slipper for at betale skat, og på revisionsfirmaer, der som PwC har bistået 3's ejere.

Hun mener, at det offentlige Danmark kun bør bruge revisionsfirmaer, »som i hvert fald endnu ikke er blevet afsløret i at bidrage til det her«. Med hensyn til selskabet 3, siger hun:

»Privatkunder må jo selv om, om de har lyst til at være kunde hos et selskab, der opfører sig på den her måde. Men i forhold til statens aftale med 3, så synes jeg staten skal gøre alt hvad man kan for ikke at samarbejde med virksomheder, som tjener penge i Danmark, men ikke betaler skat i Danmark«.

Enhedslistens skatteordfører, Frank Aaen, kalder måske ikke overraskende skattemanøvren »forargelig«.

»Vi forsøgte i forhandlingerne om den seneste skattelypakke at få ind, at man må stille krav om skatteforholdene i forbindelse med udbud. Det, synes vi stadig, er en rigtig god ide, men vi kunne ikke lige komme igennem med det«, siger han, der vil blive ved med at rejse spørgsmålet om at forbyde selskaber, der unddrager sig skat, at have kontrakter med det offentlige.

EU-direktiv blokkerer

Den slags boykot må regeringens støttepartier dog foreløbig nøjes med at drømme om.

For selvom den socialdemokratiske skatteordfører, Astrid Krag, også er »ret rystet over at et så stort og velrenomeret firma« som 3 har lavet den slags skattespekulationer, så blokerer EU indtil videre for en boykot.

»Det er ikke fordi, der ikke er velvilje fra regeringens side. Det er jo blevet en del af skattelyaftalen, at regeringen skal gå forrest i EU for at få ændret udbudsdirektivet i en retning, så det bliver muligt. SF og EL ved godt, at det ville være ulovligt, hvis vi fremsatte et lovforslag nu, der sagde, at man ved udbud kunne stille krav om skattely, for som udbudsreglerne er indrettet, er det ganske enkelt ikke muligt«, siger Astrid Krag, der dog erklærer sig optimistisk i forhold til at få ændret udbudsdirektivet i EU.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden